Jubel i Colombia efter handelsaftale med USA endelig er kommet på plads.

Jeg har tidligere skrevet om Colombia og dets vækstpotentiale. I den forbindelse skrev jeg også om hvorledes USA i årevis har forhalet den endelige godkendelse af en frihandelsaftale. Modstanden er primært kommet fra demokraterne i det amerikanske Senat og Kongres. Fornylig blev handelsaftalen, som sikrer Panema, Sydkorea og Colombia nemmere adgang til det amerikanske marked (og omvendt).  

Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.

Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.

En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i  Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.

En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.

Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

kommentar bragt i Børsen 13. juli:

Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.

Folkelig støtte

Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.

Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.

Stor kreditværdighed

Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.

Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.

Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.

Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.

Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.

Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.

Colombia’s præsident åben for legalisering af narkotika

I et interview med The Finansiel Times den 13. februar svarer Colombias præsident Santos direkte adspurgt om hans holdning til legalisering af illegale rusmidler, at;

On that issue I’m not a fundamentalist. If the world considers that legislation is a solution I would gladly go along with that. I can understand the benefits, and I can understand the arguments.

But this has to be a multilateral approach. For us, fighting drug trafficking is a matter of national security. It’s the source of all the ills we have security-wise in this nation. So my policy is to fight drug trafficking in all the links in the chain – from the production and consumption of drugs to the assets of the drug traffickers. We have been very successful in many parts of that fight. Less successful in others. But we have no alternative than to keep on fighting and to stimulate the whole world to fight this war with us. No one single country can win this war. And you in the UK must be very worried because consumption is going up. And the consumption in Europe is going up. And the power of the cartels in the Caribbean is going up and the power of the cartels in central American countries is going up. And in east Africa it’s going up. This is a problem for the world, for a multilateral approach.

Adspurgt efterfølgende, om det er en agenda han ønsker at promovere, svarer han;

If I find the key and leading countries to be in that mood, I would gladly participate in that discussion.

Med andre ord ligger nøglen til en legalisering hos Europa og ikke mindst USA, der vurderet på markedsværdi er langt de vigtigste markeder for illegale rusmidler.

Det bemærkelsesværdige ved Santos udtalelser er, at det er første gang en siddende Latinamerikansk præsident i så direkte vendinger vendinger lægger op til en legalisering, omend han dog viger fra at gå enegang, formentlig af hensyn til USA.

Dette sker samtidig med at den colombianske regering erkender, at paramilitære grupper med forbindelse til narkotikahandlen, ifølge “Colombia Reports” har øget deres indflydelse i Colombia, og truer lokalvalgene til efteråret.

Colombias højesteret kritiserer skarpt den afgående præsident Uribe

I modsætning til flere af sine naboer, er retssystemet ikke blot magthavernes lydige vasaller i Colombia. Det viste sig da højesteret afviste at Uribe kunne genopstille til præsidentvalget tidligere på året. I denne uge har højesteret taget afstand fra, at Uribe har kritiseret en navngiven dommer, Yesid Ramirez, der har beordret en undersøgelse om hvorvidt Uribes søn, Tomas Uribe, i 2006 forsøgte at bestikke parlamentsmedlemmer, for at sikre sin fars genvalg.

Tomas Uribe
Tomas Uribe

Colombias nye præsident hedder Juan Manual Santos

Juan Manual Santos, tidligere forsvarsminister og den populære præsident Uribes “naturlige” arvefølger vandt i søndags 2. runde af det columbianske præsidentvalg og tiltræder til august.

gracias_colombia_santos_presidente

Der var tale om en overvældende valgsejr, hvor næsten 70% af de afgivne stemmer gik til Santos, mens modkandidaten, Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, måtte nøjes med 27,5%. At Mockus overhovedet kom frem til 2. valgrunde og på et tidspunkt ligefrem blev anset for en trussel mod Santos muligheder, må dog anses for at være en personlig triumf for den farverige Mockus.

