Når brasilianerne til efteråret vælger ny præsident, sker det efter 8 år med den fantastisk populære Lula, der ikke kan genopstille, ved magten. Da PT ikke har flertal i de to kamre, har hans evne til at regere primært været baseret på en alliance mellem hans eget socialistiske PT (Partido dos Trabalhadores) og Brasiliens største parti, det (i mangel af mere præcis betegnelse) socialdemokratisk-statskonservative PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). Det er samtidig en markering af, at uanset om man har haft militærdiktatur eller demokrati, så eksisterer der en grundlæggende og bemærkelsesværdig kontinuitet i den faktisk førte politik i Brasilien op igennem det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. De reformer der gennemførtes i 1990erne brød ikke afgørende med en politisk og økonomisk model, der har rødder tilbage til det 19. århundrede, og som udgør fundamentet for skriftende regeringers førte politik.
I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.