Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.
Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.
Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.
Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.
Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.