Efter at det cubanske kommunistpartis første partikongres siden 1997 er overstået, kan vi konstatere at det cubanske fallitbo fortsætter sin slingrekurs mod det uundgåelige sammenbrud. Nok blev der annonceret ca. 300 tiltag til reformering af økonomien (hvoraf de fleste dog fortsat er ukendte) og nok annoncerede Raul Castro, at der skulle indføres tidsbegrænsning på en række politiske poster. Men efterfølgende genvalgte den gamle garde stort set sig selv (med få undtagelser).
Jovist er der igangsat reformer. Sidste år blev det annonceret, at den offentlige sektor skulle reduceres med 1 mio. ansatte, men indtil videre er kun 200.000 blevet afskediget. Ligeledes erkendte Raul på partikongressen, at man havde begået fejl og at økonomien må reformeres. At der er begået “fejl” må vist anses for at være århundredes underdrivelse. Fra at være blandt Latinamerikas rigeste lande, og målet for mere end 1 mio. europæiske emigranter op gennem det 20. århundrede, har op mod 20 % af befolkningen siden 1959 forladt Cuba, ofte med livet som indsats.
Formålet med reformerne er først og fremmest at bevare magten så længe som muligt. Det er også den afgørende årsag til at det ikke er muligt at iværksætte de nødvendige tiltag. De ville samtidig indebære de nuværende magthaveres fald.
Lige så forudsigeligt som kongressens manglende nybrud, var desværre også behandlingen i store dele af den danske presse og kommentarerne fra ledende venstrefløjs-politikere, som f.eks. Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Holger K. Nielsen. Efter at have erkendt, at »Cuba har levet i undertrykkelse og med en afsindigt dårlig økonomisk politik i hans [Castro’s] tid« fremhæver han til den formentlig afgørende grund til at man fortsat behandler, hvad der faktuelt er et af de mest brutale diktaturer i noget Latinamerikansk land de sidste 100 år, med fløjlshandsker. Nemlig god “gammeldags” anti-amerikanisme (= antikapitalisme). At »Fidel Castro og Cuba gennem mere end 50 år har modstået det meget hårde pres fra USA« er åbenbart en målsætning der (næsten) ophæver mord og tortur på titusinder af almindelige cubanere.
(Bort)forklaringer på Cubas økonomiske problemer
Også DR i Deadline 17.00 (19/4) blev myten om betydningen af USAs blokade for Cuba’s miserable økonomi gentaget. Den væsentligste betydning af sanktionerne – der kom efter det cubanske regimes beslaglæggelse af amerikansk ejendom – har formentlig været dens funktion som undskyldning for den manglende økonomiske udvikling.
Sanktionerne har haft reel betydning, men at den skulle være den primære grund til varemanglen i Cuba, som Deadline 17.00 postulerede er historieforfalskning. Den væsentligste årsag er uden sammenligning regimets egen forfejlede (socialistiske ) økonomiske politik. Hvis vi ser bort fra dansk-cubansk venskabsforening og danske journalister, er konklusionen hos de fleste økonomer der har beskæftiget sig med emnet, at betydningen var størst i 1960erne og at den under alle omstændigheder har været langt mindre end de selvskabte problemer.
Ovenstående figur er hentet fra Ernesto Hernández-Catá’s “A Brief Comparative History of Gross Domestic Production in “Revolutionary” Cuba” og er et forsøg på at estimere effekterne af dels den amerikanske blokade, Sovjets subsidiering og den førte politik. Det skal understreges at forfatteren selv gør opmærksom på at man skal være yderst forsigtig i tolkningen af de fundne resultater, der er omgæret med betydelig usikkerhed.
De amerikanske sanktioner har været og er omdiskuterede – også i USA. Det skal understreges, at normale relationer mellem USA og Cuba ikke er mulige før der er fundet en løsning på den oprindelige udløsende faktor, nemlig Castro-regimets konfiskering/nationalisering af amerikansk ejendom efter “revolutionen” i 1959. En amerikansk anerkendelse af det cubanske regimes ageren – og dermed konfiskeringen – vil med det samme indebære, at privatpersoner og firmaer der mistede deres ejendom, vil gøre deres krav gældende overfor den amerikanske regering.
Her har vi et centralt problem i de foreslåede reformer. Der lægges op til at cubanerne skal kunne sælge og købe ejendom og biler (hvilket har været forbudt siden 1959), men hvem ejer egentlig de ejendomme der skal handles? Samme problem eksisterer i forbindelse med udenlandske investeringer i Cuba. Hvem er de retmæssige ejere, og hvad vil der ske når det nuværende regime på et eller andet tidspunkt bryder sammen? Og i den udstrækning det ender med at der skal betales erstatning til de oprindelige ejere, hvem skal så betale det? Den cubanske stat har ikke muligheder for det. Landet er dybt forgældet med minimal mulighed for at betale tilbage.
For en diskussion af eventuelle løsningsmodeller, kan jeg anbefale “Property Rights in the Post-Castro Cuban Constitution” skrevet af Oscar M. Garibaldi og John D. Kirby.
