Niels Westy – Page 12

Den Brasilianske hær “besætter” dele af Rio de Janeiro

I kølvandet på “(tilbage)erobringen” af Complexo Alemao i sidste måned har man besluttet at indsætte “fredsbevarende” styrker i visse bydele, foreløbig frem til oktober 2011. Således er en faldskærmsbrigade på 800 mand sat til at patruljere i de slumkvarterer der tilsammen udgør Complexo Alemao. Hermed sættes der tyk streg under, at indsatsen mod kriminaliteten i Rio de Janeiro er blevet et nationalt anliggende. Grunden til dette er selvfølgelig de kommende verdensmesterskaber i fodbold i 2014, hvor finalen vil blive spillet i Rio de Janeiro, og ikke mindst de olympiske lege i 2016.

Og ikke nok med at militæret sættes ind for at sikre ro og orden. Byens eget politi bliver samtidig underordnet den militære kommandostruktur. Forbilledet er Brasiliens fredsbevarende mission i Haiti. Og baggrunden er ikke mindst at militæret anses for at være væsentligt mindre korrupt end Rio de Janeiros politistyrker. Når man er oppe på fuld styrke, vil der være 2000 soldater der patruljerer på gaderne hver dag.

Ideen er at uddanne nye politienheder, der kan tage over efter militæret, når det forlader de pågældende områder til oktober næste år. Man må så bare håbe, at disse nye rekrutter ikke som del af deres uddannelse også tilegner sig de mere problematiske sider af Rio’s politis “spidskompetentencer”, hvilket bl.a. indbefatter en høj grad af korruption og en til tider stor brutalitet overfor byens fattige befolkning. Det er formentlig en god ide at holde de nye politifolk på afstand af de allerede eksisterende politistyrker. Der er da også allerede fra flere sider udtrykt bekymring over at militæret skal samarbejde med lokale politifolk, grundet frygten for at det snare bliver dem der lærer af politiet, end politiet der lærer af militæret.

Siden kampene i slutningen af november, som endte med indtagelsen af Complexo Alemao, har der været rygter om at dele af Rios politi hjalp kriminelle med at flygte fra den ene ende af slumkvarteret, mens militær og specialenheder fra andre dele af politiet rykkede frem i den anden ende.

Volden i Rio de Janeiro – “It’s the drugs, stupid” [opdateret]

I den forgangne uge har volden i Rio de Janeiro igen været genstand for medieopmærksomhed verden over. Brasiliansk TV har selvfølgelig sendt live fra kampene mellem politi og banditter.

Én ting er, at det er en stor historie i Brasilien. Skandaler, død og ødelæggelse har til alle dage været populært, og der findes TV-stationer i Brasilien der stort set ikke sender andet – omend ikke alle går til den slags yderligeheder som en journalist på en Tv-station i Nordbrasilien, der ganske enkelt selv arrangerede overfald og nedskydninger. Så var han da sikker på at sendefladen kunne fyldes ud.

At historien går verden rundt og fylder en del i andre landes medier må ikke forveksles med, at forholdene er blevet værre. Faktisk er kriminaliteten faldet i Rio de Janeiro siden 1990erne. At vi andre interesserer os for volden i “Cidade Maravilhosa” skyldes først og fremmest, at Brasilien i 2014 står for verdensmesterskaberne i fodbold – hvor finalen selvfølgelig skal spilles på det berømte stadion Maracana i Rio – og byen to år senere er værtsby for de olympiske lege. I lighed med sidste år, hvor der også var mere end normalt hæftige kampe i og omkring en anden af Rio’s slumkvarterer, har der selvfølgelig også denne gang været advarsler fremme om hvorvidt det nu var en god ide at afholde de olympiske lege i Rio, med tanke på den manglende sikkerhed.

Men der er i og for sig ikke noget usædvanligt i det der er foregået den seneste uge, hvor kampe mellem omkring 1.000-1.500 banditter og lige så mange politistyrker indtil videre har kostet omkring 40 personer livet, bla. en 14-årig pige. Det er langt fra første gang at “borgerkrigen” mellem Rio’s 3 store kriminelle bander og politiet har udløst kampe der i intensitet ikke står tilbage fra egentlig krigsførelse (banditterne er yderst velbevæbnede – ofte bedre end politiet). Sådan har det været gennem de seneste 3 årtier. Det sker også med jævne mellemrum, at uskyldige mennesker bliver fanget i kampene mellem de kriminelle grupper og politiet, der ikke just er kendt for at tage hensyn til, at kampene foregår midt i tætbefolkede boligkvarterer.

Kampene blev er denne gang udløst ved, at kriminelle fra den største kriminelle organisation, Commando Vermelho, for en uges tid siden i en magtdemonstration satte ild til biler og busser flere steder i Rio de Janeiro.

Efter at de kriminelle først blev fordrevet fra et slumkvarter ved navn Vila Cruzeiro er kampene flyttet til det berygtede boligkvarter “Alemão” – et område med ca. 100.000 indbyggere der går under navnet Gaza-striben i folkemunde, og ofte er skueplads for kampe mellem politi og banditter. Ved tidligere tilfælde har man indkaldt regulære kamptropper, men denne har man indtil videre nøjedes med at bruge politiets egne enheder, herunder specialenheden IBOPE, man hardog lånt armerede køretøjer af marinen, se også video nedenfor.

På nuværende tidspunkt (lørdag aften dansk tid) kæmpes der i og omkring Complexo Alemão, – og der skydes bl.a. mod politiets helikoptere.

It’s the drugs stupid

Som jeg tidligere har skrevet om her på Americas, er der en række særlige forhold omkring Rio de Janeiro, der faciliterer, at volden og kriminaliteten er særligt slem i forhold til andre brasilianske byer. Geografien med de mange bjerge, og kvarterernes snævre gader gør, at det er relativt nemt for de bander der styrer den enkelte bydel at forsvare sig mod både politiet og rivaliserende bander.

Netop eksistensen af rivaliserende bander er et særligt problem i Rio de Janeiro, hvor byens slumkvarterer domineres ikke af en, som det er tilfældet i de fleste andre brasilianske byer, men af 3 forskellige bander, der fra tid til anden prøver at øge deres territorier ved at angribe bydele under en af de rivaliserende banders kontrol.

Denne gang er kampene dog ikke udløst af indbyrdes krig mellem rivaliserende bander, men synes derimod først og fremmest at være resultatet af en magtdemonstration fra Commando Vermelho’s side. Det er ikke første gang det sker. For et par år siden var São Paulo nærmest i undtagelsestilstand, da flere politistationer blev angrebet og bybusser blev brændt af. Angiveligt fordi man var utilfreds med behandlingen af fængslede bandemedlemmer.

Men uanset hvad der har udløst den seneste tids kampe, handler det grundlæggende om én ting. Eller med en omskrivning af Bill Clintons berømte udtalelse fra valgkampen i USA i 1992 –

“It’s the drugs stupid!”

Se også nedenstående interview med medlemmer af Commando Vermelho, optaget i Rio de Janeiro af et engelsk TV-hold.

Update 28.11.2010:

Alemão skulle nu være indtaget af myndighederne, og der blev ved aktionen både brugt regulære politifolk, specialenheder og militærtropper, se også video fra dagens hændelser på Globo

Brasilien rykker mod venstre

En af den afgående præsident Lula’s mere geniale tiltag, da han blev valgt tilbage i 2002 var at videreføre en ortodoks pengepolitik hvor nationalbanken havde relativ stor autonomi i sin rentefastsættelse mv. Det var med til at berolige de private investorer og sikrede at de udenlandske investeringer hurtigt vendte tilbage. Således er det ikke længere. I takt med at den nyvalgte præsident Dilma melder ud hvordan den fremtidige politik vil være, bliver det mere og mere klart, at der er stor risiko for at de kommende års økonomiske politik kommer til at ligne det, som investorerne frygtede Lula’s ville være i 2002.

