Jubel i Colombia efter handelsaftale med USA endelig er kommet på plads.

Jeg har tidligere skrevet om Colombia og dets vækstpotentiale. I den forbindelse skrev jeg også om hvorledes USA i årevis har forhalet den endelige godkendelse af en frihandelsaftale. Modstanden er primært kommet fra demokraterne i det amerikanske Senat og Kongres. Fornylig blev handelsaftalen, som sikrer Panema, Sydkorea og Colombia nemmere adgang til det amerikanske marked (og omvendt).  

Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.

Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.

En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i  Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.

En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.

Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.

Narkotikapolitik er slået fejl

Nedenstående blev bragt som kronik i Børsen d. 1. juni 2011

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

kommentar bragt i Børsen 13. juli:

Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.

Folkelig støtte

Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.

Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.

Stor kreditværdighed

Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.

Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.

Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.

Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.

Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.

Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.

Colombia som “regional stormagt”

Siden Manuel Santos vandt det colombianske præsidentvalg i 2010 og afløste den meget populære Alvaro Uribe, har Colombia indtaget en helt ny og mere betydningsfuld rolle i regionen. En række udenrigspolitiske udspil, herunder en aftale udarbejdet sammen med Venezuelas Hugo Chavez, der sikrede at Honduras kunne blive genoptaget i OAS, og en bevidst indsats for at forbedre Colombias forhold til rækken af venstrepopulistiske stater, som Colombia grænser op til, ses af en række iagttagere som udtryk for at Colombia forsøger at indtage rollen som vægtig regional spiller. Målet er at udfylde det tomrum som er efterladt efter præsidentskiftet i Brasilien og efter at luften synes at være gået ud af den kraftsyge venezuelanske præsident Hugo Chavez forsøg på at dominere Sydamerikansk politik.

Siden han overtog embedet i august 2010, har Santos nedtonet sin forgængers vægtning af det særlige forhold mellem Colombia og USA betydeligt. Ud over at normalisere forholdet til Ecuador og Venezuela, har Santos styrket Colombias position i UNASUR, hvor colombianske María Emma Mejía i dag er generalsekretær.

Ifølge politolog Carlos Medina fra Universid National de Colombia , er målet at indtage Lula’s rolle som regional leder/udfordre hans efterfølger Dilma Rousseff, der anses for at være en væsentligt mindre karismatisk og stærk personlighed. Den nye og mere offensive Colombianske udenrigspolitik skal dog ikke ses som en decideret trussel mod Brasilien. Tværtimod ønsker santos at styrke forholdet til Brasilien, der var det første land han besøgte udenfor Colombia efter hans valgsejr.

Af afgørende betydning i forholdet til de andre sydamerikanske lande er også at Colombias højesteret kort efter Santos valgsejr afgjorde at etableringen af amerikanske baser i Colombia var i strid med grundloven. Netop de tidligere planer om at oprette amerikanske baser i Colombia var et stort problem for forholdet mellem Colombia og ikke kun Venezuela, men også i forhold til andre af de betydelige regionale lande, som f.eks. Argentina og Brasilien.

Colombia’s præsident åben for legalisering af narkotika

I et interview med The Finansiel Times den 13. februar svarer Colombias præsident Santos direkte adspurgt om hans holdning til legalisering af illegale rusmidler, at;

On that issue I’m not a fundamentalist. If the world considers that legislation is a solution I would gladly go along with that. I can understand the benefits, and I can understand the arguments.

But this has to be a multilateral approach. For us, fighting drug trafficking is a matter of national security. It’s the source of all the ills we have security-wise in this nation. So my policy is to fight drug trafficking in all the links in the chain – from the production and consumption of drugs to the assets of the drug traffickers. We have been very successful in many parts of that fight. Less successful in others. But we have no alternative than to keep on fighting and to stimulate the whole world to fight this war with us. No one single country can win this war. And you in the UK must be very worried because consumption is going up. And the consumption in Europe is going up. And the power of the cartels in the Caribbean is going up and the power of the cartels in central American countries is going up. And in east Africa it’s going up. This is a problem for the world, for a multilateral approach.

Adspurgt efterfølgende, om det er en agenda han ønsker at promovere, svarer han;

If I find the key and leading countries to be in that mood, I would gladly participate in that discussion.

Med andre ord ligger nøglen til en legalisering hos Europa og ikke mindst USA, der vurderet på markedsværdi er langt de vigtigste markeder for illegale rusmidler.

Det bemærkelsesværdige ved Santos udtalelser er, at det er første gang en siddende Latinamerikansk præsident i så direkte vendinger vendinger lægger op til en legalisering, omend han dog viger fra at gå enegang, formentlig af hensyn til USA.

Dette sker samtidig med at den colombianske regering erkender, at paramilitære grupper med forbindelse til narkotikahandlen, ifølge “Colombia Reports” har øget deres indflydelse i Colombia, og truer lokalvalgene til efteråret.