Venstrefløjens karaktermord på exil-cubanerne
En af de måske mest pinlige og sejlivede myter, der igen og igen er blevet gentaget i pressen gennem årene, er den om de ekstremistiske eksil-cubanere i USA. En myte der desværre fortsat lever i bedste velgående, bl.a. hos føromtalte Holger K. Nielsen. I et interview med Ekstrabladet i sidste uge omtalte han således eksil-cubanerne med ordene: »I USA spiller den eksilcubanske koloni i Florida en meget stærk politisk rolle – og man må i hvert fald håbe, at det ikke bliver dem, der vender tilbage og tager over.« Det står læseren frit for at overveje, hvordan reaktionen ville være, hvis han havde omtalt en minoritetsgruppe herhjemme på den måde.
Eksil-cubanerne er ellers et af de bedste kort, som Cuba har på hånden, når landet skal genopbygges en gang. De har for en stor dels vedkommende rødder i den betydelige middelklasse, der i 1950’erne havde drømt om demokrati, finansierede modstandsgrupper som bl.a. Castro’s og jublede da den tidligere diktator, Fulgencio Batista, flygtede 1. nytårsdag 1959. I stedet for demokrati fik desværre et af Latinamerikas mest undertrykkende regimer, som sendte mere end 100.000 mennesker i koncentrationslejr og er skyld i titusindvis af menneskers død.
Efter en første flygtningebølge bestående af Batista’s håndlangere lige efter regimets fald i 1959 (Batista blev nægtet indrejse i USA og endte med at bosætte sig i Spanien), var den næste og langt større bølge af flygtninge af en helt anden beskaffenhed. Den bestod bl.a. af tidligere politisk aktive, hvis største synd var at de ønskede at genindføre demokrati under konstitutionen fra 1940, og naturligvis de mange “klassefjender”, hvis brøde bestod i at de havde været selvstændige erhvervsdrivende, professorer, ansat i amerikanske virksomheder osv. osv. At disse mennesker hadede og hader Castro og hans håndlangere af et godt hjerte kan næppe overraske nogen. Ikke kun fik de frastjålet deres ejendom, mange af dem mistede også familiemedlemmer og venner i den terror Castro og Che hurtigt initierede.
Og at de forventer at få deres ejendom tilbage/opnå kompensation, når Cuba igen bliver en retsstat kan vist næppe anses for at være udtryk for ekstremisme.
Forestillingen om den latinamerikanske “Uma”
Bunden i danske mediers dækning (eller rettere af den del jeg har set og læst) må dog anses for at være et interview med journalist Jens Lohmann i Deadline den 23/4. Blandt meget andet sludder formåede han at erklære, at Latinamerika aldrig ville lade det cubanske styre bryde sammen, da der var tale om “latinamerikansk ære”. Det kan godt være at Jens Lohmann, der er født i Mexiko, har rejst og skrevet om emnet i mange år. Men det er vist også mange år siden han havde nogen kontakt til den latinamerikanske virkelighed.
Der er ingen tvivl om at Castro og Cuba indtager en helt særlig placering i Latinamerikansk historie og bevisthed. Denne placering skyldes to forhold. For det første den udbredte modvilje mod USA der fortsat præger både venstrefløjen og dele af den nationalistiske højrefløj i mange latinamerikanske lande (her adskiller latinamerikanere sig ikke fra europæere). Dernæst er den et resultat af den kolde krig, der flere gange var ganske varm flere stedder i Latinamerika.
Men at overføre det til at der skulle eksistere en slags latinamerikansk Uma er absurd. Reelt er de eneste lande der for alvor kan tænkes at bakke Cuba op økonomisk, de andre medlemmer af ALBA-samarbejdet. Blandt de lande er det kun Venezuela der har den økonomiske formåen til at gøre en forskel. Den støtte som Venezuela yder Cuba er vel og mærke fuldkommen afhængig af Hugo Chavez evne til at fastholde magten i Venezuela. 2012 kan derfor blive et skæbneår for Cuba. Skulle præsidentvalget i Venezuela ende med Chavez fald, kan det blive afgørende for Cuba. Om det sker er dog usikkert. Chavez er godt nok ikke særligt populær i Venezuela længere, men til gengæld har han formået at amputere landets demokrati og undergrave dets institutioner i en grad der indebærer, at man ikke længere kan tale om Venezuela som demokratisk.
Ingen af de andre betydende lande i Latinamerika vil, når den tid kommer, løfte en finger for det cubanske regime. Tværtimod er Cuba i stigende grad udsat for kritik. Således har Chiles socialister taget klart afstand fra det cubanske regime – Salvador Allende’s enke, der endda levede i Cuba en overgang efter kuppet i 1973, gjorde det så tidligt som i 1996, da Castro var på officielt besøg i Chile. Og sidste år kom Lula galt afsted, da han under et besøg i Cuba sammenlignede de politiske fanger med almindelige kriminelle. Kritikken kom ikke kun fra den brasilianske højrefløj, men også fra ledende medlemmer i hans eget parti og den øvrige venstrefløj.
På det personlige plan har jeg selv oplevet hvordan de af mine latinamerikanske venner, der selv opfatter sig som socialister, markant har ændret holdning til Cuba og Castro de senere år. Men i modsætning til Jens Lohmann og ikke så få danske journalister og politikere lever de selvfølgelig også i en nutidig latinamerikansk virkelighed. Det vil sige i demokratiske lande, hvor det cubanske totalitære styre i betænkelig grad minder dem om deres egne landes mørke fortid.