Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 March 2010 – Americas
I går samledes titusinder af mennesker – de fleste klædt i hvidt, for at udvise solidaritet med “Kvinderne i hvidt” og som protest mod den fortsatte mangel på frihed og undertrykkelse i Cuba. Initiativtageren var den i USA meget kendte cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estefan. for de der ikke er bekendt med den latinamerikanske musikscene i USA, kan jeg tilføje at Gloria Estefan i mange år har været en af de største stjerner og at hun i 2008 blev valgt som årets navn (Person of the year) og ved den lejlighed optrådte sammen med bl.a. Carlos Santana og Jose Feliciano (se video fra begivenheden sidst i denne post).
Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor
At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.
Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.
Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.
klik på billedet - video har engelske undertekster
Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”. Continue reading FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd
Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;
They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.
But that’s where the good news is likely to end.
Og fortsætter:
Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.
Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden. Continue reading O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”
Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.
Uribe ved søndagens valg
Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.
Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.
For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.
For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.
Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at
“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”
– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at
“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.
FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;
Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.
Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?
Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.
At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.
Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.
På baggrund af Orlando Zapata Tamayo tragiske død efter 85 dages sultestrejke, fordømte Europa Parlamentet i går torsdag den cubanske regering. Samtidig antydede Spaniens socialistiske regering, at man foreløbig ikke vil arbejde for at forbedre forholdet mellem Cubas kommunistiske regime og EU, hvilket ellers var planen. Fordømmelsen blev vedtaget med et overvældende flertal på 509 mod 30.
Også i går torsdag blev Guillermo Fariñas, der indledte sin sultestrejke samme dag, som Orlando Zapata Tamayo døde, kørt på hospitalet efter han kollapede oven på 16 dage, hvor han har nægtet at indtage mad og væske – se også vores indlæg i går.
Parlamentets resolution fordømmer både, at det cubanske regime lod Zapata dø, og dets generelle behandling af politiske dissidenter, der med parlamentets ord er fængslet for “deres idealer og fredelige politiske aktiviteter”. Yderligere opfordrer parlamentet til at EUs institutioner aktivt indleder en struktureret dialog med det cubanske civilsamfund og tilbyder sin betingelsesløse støtte til en fredelig proces frem mod demokrati og frie valg, noget Cuba ikke har haft siden 1948.
Og hvad var så reaktionen fra Danmarks Radio og ikke mindst P1’s “Orientering Udefra”? Indtil videre larmende tavshed. Går man ind på Orientering Udefras hjemmesider, glimrer disse ved et totalt fravær af historien om de sultestrejkende politiske fanger. I wonder why?
Til gengæld er det en historie der fylder rigtigt meget i mange medier i Latinamerika, hvor synet på Cuba, i den del der oplever en reel demokratisk udvikling ændrer sig hastigt i disse år. Man kan kun håbe på, at også redaktionen på P1’s Orientering udefra en dag vågner op af deres revolutionsromantiske drøm og ser hvor i Latinamerika fremtiden, inklusiv de fundamentale menneskerettigheder, vi tager for givet, ligger. Et lille tip herfra, det er hverken i Havanna eller Carracas.
Noget kunne tyde på, at de cubanske myndigheder ikke foreløbigt slipper for sultestrejkene politiske dissidenter – uanset at Brasiliens præsident Lula i går afviste en opfordring fra disse om at mægle i striden om de politiske fangers forhold i de cubanske fængsler. Lula’s bemærkninger, som vi skrev om i går, har udløst skarp kritik både i Cuba og i Brasilien. Flere store dagblade, bl.a. O Globo og Folha de São Paulo, har kritiseret præsidenten, mens Estadão har en artikel om Lulas egne oplevelser som fange i et par måneder under militærdiktaturet (Lula var fængslet i april-maj 1980 – og på trods af militærdiktatur var det muligt for presen at skrive om det). Helt usædvanligt har der også lydt kritik fra egne rækker. Continue reading Cubas dissidenter sætter sultestrejke i (et slags) system – opdateret
Når brasilianerne til efteråret vælger ny præsident, sker det efter 8 år med den fantastisk populære Lula, der ikke kan genopstille, ved magten. Da PT ikke har flertal i de to kamre, har hans evne til at regere primært været baseret på en alliance mellem hans eget socialistiske PT (Partido dos Trabalhadores) og Brasiliens største parti, det (i mangel af mere præcis betegnelse) socialdemokratisk-statskonservative PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). Det er samtidig en markering af, at uanset om man har haft militærdiktatur eller demokrati, så eksisterer der en grundlæggende og bemærkelsesværdig kontinuitet i den faktisk førte politik i Brasilien op igennem det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. De reformer der gennemførtes i 1990erne brød ikke afgørende med en politisk og økonomisk model, der har rødder tilbage til det 19. århundrede, og som udgør fundamentet for skriftende regeringers førte politik.
