Præsidentvalg i Brasilien: Når “neoliberalister” er socialister og socialister er “statskonservative”

Når brasilianerne til efteråret vælger ny præsident, sker det efter 8 år med den fantastisk populære Lula, der ikke kan genopstille, ved magten. Da PT ikke har flertal i de to kamre, har hans evne til at regere primært været  baseret på en alliance mellem hans eget socialistiske PT (Partido dos Trabalhadores) og Brasiliens største parti, det (i mangel af mere præcis betegnelse) socialdemokratisk-statskonservative PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). Det er samtidig en markering af, at uanset om man har haft militærdiktatur eller demokrati, så eksisterer der en grundlæggende og bemærkelsesværdig kontinuitet i den faktisk førte politik i Brasilien op igennem det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. De reformer der gennemførtes i 1990erne brød ikke afgørende med en politisk og økonomisk model, der har rødder tilbage til det 19. århundrede, og som udgør fundamentet for skriftende regeringers førte politik.

Luiz Inácio Lula da Silva
Luiz Inácio Lula da Silva

I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.

Som the Economist skrev i en artikel for nogle uger siden under overskriften “The almost-lost cause of freedom

Also, many of today’s leading Brazilian politicians played a part in the opposition to military rule. This world of intellectual and sometimes violent resistance was dominated by various shades of left-wing thought, seasoned with anti-Americanism (the United States welcomed the 1964 coup that brought the generals in). During the dictatorship today’s president, Luiz Inácio Lula da Silva, was a trade-union boss; his predecessor, Fernando Henrique Cardoso, was a Marxist academic. The front-runner in the presidential polls, José Serra (from Mr Cardoso’s Social Democrats), was an exiled former student leader. His main rival, Dilma Rousseff (from Lula’s Workers’ Party), was a Trotskyist.

Fernando Henrique Cardoso
Fernando Henrique Cardoso

Der er ingen tvivl om, at i daglig/journalistisk tale vil man betegne militærregeringerne fra 1964 til 1985 som højreorienterede, men det er en højre-venstre akse der intetn har med økonomisk politik at gøre, og primært er baseret på hvordan deltagerne selv definerer sig.

Går man derimod ud fra en økonmisk definition måler økonomer graden af socialisme som en funktion af statens andel af produktionsapparatet. Målt på denne måde var og er Brasilien (som de fleste, for ikke at sige alle latinamerikanske lande, indtil Chiles reformer i slutningen af 1970erne) et socialistisk land. Derimod har ideen om det frie konkurrenceprægede marked gennem hele det 20. århundrede (og også før det) spillet en underordnet rolle.Staten ejer fortsat store dele af den finansielle sektor og en række store virksomheder.

Det politiske systems betydning for markedet var allerede fremherskende før etableringen af en egentlig statsejet ejet minedrift og industri for alvor tog fart i midten af forrige århundrede. Sammenblandingen af offentlige og private interesserer og konjunkturerne for den “brasilianske model” tog allerede sin begyndelse i slutningen af det 19. århundrede. Erkendelsen at staten og delstaternes betydelige indflydelse som långiver, prisgarant og markedsbeskytter er grundlæggende for forståelse af Brasiliens udvikling. For eksempel havde Brasilien nogle af verdens højeste toldbarrierer omkring år 1900, ligesom man i begyndelsen af det 20. århundrede etablerede en lokal udgave af fairtrade princippet for kaffemarked, hvor staten garanterede en høj mindstepris.

Auguste Comte
Auguste Comte

Selve det brasilianske militær har også et nogle særlige kendetegn, der er helt afgørende for en forklaring af landets politiske udvikling – kendetegn som man forøvrigt deler med militæret i Tyrkiet. I modsætning til brasiliansk politik der er meget personfikseret, og hvor partiloyalitet og tilhørsforhold ikke spiller den store rolle, er militæret en kollektiv “maskine”, der trods indbyrdes uenighed traditionelt har været ideologisk knyttet til den franske positivisme, formuleret af Auguste Comte. hermed ikke sagt, at det kun er militæret der har haft denne grundlæggende ideologi, langt fra, den har været delt af centrale politiske figurer op gennem det 20. århundrede og ikke mindst af embedsmandsværket. Hele indretningen af det brasilianske uddannelsessytem, primært de videregående uddannelser er også baseret på Comtes positivisme. endelig er ordene “Ordem e Progresso” der pryder det brasilianske flag et citat fra Comte.

