Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;
They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.But that’s where the good news is likely to end.
Og fortsætter:
Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.
Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.
Som den den amerikansk økonom Jeffrey Miron har understreget, er det største problem i forbindelse med den førte narkotikapolitik, konsekvenserne på udbudssiden (herunder for transitlandene);
The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization. Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.
-
Dagligdag i Ciudad Juarez
Siden den mexikanske præsident Calderon erklærede sin lokale version af “The War on Drugs”, har det mest synlige resultat været stigende vold, ikke mindst i grænsebyen Ciudad Juárez, der ligger ved siden af El Paso. For at få et indtryk af volden er det blot at henvise til sektionen om Juárez i El Paso Times – det er ikke læsning for sarte sjæle. Hvad der måske er mere frustrerende er, at efter mere end 5.000 narkotika relaterede drab i Juárez de seneste 3½ år, er der intet der tyder på en bedring foreløbig. Andre steder i Latinamerika har man for længst lært at leve med endda højere “tabstal” (bl.a. Rio de Janeiro).
Der er meget godt at sige om den afkriminalisering vi har oplevet i lande som Portugal og Holland, men den har som nævnt ingen positiv betydning for den vold og kriminalitiet der udspringer af udbudssiden.
Med mindre man er parat til at bruge metoder som f.eks. i Kina under Mao (man klyngede simpelthen pusherne op på stedet) er det ikke muligt at komme den vold der følger i kølvandet på det lukrative ukontrollerede illegale marked til livs. Med mindre man selvfølgelig sørger for at der kun er én gruppe der sidder på den illegale handel, eller hvad der må foretrækkes – gør det muligt at producere og sælge på et lovligt marked, der kan kontrolleres.
Calderons version af den amerikanske “War on Drugs” har fulgt præcist det samme mønster, som man har set nord for grænsen. Der har været spektakulære arrestationer og skuddueller mellem politi, militær og banditter, se også denne historie.
Det er den slags episoder der i narkobranchen blot omtales som “new job opportunities”. Calderons politik har været en total fiasko. Ud over en eskalering af volden, har regeringens metoder sat retssikkerhed og menneskerettigheder under pres – et ikke usædvanligt resultat af at sætte hæren ind. Kokain og marijuana strømmer stadig ind i USA og det vil den blive ved med, mens vold og drab vil fortsætte med uformindsket styrke.
Det er O’Grady og WSJ klar over (og har været det i årtier). Men hvornår mon det går op for de politisk ansvarlige og (i tilfælde af at de godt ved det) hvornår tør de fortælle deres befolkninger at det forholder sig sådan?
