Tag: musik

Et par af de fordomme jeg oftes møder, når jeg fortæller om min tilknytning til Rio de Janeiro er, at de vist alle spiller gudefodbold og er gode til at danse. Jeg kender nu en del brasilianere der er mindst lige så elendige til at spille fodbold som mig selv (omend en kulturel forskel kan være, at det mener de ikke nødvendigvis selv der er). Men som det fremgår af nedenstående lille video optaget i parken ved det tidligere præsidentpalads i Rio de ‘Janeiro en søndag eftermiddag, er det heller ikke nødvendigt at kunne danse for at være med. Det er “en gammel” tradition af kvarterets ældre og pensionister, rig eller fattig, mørk eller lys, mødes hver søndag i parken, hvor der danses, spilles og synges med på de gamle – og nyere sange i det altid voksende katalog af Rio de Janeiro’s folkelige musiktradition, Sambaen – i alle dens mange former.

Det bør tilføjes, at “gammel tradition” skal forstås efter brasiliansk målestok. Det kan hænde, at det er noget man har gjort i et par årtier. Muligvis er der ingen der rigtig ved hvordan det er startet, og nok kan man få en historie om det, men om det passer skal man nok ikke regne med – det handler om at være til stede i nuet.

Hvorom alting er, så var Sambaen, hvor vi måske på vores breddegrader mest kommer til at tænke på den spektakulære udgave af den, som den spilles og synges ved de store karnevalsoptog, var langt op i det 20 århundrede ugleset i de “finere” dele af befolkningen – inklusiv den (venstreorietnerede) interlektuelle elite. Det var reelt først fra 1950erne og frem, i takt med at bossa nova, en jazzifiseret og mere rafineret udgave af den folkelige samba, blev populær, at det blev en accepteret musikgenre.

Så sent som i 1980erne var min hang til “folkelige” kunstnere som Clementina de Jesus og Martinho Da Vila ikke velset. Og for en af mine venstreorienterede interlektuelle (revolutionær, uddannet historiker og medlem af Partido Trabalhador) bekendte var det decideret pinligt, da jeg en gang bad hende om at købe en bestemt plade med netop Clementina de Jesus – det var bare for folkeligt.

Det hjalp dog en del, da jeg kunne fortælle hende, at en af de “rigtige” – det vil sige venstresnoet og kendt i Frankrig – kunstnere, nemlig Chico Buarque, havde fremhævet netop Clementina de Jesus som en stor kunstner – og at hun forøvrigt havde optrådt i netop Frankrig .

Heldigvis lider de fleste almindelige mennesker udenfor den intellektuelle elite ikke af den slags overfladisk pjat – enten kan de lide det de hører eller også kan de ikke. Og så er der tale om en aktivt levende tradition, godt hjulpet på vej af (og det er til gengæld rigtigt) af en høj grad af musikalitet og aldrig manglende mennesker der rent faktisk kan spille et instrument. Jeg ved ikke med læseren, men jeg vil unægtelig til enhver tid foretrække en god gang samba frem for dansk “1-2-3-4 og nu klapper vi i takt, mens vi sejler op af åen” samvær, når jeg bliver gammel.

Og vel er lemmerne blevet noget stivere, og vel er det ikke alle der har lige meget styr på rytmer og motorik, men hvad gør det når solen skinner og man hygger sig med gamle venner?