Positivismen, der kort fortalt bygger på troen om at det er muligt at konstruere et bedre og moderne samfund ved hjælp af en dygtig (statslig) elite af kompetente teknokrater, leverer argumentationen for at der må eksistere en elite, der skal drive samfundet frem. Denne opfattelse er traditionelt blevet delt af store dele af den civile centraladministration og militæret. Positivismen har da også være grundlaget for “Escola de Guerra”, et system af eliteskole for militæret og den civile administration (og helt på linje med fransk tradition).

large_flag_of_brazilHer er ikke plads til underlige anglofile ideer som f.eks. accept af uenighed og frie mennesker der operer på frie markeder. Derimod har vægten altid været lagt på planøkonomiske tiltag, – gennem hele militærregimets levetid opererede man med 5 års planer. Topmålet af militærets overmod var måske, at man troede at det var muligt at konstruere et stabilt (ikke korrupt) politisk system – det lykkedes ikke. Efter kuppet i 1964, hvor et af formålene var at reformere det politiske system –  der lige som i dag var præget af korruption og et som nævnt mildt sagt afslappet forhold til partitilhørsforhold. det søgte man at gøre ved at forbyde de eksisterende politiske partier (man nedlagde ikke kongressen) og etablerede et to-parti system med et regerings-loyalt parti, Arena (Aliança Renovadora Nacional), og et oppositionsparti, MDB (Movimento Democrático Brasileiro). Systemet brød sammen i 1979, hvorefter Arena skiftede navn til PDS (Partido Democrático Social), samtidig med at det meste af det gamle MDB blev til hvad der i dag er Brasiliens største politiske parti, det i indledningen nævnte PMDB – der spænder over et meget vidst politiske spektrum (derfor den upræcise beskrivelse – der er alt fra statskonservative til tidligere medlemmer af Opus 8)

Jose Sarbey
Jose Sarney

For nu at gøre forvirringen total må vi lige have med, at den første civile præsident efter 20 års militærstyre, Jose Sarney, havde støttet militærkuppet i 1964, og var leder af PDS fra 1979. I 1984 skiftede han til PMDB efter PDS i 1984 ikke ville opstille ham som præsidentkandidat til det kommende præsidentvalg (der var tale om et indirekte valg, da præsidenten valgtes af kongressen). Her blev han opstillet som kandidat til vicepræsidentposten for PMDB. Oppositionen (PMDB) vandt afstemningen i kongressen, men dets foretrukne kandidat til præsidentposten, Tancredo Neves, døde inden han kunne indsættes, hvorefter Sarney, der få år forinden havde ledet det regeringstro PDS endte som præsident frem til 1990 – en periode der bar præg af at det vra en venteperiode, indtil man kunne få en præsident med et folkeligt mandat. Jose Sarney en af Lulas vigtigste allierede.

Det har man tydeligt set det forgangne år, hvor Lula og PT har holdt hånden over Sarney i forbindelse med anklager om nepotisme og korruption. Et af resultaterne har været, at en af landets ledende aviser indtil videre er blevet censureret og pålagt ikke at skrive om sagen gennem det seneste halve år. PMDB støtter også den af Lula udpegede PT-kandidat til præsidentvalget, Dilma Rousseff, og forventes at få posten som vicepræsident, hvis Dilma vinder valget til oktober. Ud over PMDB støttes hun bl.a. af Brasiliens kommunistiske parti – tale om en bred koalition 🙂

