Don’t cry for me Argentina

Argentina og Grækenlands økonomiske situation minder om hinanden. Men man bør endelig ikke bruge Argentina som forbillede

Argentinas økonomi er rødglødende. Mens officielle tal viser en inflation på under 10 pct., er den reelle inflation over 20 pct. og stigende. Og selv om den økonomiske vækst i indeværende år er over 6 pct., når der tages højde for den reelle inflation, er det fremtidige vækstpotentiale begrænset på grund af manglende investeringer.

Christina Kirchner

Hvad gør man hvis inflationen ikke vil, som regeringen ønsker? Man fyrer selvfølgelig de medarbejdere, der beregner de officielle inflationstal og ansætte nye, der kan makke ret.

Således klarede daværende præsident, Nestór Kirchner, inflationspresset i 2007, hvorefter officielle tal for inflation har mistet enhver form for troværdighed.

Men hvad gør man så, hvis private analyseinstitutter laver deres egne beregninger? Så melder man dem selvfølgelig bare til politiet, hvorefter der uddeles bøder i 100.000 dollars klassen.

Sådan reagerer den nuværende argentinske præsident Christina Kirchner, enke efter netop Nestór Kirchner.

Indtil videre er uafhængige analyseinstitutter blevet dømt 11 gange for at lave egne beregninger af inflationen i Argentina. Ifølge den argentinske opposition ønsker regeringen at skræmme uafhængige økonomer fra at offentliggøre egne beregninger.

Mens den officielle årlige inflation er 9,7 pct., viser et gennemsnit af 8 anonymiserede private analyseinstitutter, at den reelt snarere er 23,5 pct.  Regeringen ved udmærket godt, at de officielle tal ikke er retvisende. Således støtter regeringen overenskomstforslag, der indebærer lønstigninger på mellem 20 og 30 procent.

I første halvdel af det 20. århundrede var Argentina et af verdens rigeste lande. En tilbagevenden til de tider har lange udsigter. Nu viser man endnu en gang, at man ikke er i stand til at føre en seriøs økonomisk politik. Landet er med usvigelig sikkerhed på vej mod endnu et sammenbrud i de offentlige finanser, som det er sket med jævne mellemrum de seneste 80 år.

Siden den økonomiske nedsmeltning i 2000-2001 har Argentina genoptaget betalingerne af det meste af gælden, dog efter en betydelig nedskrivning. Man har også oplevet en række år med høj økonomisk vækst, hvilket har fået en række iagttagere til at pege på Argentina som en model for løsning af den græske gældskrise.

Men når man fremhæver den økonomiske vækst efter 2001, glemmer man dog at medtage den meget gunstige udvikling i efterspørgslen efter traditionelle argentinske eksportprodukter. Desuden har den argentinske stat delvist  finansieret sin ekspansion ved reelt at beslaglægge borgernes private pensionsopsparinger og manipulere med inflationstallene, som regulerer en stor del af den udestående offentlige gæld.

Bagsiden af denne udvikling har været manglende investeringer til sikring af fremtidig vækst, og en samtidig forværring af Argentinas (og en række andre latinamerikanske landes) traditionelle akilleshæl, nemlig manglende indenlandsk opsparing.

Få ting er sikre i international økonomi. En af disse er desværre, at Argentina og dets politiske ledere med usvigelig sikkerhed ikke er i stand til at omsætte landets potentiale til varig økonomisk vækst og velstand.

Selv i perioder hvor man tilsyneladende gjorde det rigtige, som i forbindelse med reformerne og frasalget af statsejede virksomheder i starten 1990’erne, viste det sig efterfølgende at jagten på magten overtrumfede alt andet.

Man gennemførte aldrig de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Og selv de gode initiativer endte galt. Fastholdelsen af fastkurspolitiken, der i begyndelsen var af afgørende betydning for nedbringelsen af inflationen fra 5.000 procent i 1989 til under 10 pct. i 1993, viste sig katastrofal, da dollaren steg kraftigt i slutningen af 1990’erne.

Lige som tilfældet har været i forbindelse med Grækenlands gældskrise, kunne det efterfølgende konstateres, at man konsekvent havde manipuleret og underdrevet de reelle underskud på de offentlige finanser, en tradition med dybe historiske rødder.

Hvad den historiske udvikling i Argentina bør lære os er derfor ikke, at Grækenland skal have lov til at ”gøre som Argentina”. Derimod er læren, at der findes lande, også demokratiske, hvor politikeres evne og vilje til at gøre hvad som helst for magtens skyld, er stort set uden grænser.

Og ligesom Argentinas nuværende præsident, Christina Kirchner, står til at vinde det kommende argentinske præsidentvalg i første runde, er der intet der forhindrer at grækerne i fremtiden vælger en regering, der er parat til at sætte langsigtet udvikling overstyr for kortsigtede politiske gevinster. Begge lande har gennem årtier vist, at på det punkt ligner de hinanden i uhyggelig grad.

Grækenlands situation i 2011 har klare paralleller med Argentinas i 2001. Begge lande førte i årene op til sammenbruddet en uansvarlig økonomisk politik, og begge lande fejlede i at gennemføre de nødvendige reformer.

Men hvis der er en lære af Argentinas udvikling efter 2001 er det ikke nødvendigvis Grækenland der skal drage denne. Derimod bør Grækenlands kreditorer overveje hvorvidt det er sandsynligt at Grækenland fremadrettet vil være i stand til at føre en ”seriøs” økonomisk politik og gennemføre de nødvendige reformer. Her er ikke grund til optimisme.

Politiken og Ritzau hylder en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer i Latinamerika

Hele Danmarks meget seriøse og meget humane avis – hvis de selv skal sige det – bringer i dag (fredag den 12.8.2011) en slet skjult hyldest til Fidel Castro i anledning af hans 85 års fødselsdag lørdag.

Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.

Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:

 I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.

Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?

I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”

Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede  Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.

At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.

Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet  slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.

Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.

Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.

Cuba før og efter 1959

78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.

Cubansk hospitalsseng (næppe Castro's)

I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.

Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.

I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.

Cubas "unikke sundhedssystem" under Castro

Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.

I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela.  I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.

I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.

I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.

I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.

Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede

For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.

Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.

Om embargoen skriver Politiken kort og godt:

Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.

Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.

Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.

Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…

Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.

Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.

De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.

 

Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.