Luiz Inácio Lula da Silva
I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.
José “Pepe” Mujica tiltrådte mandag d. 1. marts som præsident i Uruguay efter at have vundet præsidentvalget i efteråret. Det er kotume at andre præsidenter fra Sydamerika er tilstæde ved sådanne lejligheder og derfor var Argentinas Christina Kirscher, Venezualas Hugo Chavez, Bolivias Eva Morales samt Ecuadors Rafael Correa i Montevideo. Chiles præsident var ikke tilstæde pga. jordskælvet i Chile.
Solen skinnede fra en skyfri himmel i den Uruguayanske sensommer med en temperatur på omkring 27 grader. Hver 5. år er det præsidenttiltrædelsesdag d. 1. marts og det er er en national fridag. Der var forholdsvist stille i gaderne i Montevideo da mange butikker er lukkede, og rundt omkring ser man Frente Amplio (venstrefløjskoalitionen som Mujica tilhører) tilhængere med Frente Amplio flag. Det er normalt at vise sine politiske tilhørsforhold offentligt på en måde der minder lidt om fodboldtilhængere. Se billederne nedenfor.
Hillary Clinton er på en tur rundt i Sydamerika i forbindelse med jordskælvet i Chile. Efter at have lettet fra USA landede hun som det første i Montevideo, Uruguay og mødtes med Mujica kort før han blev indsvoret som præsident.
El Pais har billeder fra tiltrædelsen og nedenfor er et par billeder, taget med undertegnedes telefonkamera, fra Montevideo på dagen.
Efter en lettere problematisk start på DR2 Udlands tema om Brasilien, der gav bange anelser, var fortsættelsen tirsdag aften intet mindre end fremragende. Kort, præcist og informativt. Til de der interesserer sig for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed, men ikke fik set aftenens udsendelse, kan jeg kun opfordre til at få den set så hurtigt som muligt. Læs mere her, og se indslaget her (indslaget starter 12.20 inde i programmet).
Som der bliver gjort opmærksom på er Kinas rolle som aftager af brasilianske eksportvarer af stor betydning. Lidt et paradoks, at den økonomiske vækst der har været under den nuværende præsident Lula i den grad skyldes eksport af primærprodukter til især ét land. Paradoksalt fordi Lula kommer ud af en tradition hvor eksport var udnyttelse, og målet var uafhængighed og selvforsyning. Godt nok var det dengang USA der var det onde dyr i åbenbaringen, men det kan Kina naturligvis nå at blive endnu (og bliver det formentlig hvis – eller rettere – når Kina i løbet af nogle år har en signifikant højere levestandard end Brasilien.
DR2 Udland har i denne uge Brasilien som tema. Baseret på det første indslag mandag om Brasilien som stormagt, kan man kun frygte hvor meget sludder man vil nå at få sagt i løbet af de kommende dag. Således annoncerede man temaet med udtryk som at Brasilien “stormer fren” og at det nu er den 8. største økonomi. Det første er mildt sagt en sandhed med modifikationer, det sidste er der ikke noget nyt i. Brasilien var også blandt de 10 største økonomier i verden i 1960, (kilde: nationmaster). Sammenholder vi det med at den relative velstand i Brasilien i forhold til USA er på niveau med hvad den var i begyndelsen af 1960erne, se nedenstående figur, bør det vist nok mane til forsigtighedfør man går i gang med superlativerne. Faktum er nemlig at Brasiliens vækst og udvikling set over de seneste 50 år snarere tegner billedet af et land med en moderat vækst, der langt fra har forstået at udnytte sit potentiale.
