Ifølge Associated Press, har Guillermo Farinas – som konsekvens af aftalen om frigivelse af 52 politiske fanger som vi omtalte i det sidste blogindlæg – i dag stoppet sin sultestrejke efter 134 dage.
Samtidig ser det ud til at de første 5 fanger der frigives alle udvises af Cuba.
Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).
Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.
De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.
De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.
Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).
Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.
At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).
Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.
Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den. Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.
Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.
Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.
Morales oprindelige artikel kan læses her
Juan Manual Santos, tidligere forsvarsminister og den populære præsident Uribes “naturlige” arvefølger vandt i søndags 2. runde af det columbianske præsidentvalg og tiltræder til august.
Der var tale om en overvældende valgsejr, hvor næsten 70% af de afgivne stemmer gik til Santos, mens modkandidaten, Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, måtte nøjes med 27,5%. At Mockus overhovedet kom frem til 2. valgrunde og på et tidspunkt ligefrem blev anset for en trussel mod Santos muligheder, må dog anses for at være en personlig triumf for den farverige Mockus.
Valget er samtidig et klart signal om at befolkningen bakker op om den hårde (og succesfulde) linie i forhold til først og fremmest FARC – se også her. I sin sejrstale takkede Santos da også Uribe, og udnævnte ham til den “bedste præsident Colombia nogensinde har haft”.
Det forventes at Colombia vil fortsætte og forstærke de økonomiske reformer efter valget af Santos, der er økonom og bl.a. har taget en del af sin uddannelse i USA (Univercity of Kansa og Harvard) og England (London Shool of Economics)
Mens politikken overfor FARC ligger fast forventes økonomiske spørgsmål i det hele taget af komme til at fylde mere. Colombia har således en (officiel) arbejdsløshed på ca. 12%. Desuden kan Mockus succes tolkes som at en stigende del af Colombias befolkning ønsker et andet og mindre skandalebefængt politisk system. Her er der nok at tage fat på for Santos.
Det bliver også interessant at følge udviklingen i Santos forhold til Colombias socialistiske naboer – ikke mindst Hugo Chavez. Indtil videre er de alle inviteret med til indsættelsesfestlighederne den 7. august.
Efter at de seneste ugers oponionsundersøgelser, som tidligere omtalt her på bloggen, havde vist næsten dødt løb, vandt tidligere forsvarminister – og præsident Uribes “arvtager” i går en klar valgsejr i første runde af det colombianske præsidentvalg.
Med 46.5 % af stemmerne var han langt foran den tidligere borgmester i Bogota, Antanas Mockus, fra De Grønne, der “kun” fik 21,5 % af stemmerne (hvilket dog var ca. 3 gange så mange som hans parti fik ved parlamentsvalget for få måneder siden).
Det eneste der kan forhindre Santos i af vinde 2. valgrunde er formentlig hvis Mockus kan mobilisere den del af Colombianerne der ikke stemte i går. Colombia har traditionelt en meget lav valgdeltagelse, – det synes dog usansynligt.
Brasilianere og argentineres forhold kan vel nærmest beskrives som svarende til vores forhold til svenskerne. Vi har tidligere haft et indlæg med vittigheder om argentinere, and here we go again. Dog er der denne gang tale om to forrygende reklamer for den brasilianske øl Skol. Det hele er vist til at forstå selv uden at man kan portugisisk.
Ps. Det er dem med “svenskerhår”, der er argentinere 🙂
I modsætning til stemningen i vores del af verden, præget af usikkerhed og økonomisk stagnation, er stemningen i Brasilien i disse måneder næsten euforisk. Ikke siden 1986 har man oplevet så hurtig vækst som for øjeblikket. Efter at være sluppet nogenlunde helskindet gennem 2009, nærmer den økonomiske vækst sig i 2010 hvad der svarer til ca. 7 % p.a. Mens det i høj grad var den fortsatte kraftige efterspørgsel efter brasilianske eksportvarer i Asien koblet med en ekspansiv finanspolitik der ”reddede” Brasilien gennem 2009 er den nuværende høje vækst i endnu højere grad koblet til en fortsat ekspansion i de offentlige udgifter og stærkt stigende indenlandsk efterspørgsel – ikke mindst i boligsektoren, hvor offentligt finansieret kreditgivning med lang løbetid og til lave renter i forbindelse med boligkøb har medført stærkt stigende boligpriser (lyder det bekendt?).
Det er næppe uden betydning, at indeværende år er valgår, både på regionalt og nationalt plan. Og den gunstige økonomiske udvikling for øjeblikket kunne i den forgangne weekend også aflæses i opinionsmålingerne, hvor regeringens præsidentkandidat, Dilma Roussof, for første gang oplevede større tilslutning end socialdemokraten Jose Serra. Hvis den nuværende udvikling holder frem til valget i efteråret. Er det vanskeligt at forestille sig at Dilma ikke bliver Brasiliens første kvindelige præsident. Og så betyder det jo mindre, at man formentlig som noget af det første efter valget er tvungen til at stramme den økonomiske politik gevaldigt. Formentlig ved en kombination af øget beskatning og strammere pengepolitik. For i baggrunden lurer et spøgelse der har martret Brasilien utallige gange i fortiden, nemlig stigende inflation og eksterne balanceproblemer.
