Hugo, Uribe, FARC og et ikke helt gnidningsløst præsidentskifte i Colombia

Som vi skrev her på bloggen i anledning af Juan Manual Santos overbevisende valgsejr i 2. valgrunde tilbage i juni måned, lægges der op til et skifte i den førte politik i forhold til den afgørende præsident Uribe. Allerede i sine første udtalelser efter valgsejren lagde Santos vægt på at forbedre forholdet til Ecuador og Venezuela.

Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.

Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela
Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela

Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez  -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.

Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1’s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.

Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt –  Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne  audiofil (på engelsk) fra The Economist

Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;

..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.

As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”

That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.

Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.

Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.

Chavez fortsatte sin  moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.

Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.

Cuba frigiver 52 politiske fanger

Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino
Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

Guillermo Farinas
Guillermo Farinas

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

Ballade i rød stue. Anerkendt historiker kræves ekskluderet af det cubanske kommunistparti

Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales
Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her