Colombias højesteret kritiserer skarpt den afgående præsident Uribe

I modsætning til flere af sine naboer, er retssystemet ikke blot magthavernes lydige vasaller i Colombia. Det viste sig da højesteret afviste at Uribe kunne genopstille til præsidentvalget tidligere på året. I denne uge har højesteret taget afstand fra, at Uribe har kritiseret en navngiven dommer, Yesid Ramirez, der har beordret en undersøgelse om hvorvidt Uribes søn, Tomas Uribe, i 2006 forsøgte at bestikke parlamentsmedlemmer, for at sikre sin fars genvalg.

Tomas Uribe
Tomas Uribe

Hugo, Uribe, FARC og et ikke helt gnidningsløst præsidentskifte i Colombia

Som vi skrev her på bloggen i anledning af Juan Manual Santos overbevisende valgsejr i 2. valgrunde tilbage i juni måned, lægges der op til et skifte i den førte politik i forhold til den afgørende præsident Uribe. Allerede i sine første udtalelser efter valgsejren lagde Santos vægt på at forbedre forholdet til Ecuador og Venezuela.

Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.

Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela
Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela

Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez  -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.

Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1’s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.

Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt –  Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne  audiofil (på engelsk) fra The Economist

Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;

..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.

As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”

That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.

Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.

Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.

Chavez fortsatte sin  moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.

Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.

Peru er igen på vej til at blive verdens største producent af kokain

Frem til 2 halvdel af 1990erne var Peru verdens største producent af kokain, hvorefter Colombia fra 1997 overtog denne placering. Nu ser det ud til, at Peru igen er ved at opnå æren af at være verdens største producent. Udviklingen dækker over, at der har været et drastisk fald i det dyrkede areal i Colombia siden slutningen af 1990erne (faldet er på ca. 60%), mens der er sket en fordobling  i Bolivia  og en stigning på ca. 33% i Peru, se figur 1. Det samlede areal i de tre lande er godt nok faldet med ca. 28% siden år 2000, men stigende produktivitet har stort set opvejet dette fald. Udbyttet per hektar i Colombia er for eksempel steget med ca 3/4 i samme periode. Ifølge United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) er det samlede udbud på gadeplan (svagt) faldene, da myndighederne de senere år har beslaglagt en større andel af produktionen før den nåede frem til forbrugerne, se figur 2.

Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010
Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010
Figur 1. produktion 1998-2008, kilde UNOCD 2010
Figur 2. produktion 1998-2008, kilde UNODC 2010

I sin seneste rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, lægger UNODC netop vægt på myndighedernes indsats mod produktion og smugling af kokain. Denne indsats har dog næppe mere end marginal betydning for forbrugsudviklingen. Således er forbruget steget i bl.a. Europa, mens der længe har været en faldende trend i USA i forbruget af en række illegale rusmidler. I rapporten fremhæves, at prisen på kokain næsten er fordoblet i USA fra 2007 og frem (ved konstant renhed), hvilket er resultatet af bl.a. de fortsatte kampe i Mexiko – og alt andetlige har det naturligvis betydning for det samlede forbrug, men… Samtidig viser udviklingen i prisen på f.eks. metamfetamin, der er mere end halveret de senere år, mens forbruget desuagtet er faldet, (se også figur 3 og 4), at der under alle omstændigheder ville have været et fald, idet den langsigtede trend i USA igennem det seneste ør har været at efterspørgslen har været vigende på en række illegale rusmidler.

Figur 3. prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNOCD 2010
Figur 3. Prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNODC 2010

På samme måde som præsident Calderon og Mexikos optrappede kamp mod kartellerne i Mexiko nok har reduceret mængden af kokain der kommer ind på det amerikanske marked – en “succes” der dog er sket på bekostning af mere end 20.000 menneskeliv i løbet af de sidste par år – og påvirker kartellernes indtjeningsmuligheder, har den amerikansk støttede indsats i Colombia siden 1990erne reduceret karteller og terrororganisationers (FARCs) indtjeningsmuligheder i Colombia.

Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNOCD 2010
Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNODC 2010

Problemet er bare, at ligesom den trafik der tidligere gik gennem Meksiko nu synes at blive omdirigeret til en række mellemamerikanske lande, er produktionen i Colombia ved at blive udskiftet med produktion i Peru og Bolivia. Og mens indsatsen i Colombia (set fra colombiansk side) har haft den primære gevinst at knække FARC, har det til gengæld forøget indtægtsmulighederne for en anden af regionens terror organisationer, nemlig Peru’s “Lysende sti”, der igen operer i Peru – først og fremmest takket være indtægter fra produktionen af kokain, se nedenstående nyhedsklip fra det engelske AllJazeera.

Der synes at være mere end et gran sandhed hvad The Economist i deres seneste nummer citerer en mexikansk topembedsmand for, nemlig  at, “Indtil det bliver legaliseret, er det bedste man kan opnå, at gøre det til en andens problem”.

