Man høster som man sår – neoprotektionisme i Latinamerika

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit