Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Niels Westy – Page 14 – Americas
Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.
Jaime Ortega
Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.
Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.
Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.
Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.
Dagens post er tre vittigheder om Argentinere. Hvor meget de siger en dansker ved jeg ikke, men er man fra et af nabolandene ved man præcis hvad det går ud på.
En argentiner er en italiener der taler spansk og tror at han er englænder
(ukendt oprindelse)
Hvad får man hvis en argentiner og en nordestino (indvandrer fra Nordsøstbrasilien) får et barn sammen?
En dørmand der tror, han ejer hele bygningen
(Vittighed fra Rio de Janeiro)
Hvorledes fremgår det, at Jesus var argentiner?
Jo, for det første snakkede han fanden et øre af, for det andet var kvinderne vilde med
ham, og for det tredje troede han at han var gud.
(chilensk vittighed)
Og så lige en karikaturtegning om Argentinas militære evner
Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.
For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.
En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.
Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.
Marina Silva
I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.
Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.
Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.
I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder. Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.
Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.
Siden den mexikanske regering for 3 år siden erklærede krig mod narkokartellerne er omkring 23.000 mennesker blevet dræbt. Efter en uge, hvor bl.a. en ildkamp i Acapulco’s turistområde kostede en mor og hendes 8-årige søn livet , da de blev fanget i krydsilden, talte præsident Felipe Calderon fredag ved en konference om turisme. Her gjorde han bl.a. opmærksom på., at over 90% af de dræbte de senere år var kriminelle. Samtidig lagde han vægt på at de mexikanske myndigheders indsats var begyndt at bære frugt. Han anerkendte dog samtidig at antallet af “uskyldige” ofre var et reelt problem. Samme dag blev 4 betjente dræbt i Tamaulipas, mens myndighederne i Cuernavaca fandt 3 sække i en af byens travleste gader, fyldt med parterede lig. Cuernavaca er det seneste eksempel på en by der har oplevet en voldsom stigning i vold og mord. Formentlig er stigningen et resultat af en kamp mellem narkokartellerne om kontrol med området efter at meksikanske marinesoldater i december dræbte Arturo Beltran Leyva – en episode vi har skrevet om tidligere her på bloggen. Volden har bl.a. indebåret at man i perioder har aflyst aftenundervisningen på det lokale universitet (byen har ca. 350.000 indbyggere) på grund af sikkerhedsrisikoen. Ligesom folk advares mod at køre i pickups – af fare for at de forveksles med kriminelle. Continue reading Calderon forsvarer kampen mod narkokartellerne med at “kun” 10% af de dræbte er uskyldige
I går skrev jeg en kommentar til MSMs beretninger om regnvejret i Rio de Janeiro, det værste siden 1966. Ingen tvivl om at forholdene er kaotiske (indtil nu er 102 mennesker omkommet), bygninger (i Niteroi) er faldet sammen, og det er livsfarligt at gå på gaden, fordi kloakdækslerne ryger af, hvilket man ikke kan se på grund af vandet. Det samme skete i 1966, hvor mudderskred, bl.a. i Glória og den gamle bydel Santa Theresa ødelagde flere bygninger og begravede folk under mudder. Men det er ikke fordi det ikke har regnet i den mellemliggende periode – eller at det ikke har kostet menneskeliv. Der dør snesevis af mennesker i Rio de Janeiro hvert år når dete regner, typisk som følge af mudderskred, der river dele af slumkvarterer bygget op af bjergene med sig.
Som jeg skrev i går har kloakeringssystemet slet ikke kapacitet til at klare tropiske regnskyl (heller ikke langt mindre), og det er også en tilbagevendene begivenhed, at gaderne i hele bydele står under vand – tilsyneladende uden at det nogensinde har fået nogen politikere til at foretage sig noget afgørende.
Det skal dog siges, at efter uvejret i 1966 gjorde man en dele for at sikre sig mod kommende mudderskred der hvor der var fare for ordinær (lovlig) bebyggelse – at de efterfølgende årtier indebar en eksplosiv vækst i farvellaer (ret beset ulovlig bebyggelse) havde man ikke taget højde for.
Et indtryk af uvejret i 1966 får man af nedenstående video – der også viser et ganske anderledes Rio de Janeiro end det vi kender i dag.
Til sidst kan nævnes, at ud over at der selvføgelig har været røster fremme om at uveret skyldes global opvarmning (hvordan forklarer man så ubejret i 1966?) er der også de der har peget på, at byens elendige renovationstjeneste og det skrald der typisk flyder i gaderne (ikke i Zona Sul, hvor turisterne kommer) også har medvirket til at kloakeringssystemet hurtigt gav op.
Normalt skriver jeg ikke om naturkatastrofer i Latinamerika på denne blog – den slags dækkes alt rigeligt i MSM. Men når jeg denne gang gør en undtagelse er det fordi de seneste dages reportager fra Rio de Janeiro mere siger noget om hvordan pressen fungerer, og hvad der gør en historie end det fortæller noget om regnvejr i Brasilien.