Med den givne investeringsrate i forhold til indenlandsk opsparing er det ikke muligt at opretholde en årlig økonomisk vækst på 6-7 %.
Historisk set har den indenlandske opsparing altid været et stort problem, hvorfor udenlandske investeringer spiller en forholdsvis stor rolle, og her kan krisen i Europa vise sig at få en langt større betydning end det umiddelbart ser ud til. Således har Brasilien oplevet et betydelig fald i udenlandske investeringer over det senere år, ligesom man i de seneste måneder har set at store udenlandske investorer på aktiemarkedet har trukket sig ud af markedet.
Brasiliens blandingsøkonomiske model, der grundlages i første halvdel af forrige århundrede, med vægten lagt på planøkonomi og statslig regulering og tilsvarende mangel på markedsbaserede løsninger – ikke mindst i den finansielle sektor, der nok kan betegnes som stabil, men også meget ineffektiv.
Den økonomiske politik under den nuværende socialistiske ledere regering er således langt hen af vejen den samme som den var under militærregimet 1964-1985. De reformer og forandringer der gennemførtes under skriftende præsidenter i 1990erne, og som indebar en hvis åbning af økonomien, delvis privatisering af offentligt ejede virksomheder og få men betydelige markedsreformer kan først og fremmest karakteriseres ved at deres hovedformål var at sikre den stærkt positivistisk inspirerede og dermed elitære (i fransk tradition) samfundsmodels overlevelse. Det betyder ikke at der ikke er forskelle, men i praksis er de mere dikteret af at Brasilien nu i 20 år har haft almen stemmeret og demokrati, hvorved man er nød til at tilgodese flere befolkningsgrupper end tidligere – stemmeretten i perioder med demokrati før militærkuppet i 1964 var stærkt begrænset af at det bl.a. var et krav at man kunne læse og skrive.
Den ovenstående karakteristika af Brasilien bifaldes næppe af hverken de nuværende regeringspartier eller af tilhængerne af militærstyret (og ja dem findes der skam en del af endnu). Men at man på den ene side fornægter sin politiske arv, mens man på den anden side reelt viderefører samme, er jo ikke unikt for Brasilien. Jeg håber senere at vende tilbage med et indlæg om Brasiliens centrale og i historisk perspektiv mest betydningsfulde politiker, Getulio Vargas, der ledede landet mellem 1930 og 1945, samt fra 1950 og frem til sit selvmord i 1954, fortsat kaster store skygger over brasiliansk politik i 2010.
Den høje økonomiske vækst har naturligvis medført en del skriverier i pressen, ikke mindst i takt med at inflationen er steget i de senere måneder. Ifølge IBGE (Instituto Brasileiro de Geografia e Estatistica) steg den fra at være ca. 4,3 % p.a. i december 2009 til ca. 5,3 % i april måned. Ifølge en rapport offentliggjort i går ved et arrangement hos Brasiliens udviklingsbank (BNDES), udarbejdet under ledelse af den tidligere direktør for den brasilianske nationalbank, Affonso Celso Pastore, er en fortsat vækst på det nuværende niveau ikke muligt, idet man hastigt nærmer sig økonomien kapacitetsgrænse, hvorfor fortsat høj vækst kræver øgede investeringer. Ifølge Pastore er den potentielle mulige økonomiske vækstrate på ca. 4,5 % kun mulig hvis den indenlandske opsparing øges dramatisk og der gennemføres offentlige nedskæringer ud over de 10 mia. reis (ca. 33 mia. kroner) der blev annonceret i sidste uge (med virkning fra 2010)*. I fraværet af øget indenlandsk opsparing, vil vækstrater over 4,5 % kun være muligt ved øget ekstern gældsætning.
Den slags overvejelser optager dog næppe størstedelen af den brasilianske befolkning. Det gør derimod det kommende VM i fodbold, hvor ingen historie er for lille til aviser og TV. Med 3 uger til VM i Sydafrika accelerer dækningen i TV, der hver dag er fyldt med alverdens – selvfølgelig uundværlig – information omlandsholdet med alt fra interview med spillernes familie og venner til daglige reportager fra Syd Afrika og interview med brasilianere der er i gang med at dekorere og male huse og gader i gul og grøn.
Og sidste uges store samtaleemne var hvem der var udtaget og ikke mindst hvem der IKKE var udtaget til VM-holdet.
Man må blot håbe på, at brasilianerne hverken skuffes ved VM (hvor det værste formentlig vil være at blive slået ud af ærkefjenden Argentina) eller ved de økonomiske stramninger der uværlig vil følge efter præsidentvalget, uanset hvem der vinder.
