Niels Westy

Colombias nye præsident hedder Juan Manual Santos

Juan Manual Santos, tidligere forsvarsminister og den populære præsident Uribes “naturlige” arvefølger vandt i søndags 2. runde af det columbianske præsidentvalg og tiltræder til august.

Der var tale om en overvældende valgsejr, hvor næsten 70% af de afgivne stemmer gik til Santos, mens modkandidaten, Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, måtte nøjes med 27,5%. At Mockus overhovedet kom frem til 2. valgrunde og på et tidspunkt ligefrem blev anset for en trussel mod Santos muligheder, må dog anses for at være en personlig triumf for den farverige Mockus.

Valget er samtidig et klart signal om at befolkningen bakker op om den hårde (og succesfulde) linie i forhold til først og fremmest FARC – se også her. I sin sejrstale takkede Santos da også Uribe, og udnævnte ham til den “bedste præsident Colombia nogensinde har haft”.

Det forventes at Colombia vil fortsætte og forstærke de økonomiske reformer efter valget af Santos, der er økonom og bl.a. har taget en del af sin uddannelse i USA (Univercity of Kansa og Harvard) og England (London Shool of Economics)

Mens politikken overfor FARC ligger fast forventes økonomiske spørgsmål i det hele taget af komme til at fylde mere. Colombia har således en (officiel) arbejdsløshed på ca. 12%. Desuden kan Mockus succes tolkes som at en stigende del af Colombias befolkning ønsker et andet og mindre skandalebefængt politisk system. Her er der nok at tage fat på for Santos.

Det bliver også interessant at følge udviklingen i Santos forhold til Colombias socialistiske naboer – ikke mindst Hugo Chavez. Indtil videre er de alle inviteret med til indsættelsesfestlighederne den 7. august.

Juan Manuel Santos klar vinder af første valgrunde i Colombia

Efter at de seneste ugers oponionsundersøgelser, som tidligere omtalt her på bloggen, havde vist næsten dødt løb, vandt tidligere forsvarminister – og præsident Uribes “arvtager” i går en klar valgsejr i første runde af det colombianske præsidentvalg.

Med 46.5 % af stemmerne var han langt foran den tidligere borgmester i Bogota, Antanas Mockus, fra De Grønne, der “kun” fik 21,5 % af stemmerne (hvilket dog var ca. 3 gange så mange som hans parti fik ved parlamentsvalget for få måneder siden).

Det eneste der kan forhindre Santos i af vinde 2. valgrunde er formentlig hvis Mockus kan mobilisere den del af Colombianerne der ikke stemte i går. Colombia har traditionelt en meget lav valgdeltagelse, – det synes dog usansynligt.

Hurra for ølreklamer – ikke mindst når de gør grin med Argentina

Brasilianere og argentineres forhold kan vel nærmest beskrives som svarende til vores forhold til svenskerne. Vi har tidligere haft et indlæg med vittigheder om argentinere, and here we go again. Dog er der denne gang tale om to forrygende reklamer for den brasilianske øl Skol. Det hele er vist til at forstå selv uden at man kan portugisisk.

Ps. Det er dem med “svenskerhår”, der er argentinere 🙂

VM i fodbold om 3 uger og en vækstrate på 7 %

I modsætning til stemningen i vores del af verden, præget af usikkerhed og økonomisk stagnation, er stemningen i Brasilien i disse måneder næsten euforisk. Ikke siden 1986 har man oplevet så hurtig vækst som for øjeblikket. Efter at være sluppet nogenlunde helskindet gennem 2009, nærmer den økonomiske vækst sig i 2010 hvad der svarer til ca. 7 % p.a. Mens det i høj grad var den fortsatte kraftige efterspørgsel efter brasilianske eksportvarer i Asien koblet med en ekspansiv finanspolitik der ”reddede” Brasilien gennem 2009 er den nuværende høje vækst i endnu højere grad koblet til en fortsat ekspansion i de offentlige udgifter og stærkt stigende indenlandsk efterspørgsel – ikke mindst i boligsektoren, hvor offentligt finansieret kreditgivning med lang løbetid og til lave renter i forbindelse med boligkøb har medført stærkt stigende boligpriser (lyder det bekendt?).

