Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.
Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.
Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.
Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.
Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.
Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.
Orthodox og Heterogen økonomisk politik
Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.
Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.
På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på administrative/planøkonomiske løsninger.
Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.
Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.
Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.
Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.
In the long we’re all dead in Argentina
Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.
Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.
Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?
Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.
Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.
Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.
Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.
“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.
Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.
Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.
For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.
Mercosur’s endeligt?
Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.
Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.
Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.
Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.