*de seneste “besparelser” kommer efter man i marts måned vedtog at begrænsninger på 23 mia. Reis. Renten blev tidligere i år sat op til 8,75%. Iagtagere forventer at renten stiger til 13% i 2011.
Indtil for nylig virkede det usandsynligt, at Juan Manual Santos ikke ville vinde præsidentvalget i Colombia den 30. maj. Men det var den gang. Nu ligger Manual Santos efter de grønnes kandidat, Antanas Mockus, der i de seneste meningsmålinger ligger til både at vinde 1. og 2. valgrunde. Hvad der burde have været en ”Slam Dunk”, givet Manual Santos tætte forbindelser til den siddende og meget populære præsident Uribe, har udviklet sig til et overraskende spændene valg. Det har Manual Santos nu erkendt, og har derfor skiftet taktik i hvad en række kommentatorer og colombianske aviser har beskrevet som et desperat forsøg på at indhente Antarias Mockus.
Hvis Mockus vinder, er det ikke første gang at en kandidat udenfor det etablerede partisystem vinder. Uribe stillede ved præsidentvalget i 2002 op som uafhængig kandidat. I modsætning til Mockus havde han dog indtil kort forinden været medlem af et af de etablerede partier. Og netop Santos lange historie i det etablerede politiske system er muligvis et af hans problemer. Santos stammer fra en af Colombias mest indflydelsesrige familier, og var indtil for nylig forsvarsminister – han fætter, Francisco Santos Calderon, er for øvrigt Colombias nuværende vicepræsident.
Indtil det nylige ”shakeup” af sin valgkampagne, der bl.a. inkluderede fjernelsen af en af Santos nærmeste rådgivere, den kontroversielle venezuelaner Juan José Rendón, kørte Santos kampagne stort set udelukkende på, at han var garantien for en fortsættelse af Uribes hårde linie overfor FARC. Problemet for Santos er blot, at alle væsentlige kandidater, inklusiv Antanas Mockus, lover at fortsætte Uribes kurs – hvilket i sig selv er et bevis på den brede opbakning, som Uribe har haft på det område – og hvilken succes det har været.
Til gengæld vurderes Santos som væsentlig mere belastet af den kroniske korruption, der ofte er en uadskillelig del af latinamerikansk politik, ligesom han forbindes til den del af den colombianske sikkerhedspolitik, der ikke lever op til principperne for hvordan en retsstat skal opføre sig. Netop det sidste, har Antanas Mockus lagt vægt på. Hvilket sammen med hans ry for ikke at være korrupt har vundet gehør langt ud over Colombias urbane (moderne) middelklasse.
I et interview med den brasilianske avis Globo erkender Santos da også at det har været en strategisk fejltagelse at fokusere stort set alene på kampen mod FARC. Og han bruger store dele af interviewet på at understrege at han står for meget mere end ”blot” kampen for et mere sikkert Colombia. Spørgsmåplet er så bare, om Santos erkendelse af at der skal mere end blot en sikkerhedspolitik til for at blive præsident i Colombia i 2010, er tilstrækkeligt. Det vil de kommende uger vise.
Efter parlamentsvalget tidligere på året, hvor Colombias grønne parti kun fik få procent af stemmerne, så det ikke ud til at parttiets kandidat, den tidligere leder af Universitetet og borgmester i Bogota i 1990erne, matematikeren Antanas Mockus, ville komme til at spille nogen rolle ved præsidentvalget i denne måned. Men ifølge de seneste meningsmålinger ligger han lige i hælene på valgets favorit Juan Manuel Santos. Da ingen af kandidaterne står til at få over halvdelen af stemmerne i første runde, skal der en 2. valgrunde til. Ifølge meningsmålingerne står Mockus til at vinde præsidentposten.
Mockus er en bemærkelsesværdig politiker, der som borgmester i Bogota bl.a. gjorde sig bemærket ved at drage rundt i byen iklædt tætsidende spandex kostume som “Super-borger”. The Economist har en glimrende artikel denne uge om “fænomenet” Mockus, der truer med at vende op og ned på hele præsidentvalget.
Vi nøjes med en video af Super-borgeren Mockus her på bloggen. Til gengæld er den på 1 time, hvor Mockus (på engelsk) forklarer sin tilgang til politik.
Det er en kendt sag at bøsser og lesbiske ofte er blevet forfulgt i socialistiske lande. I nogle tilfælde har forfølgelsen været temmelig brutal, som f.eks. i Cuba i 1960erne, hvor de enten blev interneret i koncentrationslejre, eller som det skete i mange tilfælde, ganske enkelt slået ihjel af regimet. Helt frem til begyndelsen af 1990erne var det forbudt at være homoseksuel i Cuba. – Nogle vil mene, at det fortsat er forbudt at være sig selv på de kanter.
Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.
Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,
at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».
Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.
Læs hele historien her.