I dag afholder Venezuela valg til Nationalforsamlingen. Der er ingen tvivl om at oppositionen (MUD) vinder overlegent, målt på afgivne stemmer.
Omsat i mandater er sagen en helt anden. Ved sidste valg fik oppositionen lidt over halvdelen af stemmerne, men endte med kun ca. 40 procent af mandaterne i det nationale parlament. Denne gang forventes man dog at vinde et flertal af mandaterne. Spørgsmålet er reelt kun, om man ender med et simpelt flertal eller et såkaldt superflertal (60 procent+).
Flere har kaldt det et skæbnevalg, fordi et absolut flertal i Nationalforsamlingen kan kræve omvalg til præsidentposten, indsætte nye højesteretsdommere mv.
Men det er på papiret. Hvad der vil ske i virkeligheden er en hel anden sag. Vinder oppositionen og får tilstrækkeligt med mandater, har de vundet magten over Nationalforsamlingen, men PSUV (regeringenspartiet) kontrollerer fortsat præsidentembedet, retssystem og formentlig også hæren indtil videre.
Som vist efterhånden alle er klar over er landet præget af økonomisk kaos, høj kriminalitet og udbredt korruption. Selv de mest almindelige fornødenheder kan det være svært at få fat på i hvad der kunne være et af Latinamerikas absolut rigeste lande (og var det for blot få årtier siden).
Præsident Maduro har ved flere lejligheder antydet, at PSUV ikke frivilligt opgiver magten og dagens valg vil med stor sandsynlighed føre til endnu mere kaos i landet.
Venezuela og oliens forbandelse
Som historikeren Alejandro Velasco har udtalt:
“Venezuela er ikke et socialistisk stat – det er en oliestat, hvor det vigtigste debatemne ikke er hvorledes man styrker demokratiet, men om hvem som kontrollerer statens indkomst og dermed retten til at distribuere den”
Eller med andre ord – Dagens kaos er det foreløbige højdepunkt – eller måske snarere lavpunkt – i et samfund, som er gennemsyret af klientalisme, hvor olieindtægterne anvendes til at fastholde magten. Sådan har det været siden 1950erne. Når olieindtægterne i perioder ikke slog til, finansierede man det offentlige overforbrug ved at låne i udlandet, frem til slutningen af 1970erne,, hvorefter økonomien brød sammen i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Venezuela er i dag fortsat fattigere end man var i slutningen af 1970erne, målt på BNP per capita, som det fremgår af nedenstående figur baseret på data fra Verdensbanken.
Den opposition (MUD), som vinder valget i dag, er grundlæggende også kun enige om en ting, nemlig at være modstandere af Chavez efterfølger, Maduro, og PSUV.
Hvis eller måske rettere når det nuværende regime kollapse, vil man stadig stå tilbage med en økonomi og et samfund grundlæggende baseret på olieindtægter og en opfattelse af at man her især har krav på en andel af disse.
At gøre op med denne forestilling kræver mere end det nuværende økonomiske kaos.