Narkotikapolitik er slået fejl

Nedenstående blev bragt som kronik i Børsen d. 1. juni 2011

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Volden i Rio de Janeiro – “It’s the drugs, stupid” [opdateret]

I den forgangne uge har volden i Rio de Janeiro igen været genstand for medieopmærksomhed verden over. Brasiliansk TV har selvfølgelig sendt live fra kampene mellem politi og banditter.

Én ting er, at det er en stor historie i Brasilien. Skandaler, død og ødelæggelse har til alle dage været populært, og der findes TV-stationer i Brasilien der stort set ikke sender andet – omend ikke alle går til den slags yderligeheder som en journalist på en Tv-station i Nordbrasilien, der ganske enkelt selv arrangerede overfald og nedskydninger. Så var han da sikker på at sendefladen kunne fyldes ud.

Complexo do Alemão

At historien går verden rundt og fylder en del i andre landes medier må ikke forveksles med, at forholdene er blevet værre. Faktisk er kriminaliteten faldet i Rio de Janeiro siden 1990erne. At vi andre interesserer os for volden i “Cidade Maravilhosa” skyldes først og fremmest, at Brasilien i 2014 står for verdensmesterskaberne i fodbold – hvor finalen selvfølgelig skal spilles på det berømte stadion Maracana i Rio – og  byen to år senere er værtsby for de olympiske lege. I lighed med sidste år, hvor der også var mere end normalt hæftige kampe i og omkring en anden af Rio’s slumkvarterer, har der selvfølgelig også denne gang været advarsler fremme om hvorvidt det nu var en god ide at afholde de olympiske lege i Rio, med tanke på den manglende sikkerhed.

Men der er i og for sig ikke noget usædvanligt i det der er foregået den seneste uge, hvor kampe mellem omkring 1.000-1.500 banditter og lige så mange politistyrker indtil videre har kostet omkring 40 personer livet, bla. en 14-årig pige. Det er langt fra første gang at “borgerkrigen” mellem Rio’s 3 store kriminelle bander og politiet har udløst kampe der i intensitet ikke står tilbage fra egentlig krigsførelse (banditterne er yderst velbevæbnede – ofte bedre end politiet). Sådan har det været gennem de seneste 3 årtier. Det sker også med jævne mellemrum, at uskyldige mennesker bliver fanget i kampene mellem de kriminelle grupper og politiet, der ikke just er kendt for at tage hensyn til, at kampene foregår midt i tætbefolkede boligkvarterer.

Kampene blev er denne gang udløst ved, at kriminelle fra den største kriminelle organisation, Commando Vermelho, for en uges tid siden i en magtdemonstration satte ild til biler og busser flere steder i Rio de Janeiro.

Efter at de kriminelle først blev fordrevet fra et slumkvarter ved navn Vila Cruzeiro er kampene flyttet til det berygtede boligkvarter “Alemão” – et område med ca. 100.000 indbyggere der går under navnet Gaza-striben i folkemunde, og ofte er skueplads for kampe mellem politi og banditter. Ved tidligere tilfælde har man indkaldt regulære kamptropper, men denne har man indtil videre nøjedes med at bruge politiets egne enheder, herunder specialenheden IBOPE, man hardog lånt armerede køretøjer af marinen, se også video nedenfor.

På nuværende tidspunkt (lørdag aften dansk tid) kæmpes der i og omkring Complexo Alemão, – og der skydes bl.a. mod politiets helikoptere.

It’s the drugs stupid

Som jeg tidligere har skrevet om her på Americas, er der en række særlige forhold omkring Rio de Janeiro, der faciliterer, at volden og kriminaliteten er særligt slem i forhold til andre brasilianske byer. Geografien med de mange bjerge, og kvarterernes snævre gader gør, at det er relativt nemt for de bander der styrer den enkelte bydel at forsvare sig mod både politiet og rivaliserende bander.

Netop eksistensen af rivaliserende bander er et særligt problem i Rio de Janeiro, hvor byens slumkvarterer domineres ikke af en, som det er tilfældet i de fleste andre brasilianske byer, men af 3 forskellige bander, der fra tid til anden prøver at øge deres territorier ved at angribe bydele under en af de rivaliserende banders kontrol.

Denne gang er kampene dog ikke udløst af indbyrdes krig mellem rivaliserende bander, men synes derimod først og fremmest at være resultatet af en magtdemonstration fra Commando Vermelho’s side. Det er ikke første gang det sker. For et par år siden var São Paulo nærmest i undtagelsestilstand, da flere politistationer blev angrebet og bybusser blev brændt af. Angiveligt fordi man var utilfreds med behandlingen af fængslede bandemedlemmer.

Men uanset hvad der har udløst den seneste tids kampe, handler det grundlæggende om én ting. Eller med en omskrivning af Bill Clintons berømte udtalelse fra valgkampen i USA i 1992 –

“It’s the drugs stupid!”

Se også nedenstående interview med medlemmer af Commando Vermelho, optaget i Rio de Janeiro af et engelsk TV-hold.

Update 28.11.2010:

Alemão skulle nu være indtaget af myndighederne, og der blev ved aktionen både brugt regulære politifolk, specialenheder og militærtropper, se også video fra dagens hændelser på Globo

O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”

Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden. Continue reading O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”