Efter at inflationen steg betydeligt i oktober mdr, hvilket burde tilsige en renteforhøjelse, har man meldt ud, at man i fremtiden vil søge at kontrolere inflationen med “andre midler” end ortodoks pengepolitik. Med andre ord kan man se frem til en mere udpræget brug af priskontrol og subsidier. Som konsekvens har den højt respekterede præsident for nationalbanken, Henrique Meirelles, meddelt at han ikke ønsker at fortsætte.

Helt konkret drejer uenigheden sig om, at de økonomiske nøgletal tilsiger at renten skal sættes op (stigende inflation og begyndende eksterne balanceproblemer), men det vil samtidig indebære en nedgang i den økonomiske vækst, der efter at have været oppe på 7,5% i indeværende år, forventes at falde til ca. 4,3% til næste år.

Faren er at man via regulering vil forsøge at holde væksten oppe, inflationen nede og samtidig forsøge at bringe kursen på den brasilianske valuta, Real, ned overfor dollaren. Dermed øges risikoen for en “hård landing” efter det seneste års boom, mens tilliden hos investorerne svækkes.

Denne venstredrejning – tilbagevenden til tidligere tiders heterodokse økonomiske politik – bør, givet Brasiliens økonomiske historie, få indflydelse på de internationale investorers vurdering af brasiliansk økonomi. Om den får det på den korte bane er en anden sag. Historien, ikke mindst i Sydamerika er fyldt med eksempler på, at internationale investorer generelt ikke har nogen lang hukommelse. OECD har dog udtrykt bekymring over udviklingen i Brasilien.

Den “nye” politik indebærer ikke kun at Brasilien igen rykker mod venstre, men også at udsigterne til (høj) fortsat vækst og velstandsfremgang på mellem- og langt sigt ser pludsligt ud til at være mere end tvivlsomme.

Peru fortsætter med rekordvækst

Mens Brasilien i de senere år har fyldt ikke så lidt i vestlige medier og herhjemme bl.a. er blevet beskrevet som en kommende (økonomisk) stormagt og igen og igen er blevet fremhævet for sin høje vækst, er det sjældent man hører om regionens – og en fa verdens – hurtigst voksende økonomier de seneste 10 år, nemlig Peru. Det forventes at Peru vil komme ud af 2010 med en økonomisk vækst på ca. 8,5% og det endda med en inflation på Europæisk niveau (2-2½%). Dermed fortsætter den positive udvikling landet har været inde i siden begyndelsen af dette årtusinde.

Jeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder. Continue reading Peru fortsætter med rekordvækst

I dag vælger Brasilien sin nye socialistiske statskonservative præsident

Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.

Hans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat. Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Som det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011, – det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Chile har formentlig har næppe tidligere i sin 200 årige historie fået så megen medieomtale, som i de sidste måneder. For at finde noget der bare ligner, skal man formentlig tilbage til kuppet i 1973, der væltede Salvador Allende, satte demokratiet ud af spil og bragte Pinochet til magten.

Det indledte en lang periode, hvor Chile indtog en paria-lignende position i alverdens medier. Selv lang tid efter Pinochet var trådt tilbage, efter at have tabt en folkeafstemning i 1989, og demokratiet genindført, var hovedparten af den omtale Chile fik i medierne – ikke mindst herhjemme – en fortsat kogen suppe på Pinochets militærstyre. Et diktatur, der nok var brutalt, men dog langt overgås af den undertrykkelse som befolkningerne i andre dele af regionen har været udsat for, uden det efterfølgende har generet nær samme medieomtale. Et er sikkert, man har aldrig været centrum for så meget positiv opmærksomhed før.

Det har været som om det faktum at kuppet i 1973 væltede en demokratisk socialistisk præsident i sig selv var særligt slemt. Men lige så lidt som man kan forsvare de overgreb på politiske modstandere, der fulgte i kølvandet på kuppet i 1973, inklusiv tortur og mord, lige så lidt kan man naturligvis gradbøje undertrykkende regimer alt hvilken politisk overbevisning de forfulgte har. Men det er lige præcis hvad man efterfølgende har gjort i Chile’s tilfælde.

