Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo“

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Ligeledes valgte man IKKE at oplyse om udviklingen i olieproduktionen – som er faldet med ca. 25 procent siden slutningen  af 1990erne – men oplyste alene produktionsværdien. Den er naturligvis steget voldsomt på grund af de højere oliepriser.

New York Times offentliggjorde i weekenden et indlæg af Brasiliens tidligere præsident Lula, hvor han priste Chavez 14 år ved magten. Selv om Lula lader vide, at han ikke altid var enig med Chavez, priser også han Chavez sociale engagement, og skriver bl.a.:

However, no remotely honest person, not even his fiercest opponent, can deny the level of camaraderie, of trust and even of love that Mr. Chávez felt for the poor of Venezuela and for the cause of Latin American integration. Of the many power brokers and political leaders I have met in my life, few have believed so much in the unity of our continent and its diverse peoples — indigenous Indians, descendants of Europeans and Africans, recent immigrants — as he did.

Lula slutter af med følgende karakteristik af Chávez:

Charismatic and idiosyncratic, capable of building friendships, communicating to the masses as few other leaders ever have, Mr. Chávez will be missed. I will always cherish the friendship and partnership that, during the eight years in which we worked together as presidents, produced such benefits for Brazil and for Venezuela and our peoples.

Men lige præcis bemærkningen om, at Chávez arbejdede for og skabte positive resultater for sit folk, er der ikke belæg for.

Som The Economist konstaterer i sin leder om Chávez:

Mr Chávez proceeded to dominate his country for more than 14 years until his death this week from cancer. His secret was to invent a hybrid regime. He preserved the outward forms of democracy, but behind them he concentrated power in his own hands and manipulated the law to further his own ends. He bullied opponents, and encouraged the middle class to emigrate. He hollowed out the economy by mixing state socialism and populist redistribution with a residue of capitalism. And he glued it all together with the crude but potent rhetoric of Latin American nationalism.

Og fortsætter med, at:

Behind the propaganda, Venezuela’s ugly reality is that of a corrupt, cynical and incompetent regime (see article). It is regrettable that Mr Chávez will not be around to reap the whirlwind he has sown: perversely, the worse things now get in Venezuela, the more this will flatter his memory. So despite its malign effect on Venezuela, chavismo will survive its creator’s demise, much as Peronism has outlived Colonel Juan Perón in Argentina.

Det sidste er der desværre ingen tvivl om. Venezuela står overfor voldsomme udfordringer uanset hvem der vinder præsidentvalget i næste måned. På trods af et historisk boom i olieindtægterne formåede Chavez at bruge rub og stup samt mere til, mens de offentlige finanser er ude af kontrol.

Alt tyder forøvrigt på at vinderen af det kommende præsidentvalg bliver tidligere vicepræsident og nuværende fungerende præsident, Nicolas Maduro. At han er fungerende præsident frem til valget den 14. april er godt nok ikke i overensstemmelse med landets forfatning, men det betyder jo mindre, når højesteret blot er et gummistempel for regimet.

Oliepriser og sociale fremskridt

Man kan næppe beskylde Chávez for at have været uheldig. Ja, der er formentlig de som vil mene, at man skulle være ualmindelig inkompetent, hvis man skulle have undgået at Venezuela oplevede stor økonomisk vækst efter 2000.

På mange måder er der grund til at tro, at Chavez-regimet var præcis så inkompetente. For med historiens længste og kraftigste boom i oliepriserne, må man erkende, at det er noget af en bedrift at opnå så lave vækstrater, som det var tilfældet.

Hvad angår de sociale fremskridt ser det ikke meget bedre ud. Ifølge Verdensbanken (som også er The Guardians kilde), faldt børnedødeligheden fra 20 per 1000 fødsler til 13 per 1000 fødsler. Det er bl.a. af enhedslisten herhjemme blevet fremført som en konsekvens af Chavez regimets satsning på sundhed for befolkningen. Men er det nu så imponerende, som nogle gerne vil gøre det til? Svaret er nej. I samme periode faldt Brasilien og Peru’s børnedødelighed fra henholdsvis 33 og 34 til 14 per 1000 fødsler. Altså til næsten det samme, men fra et langt højere udgangspunkt.

