Ifølge The Economist er der tegn på, at den økonomiske krise måske nærmer sig sin afslutning. IMF har således løftet prognosen for den økonomiske vækst i det kommende år til 0,5 procent, mens aktiekurserne er steget kraftigt de seneste måneder. De private investeringer stiger også, mens importen af kapitalgoder i juni var 18 procent højere end samme tid sidste år. Yderligere kan medtages, at industriproduktionen siden marts måned har været stigende, efter 2 års næsten uafbrudt fald.
Reallønningerne falder fortsat og arbejdsløsheden er næppe toppet endnu, men måske er der grund til en smule optimisme efter to års krise, som har barberet mere end 7 procent af BNP.
Ifølge The Economist er den væsentligste årsag den midlertidige afsættelse af præsident Dilma – der med stor sandsynlighed bliver permanent, når rigsretssagen mod hende slutter i september – og forventningerne til den nye præsident Michel Temer og hans regering.
Much of the encouragement is coming from Brasília, the capital, which seems to be moving towards a resolution of the country’s prolonged political crisis. On August 25th the senate is due to begin the impeachment trial of Dilma Rousseff, Brazil’s unpopular president, on charges that she tampered with government accounts. Although she denies this, few observers doubt that she will be removed from office, probably in September. The vice-president, Michel Temer, who has been acting president since May, would then serve out the remaining 28 months of her term.
Ikke fordi at Temer er populær. Ved åbningen af de Olympiske lege gav dele af det brasilianske publikum højlydt udtryk for deres mishag. En gallup gennemført af Datafolha i juli viste, at kun 14 procent bakker positivt op bag præsidenten. Det er på niveau med opbakningen til Dilma, da hun blev afsat.
Forskellen skal findes i den forventede politik (med tryk under forventet). Kort fortalt er Temers væsentlige fordel, at han ikke er Dilma. I modsætning til hende, har han ry for at være i stand til at kunne indgå de nødvendige handler og aftaler, som sikrer at man kan få den ønskede politik igennem.
Det indebærer blandt andet privatiseringer og reformer af de offentlige finanser. Netop en plan for privatisering fremlægges i den kommende uge, hvilket jeg naturligvis vender tilbage til. Man ønsker også at åbne for private investeringer i forbindelse med olieudvindingen ud for Rio de Janeiro (pré–sal)
Der er dog et stort men. Ret beset har man indtil videre først og fremmest brugt flere og ikke færre penge og underskuddet på statens finanser forventes at ende på 10 procent i indeværende år (2,5 procent før rentebetalinger).
Man har accepteret store lønstigninger for offentligt ansatte og har hjulpet flere delstater der er i store økonomiske vanskligheder, bl. a. Rio de Janeiro.
Logikken skulle være, at det skal ses som en investering i at sikre opbakning til fremtidige reformer og stramninger. Bl.a. ønsker regeringen at få indskrevet offentligt nulvækst i forfatningen.
Et godt bud er, at vi skal over på den anden side af lokal. og delstatsvalgene i oktober, før vi for alvor ved hvor meget regeringen kan få gennemført.
Det er da heller ikke alle der er så (forsigtigt) optimistiske, som IMF. Således regner OECD i sin seneste lande-report om Brasilien fra juni måned, med fortsat faldende BNP i 2017.
Hvorvidt IMF og andres (forsigtige) optimisme, eller OECDs mere dystre forventninger bliver til virkelighed, skal vi ind i november måned for at kunne sige noget mere sikkert om.
Der er fortsat alt for mange hvis’er i ligningen. Efterforskning og retssager fortsætter i den store “Lava Jato” korruptionssag og kan fortsat vende op og ned på alt. Men hvis Temer får mulighed for at sidde perioden ud og hvis det lykkes at komme igennem med væsentlige dele af regeringens politik, så er der så småt grund til lidt optimisme for den økonomiske udvikling de kommende år.