I dag stemmer Chile “rødt”, men forbliver “blåt”

Der er absolut ingen spænding om hvem der bliver den næste præsident i Chile. Det bliver Michelle Bachelet, som også bestred embedet fra 2006 til 2010. Det eneste spændene i den forbindelse er hvorvidt hun kan opnå over 50 procent af de afgivne stemmer i dag, og dermed undgå en anden valgrunde.

Michelle_Bachelet

Valgkampen, som har foregået i skyggen af 40-års jubilæet for militærkuppet i 1973 har i høj grad været fokuseret på uddannelse og (indkomst)ulighed. Bachelet har lovet gratis videregående uddannelse for alle indenfor 6 år. Et løfte hun sammen med andre fra hendes side, dog får svært ved at holde, af følgende grunde:

  1. En del af løfterne kræver ændringer i forfatningen, hvilket er meget vanskeligt i Chile, hvor det kræver op til 2/3 flertal i begge kamre.
  2. Chiles valglov er indrettet således, at der vælges to kandidater i hvert valgdistrikt, hvorom det yderligere gælder, at det vindende parti skal opnå mindst det dobbelte antal stemmer i forhold til nummer to, får at få begge mandater.Derfor afspejler fordelingen i de to kamre sjældent stemmefordelingen.

Dette valgsystem forfordeler den vindene part. Valgets tabere kan i vid udstrækning blokere for større ændringer i den førte politik. Man er således tvungen til at operere indenfor de rammer som forfatningen sætter. Ændringer er som nævnt vanskelige at gennemføre.

Dette kan man naturligvis have forskellig holdning til. der er næppe tvivl om at det har været til gavn for den økonomiske vækst. Til gengæld vil venstrefløjen – korrekt – pege på, at det hindrer dem i at gennemføre de reformer og den fordelingspolitik, de gene vil. Og det er netop meningen med indretningen af forfatningen.

For en engelsk oversættelse af Chiles forfatning, klik her.

Niels Lindvig, hvis “fortællinger” fra Latinamerika var den oprindelige grund til at jeg startede denne blog, repræsenterer på glimrende vis den tolkning (som journalistisk reportage er indslaget dog intet værd) – klik her og vælg indslag om Chile.

For en mere fair og afbalanceret gennemgang vil jeg anbefale The Economist artikel fra sidste uges nummer, hvor man konkluderer, at:

Ms Bachelet would govern from farther to the left than she did in her previous term. How much farther? “Her reading of society is based on the students,” says Patricio Navia, a Chilean political scientist at New York University. They are more radical than ordinary Chileans, who want “to be incorporated into the benefits of economic growth, not to change the model,” he says. That may be so, but many also want “the model” to work better, especially the privatised health-care and pension systems. Ms Bachelet wants to tweak pensions. “Whatever we do, we’ll do it in a responsible way,” she says.

That sort of low-key pragmatism is characteristic of Ms Bachelet. Her heart is firmly on the left. She is an atheist, and an unmarried mother of three children. After leaving La Moneda, she spent three years running the UN’s organisation for women. On the other hand, she is also consensual. Although most Chileans do not see her as a professional politician, she is in fact a skilful one. She is already playing down expectations of radical change. “Chile has done a lot of good things,” she says. “You can be popular without being populist. I haven’t been promising paradise.”

Sammenlignet med  Danmark er der næppe tvivl om at politikken bliver “blå”, selv om hjertet muligvis efter chilenske forhold er “rødt”.

Lad mig til sidst  beklage, at der siden i sommer har været så få opdateringer på denne blog. Desværre vil det fortsætte sådan frem til december, da jeg grundet andre forpligtigelser ikke har den fornødne tid til bloggen.

Men naturligvis skulle der falde et par ord i forbindelse med præsident- samt parlamentsvalget i dag i Chile.