Det er næppe uden betydning, at indeværende år er valgår, både på regionalt og nationalt plan. Og den gunstige økonomiske udvikling for øjeblikket kunne i den forgangne weekend også aflæses i opinionsmålingerne, hvor regeringens præsidentkandidat, Dilma Roussof, for første gang oplevede større tilslutning end socialdemokraten Jose Serra. Hvis den nuværende udvikling holder frem til valget i efteråret. Er det vanskeligt at forestille sig at Dilma ikke bliver Brasiliens første kvindelige præsident. Og så betyder det jo mindre, at man formentlig som noget af det første efter valget er tvungen til at stramme den økonomiske politik gevaldigt. Formentlig ved en kombination af øget beskatning og strammere pengepolitik. For i baggrunden lurer et spøgelse der har martret Brasilien utallige gange i fortiden, nemlig stigende inflation og eksterne balanceproblemer.

Med den givne investeringsrate i forhold til indenlandsk opsparing er det ikke muligt at opretholde en årlig økonomisk vækst på 6-7 %.

Historisk set har den indenlandske opsparing altid været et stort problem, hvorfor udenlandske investeringer spiller en forholdsvis stor rolle, og her kan krisen i Europa vise sig at få en langt større betydning end det umiddelbart ser ud til. Således har Brasilien oplevet et betydelig fald i udenlandske investeringer over det senere år, ligesom man i de seneste måneder har set at store udenlandske investorer på aktiemarkedet har trukket sig ud af markedet.

Brasiliens blandingsøkonomiske model, der grundlages i første halvdel af forrige århundrede, med vægten lagt på planøkonomi og statslig regulering og tilsvarende mangel på markedsbaserede løsninger – ikke mindst i den finansielle sektor, der nok kan betegnes som stabil, men også meget ineffektiv.

Den økonomiske politik under den nuværende socialistiske ledere regering er således langt hen af vejen den samme som den var under militærregimet 1964-1985. De reformer og forandringer der gennemførtes under skriftende præsidenter i 1990erne, og som indebar en hvis åbning af økonomien, delvis privatisering af offentligt ejede virksomheder og få men betydelige markedsreformer kan først og fremmest karakteriseres ved at deres hovedformål var at sikre den stærkt positivistisk inspirerede og dermed elitære (i fransk tradition) samfundsmodels overlevelse. Det betyder ikke at der ikke er forskelle, men i praksis er de mere dikteret af at Brasilien nu i 20 år har haft almen stemmeret og demokrati, hvorved man er nød til at tilgodese flere befolkningsgrupper end tidligere – stemmeretten i perioder med demokrati før militærkuppet i 1964 var stærkt begrænset af at det bl.a. var et krav at man kunne læse og skrive.

Den ovenstående karakteristika af Brasilien bifaldes næppe af hverken de nuværende regeringspartier eller af tilhængerne af militærstyret (og ja dem findes der skam en del af endnu). Men at man på den ene side fornægter sin politiske arv, mens man på den anden side reelt viderefører samme, er jo ikke unikt for Brasilien. Jeg håber senere at vende tilbage med et indlæg om Brasiliens centrale og i historisk perspektiv mest betydningsfulde politiker, Getulio Vargas, der ledede landet mellem 1930 og 1945, samt fra 1950 og frem til sit selvmord i 1954, fortsat kaster store skygger over brasiliansk politik i 2010.

Den høje økonomiske vækst har naturligvis medført en del skriverier i pressen, ikke mindst i takt med at inflationen er steget i de senere måneder. Ifølge IBGE (Instituto Brasileiro de Geografia e Estatistica) steg den fra at være ca. 4,3 % p.a. i december 2009 til ca. 5,3 % i april måned. Ifølge en rapport offentliggjort i går ved et arrangement hos Brasiliens udviklingsbank (BNDES), udarbejdet under ledelse af den tidligere direktør for den brasilianske nationalbank, Affonso Celso Pastore, er en fortsat vækst på det nuværende niveau ikke muligt, idet man hastigt nærmer sig økonomien kapacitetsgrænse, hvorfor fortsat høj vækst kræver øgede investeringer. Ifølge Pastore er den potentielle mulige økonomiske vækstrate på ca. 4,5 % kun mulig hvis den indenlandske opsparing øges dramatisk og der gennemføres offentlige nedskæringer ud over de 10 mia. reis (ca. 33 mia. kroner) der blev annonceret i sidste uge (med virkning fra 2010)*. I fraværet af øget indenlandsk opsparing, vil vækstrater over 4,5 % kun være muligt ved øget ekstern gældsætning.

