Panik hos Uribes ”arvtager” i Colombia

Indtil for nylig virkede det usandsynligt at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.
Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.
Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos  nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.
Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.
I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.

Indtil for nylig virkede det usandsynligt, at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.

Juan Manual Santos
Juan Manual Santos

Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.

Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.

Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.

I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.

Den grønne revolution i Colombia

Efter parlamentsvalget tidligere på året, hvor Colombias grønne parti kun fik få procent af stemmerne, så det ikke ud til at parttiets kandidat, den tidligere leder af Universitetet og borgmester i Bogota i 1990erne, matematikeren Antanas Mockus, ville komme til at spille nogen rolle ved præsidentvalget i denne måned. Men ifølge de seneste meningsmålinger ligger han lige i hælene på valgets favorit Juan Manuel Santos. Da ingen af kandidaterne står til at få over halvdelen af stemmerne i første runde, skal der en 2. valgrunde til. Ifølge meningsmålingerne står Mockus til at vinde præsidentposten.

Mockus er en bemærkelsesværdig politiker, der som borgmester i Bogota bl.a. gjorde sig bemærket ved at drage rundt i byen iklædt tætsidende spandex kostume som “Super-borger”. The Economist har en glimrende artikel denne uge om “fænomenet” Mockus, der truer med at vende op og ned på hele præsidentvalget.

Vi nøjes med en video af Super-borgeren Mockus her på bloggen. Til gengæld er den på 1 time, hvor Mockus (på engelsk) forklarer sin tilgang til politik.

FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd

Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.

klik på billed
klik på billedet - video har engelske undertekster

Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”. Continue reading FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd

Socialisme og “kampen mod narko” truer ytringsfriheden i Latinamerika

Sociedad Interamericana de Prensa/Inter American Press Association (SIP-IAPA) har ved det nyligt afholdte halvårsmøde måtte konstatere, at presse- og ytringsfriheden i store dele af Latinamerika er under voldsomt pres.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
  • To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
  • To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
  • To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Demokrati og Colombia – og alt det som “Oprør” og “forkvinden” for Mellemfolkeligt Samvirke ikke begriber

Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.

uribe23
Uribe ved søndagens valg

Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.

Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.

For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.

For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.

Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at

“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”

– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at

“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.

FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;

Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.

Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?

Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.

At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte  – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.

Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.

Hvem kan? Colombia kan

I sidste uge afgjorde Colombias højesteret, at præsident Uribe ikke får muligheden for at stille op til en 3. periode. Den folkeafstemning man ønskede om spørgsmålet blev med dommerstemmerne 7-2 erklæret som forfatningsstridig. Ydermere underestregedes det i dommen, at forfatning forbyder at Uribe nogensinde kan stille op til præsidentvalget igen. Det er ikke en historie der ligefrem har været prioriteret højt af medierne, men det burde den. for det viser at Colombia er på rette vej. Præsident Uribe har da også anerkendt dommen og accepteret at hans periode som præsindet lakker mod enden (der er valg i Colombia i maj måned). Hermed udviser Colombia og ikke mindst Uribe en respekt for “The Rule of Law”, som det ellers er småt med i den del af verden – ikke mindst i nabolandet Venezuela.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

CAM679At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

Hugo Chavez forbereder hæren på krig med Colombia

Ja, jeg er klar over at overskriften måske lyder helt hen i vejret på en del, men ikke desto mindre fortalte Hugo Chavez i dag i sit ugentlige TV-show “Aló Presidente“, at hæren skal forberede sig på krig med Colombia. Samtidig er 15.000 mand blevet mobiliseret ved de to landes fælles grænse. I en artikel på Aló Presidente’s hjemmesider betegner Hugo Chavez under overskriften ” Colombia ha sido anexionada a los Estados Unidos” som en amerikansk koloni på grund af aftlen mellem Colombia og USA om, at sidstnævnte kan bruge bruge baser i Colombia. Chavez ser (officielt) dette som en direkte trussel mod Venezuela – underfortået det er Colombia og USA, der ønsker at starte en krig mod Venezuela.

a1Med tanke på udviklingen i Venezuela som vi har skrevet om før, med el- og vandmangel, faldende BNP og høj inflation, hastigt stigende voldskriminalitet og Sydamerikas højeste korruption, kan de retoriske udfald også være ledet i et forsøg på at aflede venezuelanernes opmærksomhed fra de interne problemer. Det er jo et gammelkendt trick at dyrke en fælles ydre fjende, når det står skidt til indenlands. Her findes der ingen bedre foren nationalistisk-socialistisk Caudillo som Chavez end USA.

Hermed går Chavez i fodsporene på utallige “stærke mænd” fra både højre og venstre side af det politiske spektrum i Latinamerika. Som den legendariske brasilianske økonom, Roberto Campos engang udtalte; “enhver idiot kan få stående klapsalver ved at svine USA til”

Hugo Chavez er kendt for at tale med temmelig store bogstaver, også efter latinske forhold, så forhåbentlig er der tale om endnu en omgang teaterbuldren. Venezuela under Chavez har formentlig både direkte og indirekte støttet FARC bl.a. med våben osv. Drømmen er formentlig at samle de lande Chavez store forbillede Simon Bolivar løsrev fra de spanske koloniherrer. En del af disse var i en kort periode en samlet enhed et par årtier efter spanierne var fordrevet. Mens Bolivia (opkaldt efter Bolivar) med Evo Morales er en nær allieret, er Colombia det bestemt ikke.