Indlægget er ikke skrevet for at affærdige det voldsomme regnvejr i Rio, ej heller de nu mere end 100 døde. Til gengæld er det skrevet for at gøre opmærksom på, at bortset fra at det regnvejr der har ramt Rio de Janeiro i denne uge nok er usædvanligt voldsomt for denne stat, så er der egentlig ikke noget ekstraordinært ved at kraftigt regnvejr koster liv eller betydelige materielle ødelæggelser. Det sker faktisk hvert år. At veje skylles bort, huse begraves i mudder eller at hele byer står under vand har altid været en tilbagevendende begivenhed – især i den sydlige del af landet.
Når det nu bliver en international historie skyldes det selvfølgelig at det denne gang er gået ud over Rio de Janeiro, en del af Brasilien der også eksisterer i den internationale bevidsthed.
Hvad der derimod kan undre er, at det aldrig er lykkedes at få etableret et kloakerings-system der kan håndtere den tropiske regn. At centrum af Rio de Janeiro står under vand sker ganske ofte – og det går hurtigt. Dette skrevet uden at jeg har den teknologiske viden om hvorvidt det overhovedet er økonomisk rimeligt (eller teknisk muligt) at imødegå den kraftige regn.
En af grundene kan selvføgelig være, at bortset fra de materielle skader og det generelle besvær, så er de primære ofre den fattige del af befolkningen – hvilket tydeligt fremgår af denne billedserie fra “O Estadao” eller denne video på Politikens hjemmesider (omend udsagnet om at det er det værste uvejr der har ramt landet i 50 år nok er tvivlsomt), der bor i Rio’s slum (farvellaer), hvor egentlig byplanlægning er en by i Rusland. Det er stort set dagligdag, at når der kommer en stor skylle, koster det menneskeliv hver gang. Denne gang er der dog tale om en usædvanlig stor skylle (der faldt næsten 300 mm. regn i løbet af 24 timer).
Men det er ikke kun i forhold til den internationale presse at det betyder noget, om en naturkatastrofe finder sted i Rio Grande do Sul eller Rio de Janeiro. Kigger man de store aviser igennem (der alle enten har base i Sao Paulo eller Rio de Janeiro) er det tydeligt at historien er større, fordi det sker i Rio de Janeiro.
Men det går nok som det plejer, når regnen holder op og byen vender tilbage til sin vante gang glemmer man hurtigt det skete. Myndigheder og politikeres udtalelser om, at nu må der sker noget, materialiserer sig aldrig eller kun i mindre grad (der er ike stemmer i at lave ting der ikke kan ses, som f.eks. udbygge kloakeringsnettet). Som det gamle ordsprog siger – ude af øje, ude af sind.
Ifølge den Chilenske avis La Nation viser den første meningsmåling, udført af Adimark 3 uger efter Sebastian Pinera og hans nye regering tiltrådte og 4 uger efter Chile blev ramt af det største jordskælv siden 1960, at der er solid opbakning fra chilenerne til hvordan den nye regering og præsidenten har taklet den nationale katastrofe.
Meningsmålingen er udført mellem den 13. og den 27. marts.
Sebastián Piñera selv får opbakning fra 52% af de adspurgte, mens kun 18% er negative. Opbakningen til den nye regering er med 60% endnu højere. At præsidentens egne tal er lavere end regerigens er det modsatte af, hvad der var tilfældet under den tidligere præsident Bachelet, der personligt vqr væsentlig mere populær end sin regering.
Piñera er især populær blandt kvinder og den hastigt voksende middelklasse, samt i aldersgruppen 25-34 år, hvor 2/3 af de adspurgte er positive overfor den nye præsident.
Hvad der ikke mindst er vigtigt i lyset af det nylige jordskælv er, at 70% af chilenerne bifalder regeringens insats i forhold til at hjælpe de der er blevet ramt af jordskælvet, mens 65% bifalder hvorledes genopbygningen skrider frem.
Med en forventet omkostning på ca. 31 mia. USD. til at udbedre de skadersom jordskælvet har forvoldt, vil dette have betydelig effekt på Chiles økonomi indeværende og det kommende år.
Ud over at de hundredetusidende af hjem der er blevet mere eller mindre ødelagt er især Chilensk landbrug og turistindustrien blevet hprdt ramt af jordskælvet.
I går samledes titusinder af mennesker – de fleste klædt i hvidt, for at udvise solidaritet med “Kvinderne i hvidt” og som protest mod den fortsatte mangel på frihed og undertrykkelse i Cuba. Initiativtageren var den i USA meget kendte cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estefan. for de der ikke er bekendt med den latinamerikanske musikscene i USA, kan jeg tilføje at Gloria Estefan i mange år har været en af de største stjerner og at hun i 2008 blev valgt som årets navn (Person of the year) og ved den lejlighed optrådte sammen med bl.a. Carlos Santana og Jose Feliciano (se video fra begivenheden sidst i denne post).
Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor
At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.
Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.
Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;
They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.
But that’s where the good news is likely to end.
Og fortsætter:
Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.
Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden. Continue reading O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”
Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.
Uribe ved søndagens valg
Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.
Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.
For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.
For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.
Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at
“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”
– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at
“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.
FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;
Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.
Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?
Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.
At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.
Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.
