Niels Westy

I dag vælger Brasilien sin nye socialistiske statskonservative præsident

Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.

Hans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat. Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Som det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011, – det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Chile har formentlig har næppe tidligere i sin 200 årige historie fået så megen medieomtale, som i de sidste måneder. For at finde noget der bare ligner, skal man formentlig tilbage til kuppet i 1973, der væltede Salvador Allende, satte demokratiet ud af spil og bragte Pinochet til magten.

Det indledte en lang periode, hvor Chile indtog en paria-lignende position i alverdens medier. Selv lang tid efter Pinochet var trådt tilbage, efter at have tabt en folkeafstemning i 1989, og demokratiet genindført, var hovedparten af den omtale Chile fik i medierne – ikke mindst herhjemme – en fortsat kogen suppe på Pinochets militærstyre. Et diktatur, der nok var brutalt, men dog langt overgås af den undertrykkelse som befolkningerne i andre dele af regionen har været udsat for, uden det efterfølgende har generet nær samme medieomtale. Et er sikkert, man har aldrig været centrum for så meget positiv opmærksomhed før.

Det har været som om det faktum at kuppet i 1973 væltede en demokratisk socialistisk præsident i sig selv var særligt slemt. Men lige så lidt som man kan forsvare de overgreb på politiske modstandere, der fulgte i kølvandet på kuppet i 1973, inklusiv tortur og mord, lige så lidt kan man naturligvis gradbøje undertrykkende regimer alt hvilken politisk overbevisning de forfulgte har. Men det er lige præcis hvad man efterfølgende har gjort i Chile’s tilfælde.

At Chile i det sidste kvarte århundrede har været Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er regionale mestre i fattigdomsbekæmpelse og i løbet af 1990erne etablerede Sydamerikas mest stabile demokrati i regionen bliver kun sjældent omtalt.

Måske er en del af brøden, at de centrum-venstre regeringer der havde magten frem til februar i år, hvoraf flere præsidenter kom fra Allende’s socialistparti, ikke kun accepterede de fleste markedsreformer der gennemførtes i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. På amnge områder udbyggede man flere af disse, således at Chile i dag er blandt de 5 frieste økonomier i verden ifølge Fraser Institute’s Freedom Index seneste opgørelse. I forhold til en dækning af Latinamerika, der ofte har været domineret af venstreorienterede journalister, har det vist i sig selv været at føje spot til skade.

Symbollikken har derfor været til at tage og føle på i det seneste døgn, hvor 33 minearbejderes færd de 700 meter op til jordoverfladen, har været en af de senere års absolut største mediebegiveheder. Det er som om de 33 mænds færd illustrerer Chiles vej fra paria til Latinamerikas mest succesfulde økonomi, med en levestandard, der forventes at nå europæisk niveau indenfor de kommende 10 år. Continue reading Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Parlamentsvalg i Venezuela: Oppositionen vinder valget, men Hugo Chavez får flertal i parlamentet

I modsætning til hvad DR oplyste mandag aften i DR Udland kl. 19.30, fik Hugo Chavez parti ikke flest stemmer i søndagens parlamentsvalg i Venezuela. På trods af, at oppositionen opnående 52% af de afgivne stemmer ifølge MercoPress oplysninger, var det ikke nok til også at besætte flertallet af pladserne i parlamentet. Det skyldes ikke mindst, at man siden sidste parlamentsvalg i 2005, der blev boykottet af oppositionen, har ændret valgkredsene, således at spændet mellem det “billigste” og det “dyreste” mandat går fra 20.000 vælgere i visse valgkredse på landet til 400.000 i storbyerne, hvor modstanden mod Chavez er størst.

Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.

Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.

Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.

Præsidentvalg i Brasilien: Lula langer ud efter pressen og sammenlignes selv med Benito Mussolini

Den brasilianske præsidentvalgkamp har i de senere uger været krydret med historier i pressen om korruption og magtmisbrug i Lula’s regering. Således har 4 ledende medlemmer af regeringen måtte trække sig efter beskyldninger i pressen om magtmisbrug og korruption, herunder Erenice Guerra, efterfølgeren til PT’s præsidentkandidat Dilma Rousseff, som kabinetschef. Det er meget sigende, at Lula fylder enormt i valgkampen (og i denne post), på trods af at han slet ikke stiller op. Havde han gjort det hasvde han vundet suverænt i første runde.

Regeringen og ikke mindst Lula’s reaktion har været ganske voldsom, og dele af pressen er således blevet beskyldt for at være til fare for demokratiet. Det er ikke første gang at præsident Lula har reageret voldsomt overfor pressen, når der har været kritik af regeringen og ham selv. Da ugemagasinet Veja for nogle år siden i en række artikler anklagede en række ledende folk i PT for magtmisbrug og herunder skrev om hvorledes Lulas nærmeste familie via private firmaer opnåede gunstige statslige og delstatslige kontrakter var Lulas reaktion at skælde ud over at man “vovede” at være så respektløs overfor landets præsident.

Dette reaktionsmønster – og ikke mindst det sidste udfald mod pressen – har fået en række intellektuelle, kunstnere, journalister og jurister på banen. I et manifest sammenligner de Lula med den italienske diktator Benito Mussolini og og for at være en autoritær og antidemokratisk “caudillo” (stærk macho-mand).