Den slags overvejelser optager dog næppe størstedelen af den brasilianske befolkning. Det gør derimod det kommende VM i fodbold, hvor ingen historie er for lille til aviser og TV. Med 3 uger til VM i Sydafrika accelerer dækningen i TV, der hver dag er fyldt med alverdens – selvfølgelig uundværlig – information omlandsholdet med alt fra interview med spillernes familie og venner til daglige reportager fra Syd Afrika og interview med brasilianere der er i gang med at dekorere og male huse og gader i gul og grøn.

Og sidste uges store samtaleemne var hvem der var udtaget og ikke mindst hvem der IKKE var udtaget til VM-holdet.

Man må blot håbe på, at brasilianerne hverken skuffes ved VM (hvor det værste formentlig vil være at blive slået ud af ærkefjenden Argentina) eller ved de økonomiske stramninger der uværlig vil følge efter præsidentvalget, uanset hvem der vinder.

*de seneste “besparelser” kommer efter man i marts måned vedtog at begrænsninger på 23 mia. Reis. Renten blev tidligere i år sat op til 8,75%. Iagtagere forventer at renten stiger til 13% i 2011.

Panik hos Uribes ”arvtager” i Colombia

Indtil for nylig virkede det usandsynligt at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.

Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.

Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.

Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.

I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.

Indtil for nylig virkede det usandsynligt, at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.

Den grønne revolution i Colombia

Efter parlamentsvalget tidligere på året, hvor Colombias grønne parti kun fik få procent af stemmerne, så det ikke ud til at parttiets kandidat, den tidligere leder af Universitetet og borgmester i Bogota i 1990erne, matematikeren Antanas Mockus, ville komme til at spille nogen rolle ved præsidentvalget i denne måned. Men ifølge de seneste meningsmålinger ligger han lige i hælene på valgets favorit Juan Manuel Santos. Da ingen af kandidaterne står til at få over halvdelen af stemmerne i første runde, skal der en 2. valgrunde til. Ifølge meningsmålingerne står Mockus til at vinde præsidentposten.

Mockus er en bemærkelsesværdig politiker, der som borgmester i Bogota bl.a. gjorde sig bemærket ved at drage rundt i byen iklædt tætsidende spandex kostume som “Super-borger”. The Economist har en glimrende artikel denne uge om “fænomenet” Mockus, der truer med at vende op og ned på hele præsidentvalget.

Vi nøjes med en video af Super-borgeren Mockus her på bloggen. Til gengæld er den på 1 time, hvor Mockus (på engelsk) forklarer sin tilgang til politik.

Hvad er det der med socialister og homoseksuelle?

Det er en kendt sag at bøsser og lesbiske ofte er blevet forfulgt i socialistiske lande. I nogle tilfælde har forfølgelsen været temmelig brutal, som f.eks. i Cuba i 1960erne, hvor de enten blev interneret i koncentrationslejre, eller som det skete i mange tilfælde, ganske enkelt slået ihjel af regimet. Helt frem til begyndelsen af 1990erne var det forbudt at være homoseksuel i Cuba. – Nogle vil mene, at det fortsat er forbudt at være sig selv på de kanter.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

Cuba er midt i sin værste krise siden starten af 1990erne

Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.

Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.

Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.

Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.

Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.

Et par vittigheder om argentinere

Dagens post er tre vittigheder om Argentinere. Hvor meget de siger en dansker ved jeg ikke, men er man fra et af nabolandene ved man præcis hvad det går ud på.

En argentiner er en italiener der taler spansk og tror at han er englænder

(ukendt oprindelse)

Hvad får man hvis en argentiner og en nordestino (indvandrer fra Nordsøstbrasilien) får et barn sammen?

En dørmand der tror, han ejer hele bygningen

(Vittighed fra Rio de Janeiro)

Hvorledes fremgår det, at Jesus var argentiner?

Jo, for det første snakkede han fanden et øre af, for det andet var kvinderne vilde med
ham, og for det tredje troede han at han var gud.

(chilensk vittighed)

Og så lige en karikaturtegning om Argentinas militære evner

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder. Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.