På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne.
Allende, Militærkup og Chiles dyre lærepenge.
At Chile med genindførelsen af demokratiet indførte et valgsystem med 2 valgrunder skyldes primært erfaringerne i forbindelse med Salvador Allendes tid som præsident 1970-1973, der som bekendt endte med militærkup og næsten 17 års diktatur under ledelse af general Pinochet.
I modsætning til den myte, som venstrefløjen altid har dyrket, havde Salvador Allende på intet tidspunkt flertallet af chilenerne bag sig. Havde man dengang haft et system med 2 valgrunder var han formentlig aldrig blevet valgt. Salvador Allende fik ved valget i 1970 36,6% af stemmerne, mens højrefløjens kandidat , Jorge Alessandri, med 35,3% af stemmer fik næsten lige så meget. Endelig fik Radomiro Tomic fra de Kristendemokraterne (et centrum-venstre parti) 28,1% af stemmerne.
I tilfælde af, at ingen af kandidater opnåede over 50% af stemmerne, var der herefter op til kongressen af vælge præsidenten. Det var kotyme, at man valgte den af kandidaterne der havde fået flest stemmer uden de store sværdslag. Salvador Allende sikrede sig dog først kristendemokraternes opbakning i kongressen efter lange og besværlige forhandlinger, og startede således ud på et relativt svagt mandat og en forventning i kongressen om at man ville føre en moderat politik. Sådan gik det ikke. Det Chilenske samfund blev voldsomt polariseret under Allende og var præget af politisk vold fra begge sider, forfatningsstridige jord- og fabriksbesættelser osv. Kombineret med store nationaliseringer og en håbløs økonomisk politik var Chile i 1973 præget af både politisk og økonomisk kaos.
Der er næppe tvivl om, at der i selve Chile var stor opbakning bag militæret, da det 11. september afsatte Salvador Allende (der begik selvmord). Et flertal i kongressen havde tidligere på året forsøgt at afsætte Allende, men kunne ikke skaffe det nødvendige 60% flertal, som forfatningen krævede. I takt med militærets anvendelse af overvældende vold og det gik op for folk, at man ikke som forventet skulle regne med en hurtig tilbagevenden til demokrati kølnedes støtten til kupmagerne naturligvis betragteligt.
Men helt op til vore dage er Chile fortsat splittet over kuppet i 1973. Ved en gallup for nogle år tilbage gav 75% af de adspurgte således udtryk for at de mente at Pinochet havde været indblandet i tortur og mord på politiske modstandere. ikke desto mindre mente ca. halvdelen af de adspurgte, at militærdiktaturet havde været godt for Chile.
Selve transformationen fra en lukket statscentreret økonomi på linie med andre sydamerikanske lande til en af den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomier og en af verdens mest åbne og frie økonomier (Chile er gået fra at være fattigere end Brasilien i midten af 1970erne til i dag at være Sydamerikas rigeste land) ligger uden for dette indlæg. Men paragdigmeskiftet sket som benkendt på en ganske blodig baggrund (omend undertrykkelsen i Pinochets Chile aldrig nåede det omfang, som man oplevede under militærdikturet i Argentina eller har set i Castros Cuba).
Siden 1990 har en alliance (Concertación) af kristendemokrater og socialister siddet på præsidentposten. Disse har ikke grundlæggende udfordret den økonomiske model der blev resultatet af reformerne under Pinochet, men har tværtimod accepteret det nye økonomisk liberale paradigme, der ud over at bringe velstand til Chile også har indebåret, at man har en af Latinaerikas mest stabile demokratier . Til gengæld ser dette valg ud til at afslutte alliancens 19 år på præsidentposten. Højrefløjens kandidat, Sebastián Piñera, står til at vinde første valgrunde, dog sandsynligivis med under 50% af stemmerne, hvorfor der skal en 2. valgrunde til. Skulle han vinde denne, vil det være første gang siden 1958, at chilenerne vælger en borgerlig præsident.
Ifølge de seneste meningsmlinger står Piñera til at få 44% med en opadgående trend (sammenlignet med tidligere målinger), mens Frei står til 31% og den uafhængige (socialistiske) kandidat, Marco Enríquez-Ominami, står til 18%.
I en 2. valgrunde står Piñera til en læar valgsejr over Frei, men står interesssant nok til en mindre valgsejr, hvis Marco Enríquez-Ominami gik videre til 2. valgrunde i stedet for Eduardo Frei.
De vigtigste kandidater
Valget står reelt mellem 3 kandidater, førnævnte Sebastián Piñera fra det borgerlige Renovación Nacional, Eduardo Frei og Marco Enríquez-Ominami.
Sebastián Piñera
Det er 3. gang Piñera stiller op til præsidentvalget. Idste gang tabte han i 2. valgrunde til den nuværende præsident Michelle Bachelet (Chiles valglov tillader kun en valgperiode). Han er en af Chiles mest velhavende mænd og lillebror til Jose Piñera, der mest er kendt som manden bag privatiseringen af det chilenske pensionssystem og som har været inspirations for andre pensionsreformer i verden siden da, bla. a. reformern i Sverige i begyndelsen af 1990erne.
Piñera repræsenterer som kandidat en bred vifte af højrefløspartier.
Eduardo Frei
Regeringskoalisationens kandidat Eduardo Frei har tidligere været præsident fra 1994 til 2000. Hans personlige popularitet er til at overse, og han opfattes af mange som relativt kedelig og farveløs. Samtidig er valget af ham som kandidat for for regeringspartierne, af mange blevet opfattet som mindre demokratisk. Valget indebar at Marco Enríquez-Ominami, der oprindelig var medlem af det socialistiske parti, der sammen med Frei’s Kristendemokrater som nævnt har siddet på magten i 19 år, stiller op som løsgænger.
Marco Enríquez-Ominami
Marco Enríquez-Ominami er valgets store overraskelse. Ung, han er 36 år, og med ubestridelige “star qualities” – han er bl.a. kendt fra TV – har han udfordret “de etablerede” i koalitionen- Efter det viste sig, at alt var tilrettelagt således at Eduardo Frei ville ende med at blive kandidat, valgte han at stille op som uafhængig kandidat, hvor han har profiteret af at mange chilenere der ellers har stemt på regeringskoalitionen, nu opfatter denne som “slidt”, præget af magtens arrogance og korrupt.
Næppe af større betydning hvem der vinder valget
Uanset hvem af de ovennævnte der ender med at blive Chile’s næste præsident, vil den faktisk førte politik på de væsentligste områder næppe ændres. En sejr til Piñera, der blandt sine støtter har mange af de der i 1980erne var med til at levere Pinochet et figenblad af demokratisk legitimitet (de to Piñera brødre arbejdede i1980erne aktivt for genindførelsen af demokrati i Chile), vil utvivlsomt blive udlagt som en højredrejning i den internationale presse, ligesom valget af Largos i 2000 og senere Bachelet i 2006 er blevet taget til indtægt for venstredrejningen i Latinamerika. Begge dele var og vil være grundlæggende noget sludder. Afgørende var det paradigmeskifte der sket under Pinochet tiden, og som har sikret at Chile som det første (og formentlig eneste i mange år fremover) Sydamerikanske land reelt er gået fra at være et 3. verdens land til at blive en del af den 1. verden. Det ønsker ingen af kandidaterne at lave om på.
Dette er ikke en specifik kommentar til denne artikel, men generelt for de sidste fem uger jeg har læst bloggen: Tusind tak, – utrolig indsigtsfulde og gode artikler. Virkelig godt med aktualitet og historien bag, og virkelig nyttigt for os der gerne vil forstå denne region bedre.
Dbh Anders