Det er naturligvis ikke sådan UNODC ser på det, – man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Helt absurd bliver det naturligvis, når man på en og samme gang forstærker indsatsen mod udbuddet af illegale rusmidler, mens man samtidig “bløder op” i tilgangen til brugerne. Sidstnævnte kan der være mange gode grunde til ud fra medicinske og sociale hensyn, men hvis formålet er via politiindsats og lovgivning at mindske brugen af rusmidler, er effekten nogenlunde det modsatte. Ved at mindske undertrykkelsen af brugerne og øge indsatsen mod sælgerne flytter man den fulde risiko over på udbudsiden. Sidstnævnte indebærer at den potentielle profit (for de der kan holde sig udenfor lovens lange arm) øges, ligesom det må forventes at påvirke korruptionen negativt i de involverede lande. En pointe som bl.a. den højt respekterede Mary O’Grady fra Wall Street Journal har peget på, se for øvrigt også klippet nedenfor, hvor Mary O’Grady taler om de metoder CIA har promoveret i Peru, og konsekvenserne af disse.

Med tanke på at dekriminalisering promoveres som en løsning både i Europa og Latinamerika, hvor fortalerne – bl.a. tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso, eksplicit samtidig promoverer en øget indsats mod udbudsiden er der grund til at tro at de negative effekter af den førte narkotikapolitik i forhold til borgere der ikke ellers er involveret enten som sælger eller bruger vil øges og ikke mindskes. Dekriminalisering af forbrug har således kun marginal effekt for stoffernes kvalitet og pris, hvor sidstnævnte er afgørende for omfanget af den berigelseskriminalitet der følger af  stofafhængiges behov for at finansiere deres forbrug. Samtidig vil alle de omkostninger, både i menneskelig, utryghed, korruption, fattigsom osv. der er konsekvensen af det illegale marked enten være uforandrede eller i værste tilfælde øges. For en række latinamerikanske lande, især i mellemamerika, er der tale om et problem af sådan et omfang, at det reelt truer disse landes stabilitet og en fremtidig positiv demokratisk udvikling. Det drejer sig bl.a. om lande som Honduras, Guatamala og El salvador.

Colombias nye præsident hedder Juan Manual Santos

Juan Manual Santos, tidligere forsvarsminister og den populære præsident Uribes “naturlige” arvefølger vandt i søndags 2. runde af det columbianske præsidentvalg og tiltræder til august.

gracias_colombia_santos_presidente

Der var tale om en overvældende valgsejr, hvor næsten 70% af de afgivne stemmer gik til Santos, mens modkandidaten, Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, måtte nøjes med 27,5%. At Mockus overhovedet kom frem til 2. valgrunde og på et tidspunkt ligefrem blev anset for en trussel mod Santos muligheder, må dog anses for at være en personlig triumf for den farverige Mockus.

Valget er samtidig et klart signal om at befolkningen bakker op om den hårde (og succesfulde) linie i forhold til først og fremmest FARC – se også her. I sin sejrstale takkede Santos da også Uribe, og udnævnte ham til den “bedste præsident Colombia nogensinde har haft”.

Det forventes at Colombia vil fortsætte og forstærke de økonomiske reformer efter valget af Santos, der er økonom og bl.a. har taget en del af sin uddannelse i USA (Univercity of Kansa og Harvard) og England (London Shool of Economics)

Mens politikken overfor FARC ligger fast forventes økonomiske spørgsmål i det hele taget af komme til at fylde mere. Colombia har således en (officiel) arbejdsløshed på ca. 12%. Desuden kan Mockus succes tolkes som at en stigende del af Colombias befolkning ønsker et andet og mindre skandalebefængt politisk system. Her er der nok at tage fat på for Santos.

Det bliver også interessant at følge udviklingen i Santos forhold til Colombias socialistiske naboer – ikke mindst Hugo Chavez. Indtil videre er de alle inviteret med til indsættelsesfestlighederne den 7. august.

Juan Manuel Santos klar vinder af første valgrunde i Colombia

Efter at de seneste ugers oponionsundersøgelser, som tidligere omtalt her på bloggen, havde vist næsten dødt løb, vandt tidligere forsvarminister – og præsident Uribes “arvtager” i går en klar valgsejr i første runde af det colombianske præsidentvalg.

Med 46.5 % af stemmerne var han langt foran den tidligere borgmester i Bogota, Antanas Mockus, fra De Grønne, der “kun” fik 21,5 % af stemmerne (hvilket dog var ca. 3 gange så mange som hans parti fik ved parlamentsvalget for få måneder siden).

Det eneste der kan forhindre Santos i af vinde 2. valgrunde er formentlig hvis Mockus kan mobilisere den del af Colombianerne der ikke stemte i går. Colombia har traditionelt en meget lav valgdeltagelse, – det synes dog usansynligt.

juan_manuel_santos_win