Valget er samtidig et klart signal om at befolkningen bakker op om den hårde (og succesfulde) linie i forhold til først og fremmest FARC – se også her. I sin sejrstale takkede Santos da også Uribe, og udnævnte ham til den “bedste præsident Colombia nogensinde har haft”.

Det forventes at Colombia vil fortsætte og forstærke de økonomiske reformer efter valget af Santos, der er økonom og bl.a. har taget en del af sin uddannelse i USA (Univercity of Kansa og Harvard) og England (London Shool of Economics)

Mens politikken overfor FARC ligger fast forventes økonomiske spørgsmål i det hele taget af komme til at fylde mere. Colombia har således en (officiel) arbejdsløshed på ca. 12%. Desuden kan Mockus succes tolkes som at en stigende del af Colombias befolkning ønsker et andet og mindre skandalebefængt politisk system. Her er der nok at tage fat på for Santos.

Det bliver også interessant at følge udviklingen i Santos forhold til Colombias socialistiske naboer – ikke mindst Hugo Chavez. Indtil videre er de alle inviteret med til indsættelsesfestlighederne den 7. august.

Juan Manuel Santos klar vinder af første valgrunde i Colombia

Efter at de seneste ugers oponionsundersøgelser, som tidligere omtalt her på bloggen, havde vist næsten dødt løb, vandt tidligere forsvarminister – og præsident Uribes “arvtager” i går en klar valgsejr i første runde af det colombianske præsidentvalg.

Med 46.5 % af stemmerne var han langt foran den tidligere borgmester i Bogota, Antanas Mockus, fra De Grønne, der “kun” fik 21,5 % af stemmerne (hvilket dog var ca. 3 gange så mange som hans parti fik ved parlamentsvalget for få måneder siden).

Det eneste der kan forhindre Santos i af vinde 2. valgrunde er formentlig hvis Mockus kan mobilisere den del af Colombianerne der ikke stemte i går. Colombia har traditionelt en meget lav valgdeltagelse, – det synes dog usansynligt.

juan_manuel_santos_win

Panik hos Uribes ”arvtager” i Colombia

Indtil for nylig virkede det usandsynligt at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.
Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.
Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos  nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.
Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.
I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.

Indtil for nylig virkede det usandsynligt, at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.

Juan Manual Santos
Juan Manual Santos

Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.

Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.

Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.

I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.

Den grønne revolution i Colombia

Efter parlamentsvalget tidligere på året, hvor Colombias grønne parti kun fik få procent af stemmerne, så det ikke ud til at parttiets kandidat, den tidligere leder af Universitetet og borgmester i Bogota i 1990erne, matematikeren Antanas Mockus, ville komme til at spille nogen rolle ved præsidentvalget i denne måned. Men ifølge de seneste meningsmålinger ligger han lige i hælene på valgets favorit Juan Manuel Santos. Da ingen af kandidaterne står til at få over halvdelen af stemmerne i første runde, skal der en 2. valgrunde til. Ifølge meningsmålingerne står Mockus til at vinde præsidentposten.

Mockus er en bemærkelsesværdig politiker, der som borgmester i Bogota bl.a. gjorde sig bemærket ved at drage rundt i byen iklædt tætsidende spandex kostume som “Super-borger”. The Economist har en glimrende artikel denne uge om “fænomenet” Mockus, der truer med at vende op og ned på hele præsidentvalget.

Vi nøjes med en video af Super-borgeren Mockus her på bloggen. Til gengæld er den på 1 time, hvor Mockus (på engelsk) forklarer sin tilgang til politik.

FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd

Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.

klik på billed
klik på billedet - video har engelske undertekster

Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”. Continue reading FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd

Demokrati og Colombia – og alt det som “Oprør” og “forkvinden” for Mellemfolkeligt Samvirke ikke begriber

Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.

uribe23
Uribe ved søndagens valg

Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.

Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.

For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.

For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.

Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at

“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”

– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at

“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.

FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;

Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.

Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?

Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.

At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte  – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.

Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.