At Chile i det sidste kvarte århundrede har været Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er regionale mestre i fattigdomsbekæmpelse og i løbet af 1990erne etablerede Sydamerikas mest stabile demokrati i regionen bliver kun sjældent omtalt.

Måske er en del af brøden, at de centrum-venstre regeringer der havde magten frem til februar i år, hvoraf flere præsidenter kom fra Allende’s socialistparti, ikke kun accepterede de fleste markedsreformer der gennemførtes i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. På amnge områder udbyggede man flere af disse, således at Chile i dag er blandt de 5 frieste økonomier i verden ifølge Fraser Institute’s Freedom Index seneste opgørelse. I forhold til en dækning af Latinamerika, der ofte har været domineret af venstreorienterede journalister, har det vist i sig selv været at føje spot til skade.

Symbollikken har derfor været til at tage og føle på i det seneste døgn, hvor 33 minearbejderes færd de 700 meter op til jordoverfladen, har været en af de senere års absolut største mediebegiveheder. Det er som om de 33 mænds færd illustrerer Chiles vej fra paria til Latinamerikas mest succesfulde økonomi, med en levestandard, der forventes at nå europæisk niveau indenfor de kommende 10 år. Continue reading Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Parlamentsvalg i Venezuela: Oppositionen vinder valget, men Hugo Chavez får flertal i parlamentet

I modsætning til hvad DR oplyste mandag aften i DR Udland kl. 19.30, fik Hugo Chavez parti ikke flest stemmer i søndagens parlamentsvalg i Venezuela. På trods af, at oppositionen opnående 52% af de afgivne stemmer ifølge MercoPress oplysninger, var det ikke nok til også at besætte flertallet af pladserne i parlamentet. Det skyldes ikke mindst, at man siden sidste parlamentsvalg i 2005, der blev boykottet af oppositionen, har ændret valgkredsene, således at spændet mellem det “billigste” og det “dyreste” mandat går fra 20.000 vælgere i visse valgkredse på landet til 400.000 i storbyerne, hvor modstanden mod Chavez er størst.

Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.

Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.

Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

Daniel Ortega og Sandinisterne fortsætter deres anslag mod demokratiet i Nicaragua

I strid med Nicaraguas grundlov stiler Daniel Ortega, der blev valgt til præsident i 2006, men hvis popularitet i Nicaragua er yderst begrænset, mod genvalg i 2011. På trods af den manglende popularitet er et genvalg ikke usandsynligt. Siden 2008, hvor der var mistanke om udbredt valgsvindel i forbindelse med lokalvalgene, har Ortega ved flere lejligheder demonstreret sin foragt for forfatningen og at han er parat til at gå langt for at beholde magten.

Ved et farceagtig behandling sidste år i højesteret blev det vedtaget at se bort fra at genvalg ikke er muligt ifølge gældende lov, læs mere her.

Og nu har højesterretspræsidenten besluttet at afskedige en række dommere der er loyale overfor oppositionen. Disse har boykottet højesteret siden Ortega (ifølge opposititonen i strid med gældende lovgivning) forlængede 2 loyale dommeres mandater for 10 måneder siden, efter at parlamentet ikke kunne komme til enighed om afløsere. Der syntes næppe grund til at bemærke, at de nye dommere naturligvis alle er loyale overfor Ortega.

Endnu en gang viser en af venstrefløjens “helte” sit sande ansigt.

Colombias højesteret kritiserer skarpt den afgående præsident Uribe

I modsætning til flere af sine naboer, er retssystemet ikke blot magthavernes lydige vasaller i Colombia. Det viste sig da højesteret afviste at Uribe kunne genopstille til præsidentvalget tidligere på året. I denne uge har højesteret taget afstand fra, at Uribe har kritiseret en navngiven dommer, Yesid Ramirez, der har beordret en undersøgelse om hvorvidt Uribes søn, Tomas Uribe, i 2006 forsøgte at bestikke parlamentsmedlemmer, for at sikre sin fars genvalg.