Reduktion af fattigdom og social indsats.

På et område synes Venezuela  at ligge i front. I evnen til at mindske den økonomiske ulighed. Problemet med at bruge ulighed som indikator er naturligvis at mindsket ulighed intet siger om befolkningens absolutte levevilkår. Ulighed er traditionelt vanskeligt at måle, men dette uforsagt, er det korrekt at uligheden er faldet betydeligt i Venezuela. Det skal dog medtages, at den også er faldet betydeligt i andre dele af Latinamerika, hvor man samtidig har oplevet højere økonomisk vækst, hvilket alt andet lige tilsiger, at de absolutte levevilkår for disse landes fattige er forbedret betydeligt mere end i Venezuela. Endelig har udvandringen af måske op til en mio. veuddannede – og må man formode – velstående venezuelanere, i sig selv haft en lighedsskabende effekt.

Det fremgår tydeligt af ovenstående tabel, som er hentet fra CEPALs 2012 “Social Panorama of Latin America“, at andre lande har været langt mere succesfulde i at reducere fattigdom end Venezuela. Således formåede Peru at reducere andelen af befolkningen som levede i fattigdom fra 54,7 procent i 2002 til 27,8 procent i 2011, mens Venezuela kun formåede at reducere andelen fra 48,6 procent til 29,5 procent i samme periode.

Naturligvis er der tale om en reduktion, og der er andre lande, hvor fattigdommen er reduceret mindre. Men inddrager man med hvilken grad regimet har promoveret sig selv, blegner de opnåede resultater unægtelig en hel del.

Hvad har man egentlig brugt olieindtægterne til?

Et tilbagevendene forsvar for den førte politik har været, at man har opprioriteret “sociale investeringer”. Det er der bare ikke noget belæg for. Andelen af offentligt “socialt forbrug”, er nok steget siden begyndelsen af 1990erne. Men dels er det begrænset og sammenligner man med andre lande er forbruget ikke specielt højt (det er under den gennemsnitlige andel af BNP).

Som det fremgår er Venezuela et af de udvalgte lande med det laveste forbrug. Man må egentlig spørge sig selv om hvad de mange mia. i olieindtægter (6.000 mia. kroner i Chavez 14 år) egentlig er gået til.

En ting er sikkert, Når Pelle Dragsted fra Enhedslisten i en debat i Deadline, onsdag den 6. marts, fremhæver Chavez store sociale indsats og de “markante forbedringer” for befolkningen, så er der ikke meget data, som støtter dette. På trods af enorme olieindtægter, formåede man ikke at forbedre vilkårene for befolkningen i samme grad, som andre lande i regionen. Og man kan kun undre sig over, at den hjemmelige venstrefløj (endnu engang) er faldet for usmagelig selvpromovering og historiefortælling.

Desværre er det næppe sidste gang, at venstrefløjen forveksler en “god gammeldags” fascistisk/socialistisk caudilho for at være en social reformator. Den fortsatte fascination af stærke mænd må dog unægtelig undre, med tanke på hvor stor vægt der lægges på kollektivet. Paradoksalt så, at et kendetegn ved mere individualistiske samfundsformer netop er, at politiske ledere er langt mere underordnede. Og det skal i hvert fald ikke begrædes. Sydamerikas hurtigst voksende økonomi, Peru, ville være ilde stedt, hvis det var kvaliteten af dens ledere som var bestemmende for den økonomiske vækst. Heldigvis har man en forfatning – og ikke mindst begrænsning i muligheden for at ændre den – som har formået at begrænse et fortsat korrupt og på mange måder dysfunktionelt politisk systems muligheder for at ødelægge markedet.