Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Indianere vender Evo Morales ryggen

For nylig fandt et møde sted i Santa Cruz, som formentlig vil overraske en del af den danske venstrefløj og de varmtfølende, men desværre sjældent klarttænkende bistandsorganisationer, som jublede, da Evo Morales valgtes som Bolivia’s første “rigtige” indianer-præsident. Den 25. januar mødtes nemlig repræsentanter for en af de største indianerorganisationer, CIDOB, med Santa Cruz borgerlige og frimarkedsvenlige guvernør, Ruben Costas, fra partiet VERDES.

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez
Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne. Continue reading Indianere vender Evo Morales ryggen

Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Jeg har tidligere i et par indlæg, bl.a. her og her beskrevet udviklingen i Bolivia under socialisten Evo Morales ledelse. I det sidste nummer af Economist kan man læse en glimrende artikel om den seneste udvikling. Artiklen beskriver hvorledes den fattige indianske befolkning, der udgør rygraden i Morales bevægelse MAS, i stigende grad vender ham ryggen. Continue reading Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Hvad er det der med socialister og homoseksuelle?

Det er en kendt sag at bøsser og lesbiske ofte er blevet forfulgt i socialistiske lande. I nogle tilfælde har forfølgelsen været temmelig brutal, som f.eks. i Cuba i 1960erne, hvor de enten blev interneret i koncentrationslejre, eller som det skete i mange tilfælde, ganske enkelt slået ihjel af regimet. Helt frem til begyndelsen af 1990erne var det forbudt at være homoseksuel i Cuba. – Nogle vil mene, at det fortsat er forbudt at være sig selv på de kanter.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at  blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

Coca Colla, en cola der lever op til sit navn


reklame for coca te  - det var dengang
reklame for coca-drink - det var dengang

Der var en gang hvor ordet Coca i Coca-Cola skulle tages helt alvorligt. Således forskrev den oprindelige opskrift på Coca Cola, at der blev tilsat ca. 150 gram coca blade for hver 3,8 liter sirup. Nu introducerer Evo Morales så læskedrikken Coca Colla – hvor bogstaverne vil blive trykt på rød baggrund. Der er tale om en gammel drøm fra den tidligere coca-bonde (cocalero) og nuværende præsident i Bolvia. Selv om navnet måske mest af alt minder om drilleri overfor en nok så kendt amerikansk producent af læskedrikke o.m.a., er der en hvis mening i valget af navnet Colla, der på to af de lokale indianske sprog er betegnelsen for befolkningen i Andesbjergene (det staves dog Kolla), der har tygget kokablade i århundrede.

Morales har siden han tiltrådte som præsident kæmpet for en anerkendelse af coca blade, der siges at være god mod højdesyge, svimmelhed og sult. Senest tyggede han demonstrativt coca blade ved et FN-topmøde om narkotika sidste år, hvor han i samme anledning understregede, at “Vi er for cocablade, men mod kokain”.

Under sloganet “Coca Sí, cocaina nohar man i de sidste 3 år arbejdet for promoveringen af alternativ brug af  koka, f.eks. i mel, slik og spiritus, samt som nævnt læskedrikken Coca Colla. Indtil videre vil Coca Colla (ikke overraskende) kun blive solgt i Bolivia.

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Ifølge exit-polls ved søndagens valg i Bolivia, ser den siddende socialistiske præsident Evo Morales ud til at vinde en klar sejr. Han kommer dermed ud af valget med et styrket mandat til fortsat “revolutionær” forandring af det bolivianske samfund.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

moralesDet er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Continue reading Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?