At man gør brug af en udenlandsk historisk autoritær figur skyldes muligvis, at man ikke tør indrage den historiske person, der måske ellers ligger lige for, nemlig Getulio Vargas. Han var Brasiliens stærke mand og præsident fra 1930 og frem til 1945, og igen – denne gang demokratisk valgt præsident – fra 1950 og frem til 1954, hvor han begik selvmord.

Det var især under Getulio Vargas semi-facistiske styre fra 1937 og frem til 1945 (O Estado Novo), at den moderne brasilianske stat reelt blev skabt, og hans person kaster stadig, mere end 55 år efter hans død lange skygger hen over brasiliansk politik. Lula og PTs vigtigste allierede – og det største parti i Brasilien – i kampen for at vinde præsidentvalget, PMDB, er således vokset direkte ud af de politiske kredse der støttede Getulio Vargas i årene 1950-1954. Vargas rolle som Brasiliens landsfader, og den enorme popularitet han stadig nyder gør formentlig at man har foretrukket at bruge Musselini som skræmmebillede. Lederen af PPS (Partido Popular Socialista – tidligere Brasiliens kommunistiske parti), Fernando Coruja har dog ikke sådanne betænkeligheder. Han anklager direkte Lula for at imitere Vargas. Det hører med til historien, at Vargas under sin første regeringstid 1930-1945 for ganske hårdt frem overfor Brasiliens kommunister.

Anklagerne om magtmisbrug og korruption kommer dog næppe til at spille nogen større rolle. Den seneste meningsmåling gennemført af TV-stationen Globo og den konservative avis O Estado de Sao Paulo, viser at Dilma står til at få ca. 50% af stemmerne den 3. oktober, og således har en god chance for at vinde i første valgrunde (hvis hun får over halvdelen af gyldige stemmer).

En stærk økonomi, Lulas personlige popularitet i befolkningen og de fleste brasilianeres ligegyldighed overfor korruption og magtmisbrug synes at garantere dette, med mindre det lykkes pressen at lave et direkte link mellem Dilma Rousseff og den seneste skandale (der blot er en i den lange række af skandaler, der har været under Lula’s præsidentperiode), er det så godt som givet, at Brasilien den 3. oktober vælger sin første kvindelige præsident.

At PT og Lula’s popularitet blandt intellektuelle og veluddannede er faldet stødt har ingen betydning – måske tværimod. Kritikken af Lula har været størst i Sao Paulo (hvor oppositionskandidaten, socialdemokraten Jose Serra, kommer fra) – og valget ligner i stigende grad en slags Sao Paulo (der er langt den mest velstående af Brasiliens delstater med et BNP per capita på sydeuropæisk niveau) mod resten af landet. En konflikt der er lige så lang som det moderne Brasilien.

At rækken af skandaler under præsident Lula for længst ville have bragt hans regering til fald i USA eller Nordeuropa er der næppe tvivl om. Men dette er Brasilien, og den slags sammenligninger kan derfor ikke bruges til noget. Man bør snarere sammenligne med politik i Italien, hvor korruption og skandaler også kun sjældent giver sig udslag i befolkningens stemmeafgivelse.

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

Daniel Ortega og Sandinisterne fortsætter deres anslag mod demokratiet i Nicaragua

I strid med Nicaraguas grundlov stiler Daniel Ortega, der blev valgt til præsident i 2006, men hvis popularitet i Nicaragua er yderst begrænset, mod genvalg i 2011. På trods af den manglende popularitet er et genvalg ikke usandsynligt. Siden 2008, hvor der var mistanke om udbredt valgsvindel i forbindelse med lokalvalgene, har Ortega ved flere lejligheder demonstreret sin foragt for forfatningen og at han er parat til at gå langt for at beholde magten.

Ved et farceagtig behandling sidste år i højesteret blev det vedtaget at se bort fra at genvalg ikke er muligt ifølge gældende lov, læs mere her.

Og nu har højesterretspræsidenten besluttet at afskedige en række dommere der er loyale overfor oppositionen. Disse har boykottet højesteret siden Ortega (ifølge opposititonen i strid med gældende lovgivning) forlængede 2 loyale dommeres mandater for 10 måneder siden, efter at parlamentet ikke kunne komme til enighed om afløsere. Der syntes næppe grund til at bemærke, at de nye dommere naturligvis alle er loyale overfor Ortega.

Endnu en gang viser en af venstrefløjens “helte” sit sande ansigt.

Colombias højesteret kritiserer skarpt den afgående præsident Uribe

I modsætning til flere af sine naboer, er retssystemet ikke blot magthavernes lydige vasaller i Colombia. Det viste sig da højesteret afviste at Uribe kunne genopstille til præsidentvalget tidligere på året. I denne uge har højesteret taget afstand fra, at Uribe har kritiseret en navngiven dommer, Yesid Ramirez, der har beordret en undersøgelse om hvorvidt Uribes søn, Tomas Uribe, i 2006 forsøgte at bestikke parlamentsmedlemmer, for at sikre sin fars genvalg.

Cubansk dissident stopper sultestrejke efter 134 dage

Ifølge Associated Press, har Guillermo Farinas – som konsekvens af aftalen om frigivelse af 52 politiske fanger som vi omtalte i det sidste blogindlæg – i dag stoppet sin sultestrejke efter 134 dage.

Samtidig ser det ud til at de første 5 fanger der frigives alle udvises af Cuba.

Cuba frigiver 52 politiske fanger

Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

Ballade i rød stue. Anerkendt historiker kræves ekskluderet af det cubanske kommunistparti

Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den. Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her