Dilam Rousseff
Dilam Rousseff

Hendes hårdeste modstander forventes at blive Jose Serra fra det socialdemokratiske PSDB (Partido da Social Democracia Brasileira), der støttes af bl.a. PPS (Partido Popular Socialista), der var Brasiliens kommunistiske parti indtil 1992, hvor det i lyset af Sovjetunionens kollaps ændrede navn og placering. Sidstnævnte støttede indtil 2004 faktisk PT og Lula. Jose Serra anses for at være mere markedsorienteret end Dilma Rousseff, og vil utvivlsomt blive beskyldt for at være “neo-liberalist”, når valgkampen for alvor kommer op i omdrejninger.  Ved de to valgkampe, som Lula tabte til Serras forgænger præsident Fernando Henrique Cardoso og den som Serra tabte i 2002 til netop Lula, var det en del af standardarsenalet hos PT at fremstille PSDB som neoliberalister (og USA’s lakajer) – Med tanke på, at netop Fernando Henrique Cardoso er en fremtrædende forsker i den afhængighedsteoretiske (socialistiske) tradition, der nok har bevæget sig en del siden, men alligevel – bør de fleste kunne se absurditeten i denne retorik.

Pedro Malan
Pedro Malan

Det er korrekt at der i Fernando Henrique Cardosos regeringstid blev gennemført en række reformer og privatiseringer. Reformer – især forestået af den glimrende økonom Pedro Malan – som i det store hele ikke er blevet rullet tilbage under Lula, men er en væsentlig del af den interne forklaring på Brasiliens positive økonomiske udvikling de senere år. Men at benævne det som “neoliberalisme” er dog langt ude i skoven (men kan anvendes, fordi ingen stort set aner hvad liberalisme står for). Det skal understreges, at Jose Serra officielt ikke har meldt sig som kandidat på nuværende tidspunkt.

Jose Serra
Jose Serra

Endelig skal nævnes en tredje kandidat – der af nogen betragtes som en “dark horse”, Marina Silva, der indtil for få år siden var miljøminister i den nuværende regering. Hun vil dog næppe få betydning ved det endelige valg – selv om hun formentlig vil trække en del af de mere idealistiske vælgere, der er skuffet over PT og Lula. Det er bl.a. en del i min omgangskreds, der i to årtier frem til Lulas valgsejr aldrig missede en chance for at gøre mig opmærksom på at PT var det første “rigtige” parti med en “rigtig” ideologi  i Brasilien – og at det og dets ledelse i modsætning (selvfølgelig) til de traditionelle politikere ikke var korrupte og ikke primært handlede om at fremme personlige ambitioner om magt og indflydelse. Det taler vi ikke om længere :-). Marina Silva overlever ikke første runde, men hvem hun anbefaler ved anden runde af valget kan blive afgørende, hvis der bliver tale om et tæt valg mellem Rousseff og Jose Serra, hvilket meget tyder på for øjeblikket. Det kan meget vel blive en støtte til Jose Serra.

Marina Silva
Marina Silva

Hvorvidt  denne gennemgang har gjort det nemmere at overskue brasiliansk politik, eller blot har øget forvirringen skal jeg være usagt. Vi vender i løbet af de kommende måneder tilbage til Brasiliens økonomiske og politiske historie mange gange. Det vil forhåbentlig gøre det mere overskueligt, når Latinamerikas folkerigeste og største land holder valg til efteråret.

Uanset hvem der vinder kan vi være sikre på, at man grundlæggende vil fortsætte med en økonomisk model, der først som sidst er præget af en sammenfiltring af offentlige- og privatøkonomiske interesser, og hvor reformer styres af tvand og ikke af en grundlæggende ideologisk forestilling om at der eksisterer en ”anden vej” for Brasilien.

Vi vil senere vende tilbage til dette i et indlæg om militærdiktaturet 1964-1985. Et militærregime der i det store hele indeholdt præcist de samme brudflader og forestillinger som i dag præger den politiske debat i et demokratisk Brasilien – og hvor netop PT i realiteten er tæt på den verdensopfattelse, som de mest autoritære og antidemokratiske dele af det brasilianske militær stod og står for.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit