Wilson Simonal blev født i den fattige forstad Água Santa (helligt vand) i 1938,og vokesde op hos en mor der som mange andre sorte kvinder ernærede sig som vaskekone og hushjælp. Wilson Simonal er synonym med musikstilen “Pilangre” (piratmusik), der efterfulgte Bossa Nova som tidens mest populære musikstil i Brasilien i midten af 1960erne. “Pilangres” kendetegn er at man blander alle former for musik fra samba over jazz til soul og rock, – så længe det bare fungerer sammen – og det fungerede i den grad sammen for Simonal, der hastigt blev ikke kun en af Brasiliens højest betalte og bedst sælgende kunstnere med eget TV-show i selve Brasilien, men også i resten af Sydamerika og i mindre grad i USA og Europa (ikke mindst Sydeuropa).
Legendarisk er en koncert på Maracana i 1969 med en række af tidens populære brasilianske kunstnere (bl.a. Sergio Mendes) hvor 30.000 tilhørere ikke ville slippe Simonal, der fuldstændigt stjal showet. Efter at have domineret musikscenen i anden halvdel af 1960erne og banet vejen for musikere som f.eks. Brasiliens nuværende kulturminister Gilberto Gil, “Brazilian soulbrother number one” Jorge Ben Jor” og en lang række andre (dengang) unge kunstnere, der efterfølgende har indtaget helt centrale roller i Brasiliansk musik , forsvandt han nærmest ud af den brasilianske bevisthed i løbet af 1970erne, for først næsten 40 år senere at blive “rehabiliteret”.
Simonals skæbne blev, at han i1971-72, blev udråbt som stikker for militæret, der havde taget magten ved et kup i 1964. Et miltærstyre der efter 1968 som reaktion på en række aktioner fra ventreorienterede grupper (bl.a. bortførelsen af den amerikanske ambassadør i 1968) oplevede sin mest undertrykkende og brutale periode frem til midten af 1970erne.
Rygterne om at Simonal var stikker for regimet ødelagde hans karriere. Store pladebutikker ville ikke sælge hans plader, koncertsteder ville ikke lade ham optræde, fra at have haft sit eget(meget) populære TV-show i 1960erne blev han stort set forment adgang til medierne. I 2000 døde han kun 62 år gammel, bortvist, glemt og forhånet, efter de sidste 30 år af hans liv havde været præget af alkoholmisbrug og depression. Med egne ord var hans skæbne, med hans egne ord. at han efter 1970erne ophørte med at “eksistere i brasiliansk musikhistorie” (‘Eu não existo na história da música brasileira’)
Først i 2003 blev Simonals navn renset for anklagerne om at han skulle have været stikker for militærregimet – desværre 3 år efter hans død. Efter at have været fortrængt fra den kollektive bevisthed er Simonal i de senere år igen blevet taget op af en ny generation af brasilianske musikere, og Kulminationen kom, da der i august måned i år afholdtes et stort opsat hyldestshow med deltagelsen ud over hans to sønner, der begge er musikere, bl.a. Maria Rita, datter af den legendariske Brasilienske sangerinder, Elis Regina, samt Seu Jorge, musiker og skuespiller – der i flere sammenhænge har spillet og optrådt sammen med Simonals søn Max de Castro.
Elis Regina og Wilson Simonal (1966)
Wilson Simonals hyldest til Martin Luther King (1966 eller 67)
Showet kommer efter præmieren på dokumentarfilmen Simonal – Ninguém sabe que duro que dei (Simonal – der er ingen der ved hvor hårdt det var), tidligere på året – og må ses som den endelige rehabilsering af Wilson Simonal, den første store (sorte) super- popstjerne I Brasilien.
Trailer til filmen om Simonal
Simonal selv gav ved flere lejligheder udtryk for at han mente, at hans “forvisning” skyldtes racisme. Hvis det er korrekt, skal det medtages, at det i så tilfælde skulle være racisme fra de venstreorienterede grupper (journalister, politiske aktive osv.) der i dag er en del af magtapperatet i Brasilien. Og uanset hvad der er den rigtige historie bag Simonals deroute, (han fortsatte med at lave plader af ujævn og ofte ringe kvalitet, hvilket jo i sig selv kan forklare faldende salgstal) så bæres et stort ansvar på medier og den interlektuelle elite for udelukkelsen af Simonal fra “brasiliansk musiks historie”, som han selv udtrykte det, – og dermed den anerkendelse for hans store betydning for den musikalske udvikling i et af verdens mest dynamiske, kreative og musikalsk betydningsfulde kulturer – ikke kun på lokalt, men også globalt plan, som han så desperat ønskede sig (og fortjener). Der er formentlig ikke så lidt sandhed i journalisten Renaldo Azevedo ord. når han skriver på sin blog på Veja, at ;
“havde Wilson Simonal været medlem af VAR-Palmares eller MR-8 (to modstands/terrorgrupper under militærdiktaturet), plyndret banker, stået bag kidnapning og drab, ville hans familie nu modtage pension og erstatning. Hvis han overlevede, ville han være blevet minister. Og at rippe op i “fortidens synder” ville være udtryk for dårlig smag. Venstrefløjen giver ikke amnesti og tilgiver ikke,…”
Sidstnævne med henvisning til den genrelle amnesti der blev udstedt i 1979 til både tilhængere og modstandere af militærregimet. Hvilket ikke kom til at omfatte Wilson Simonal.
Man kunne også tilføje, at tilgivelse for venstrefløjen (uanset hvor i verden) kun gælder egne fejltrin (som man så forøvrigt hårdnakket benægter har fundet sted) – på det punkt er der ingen forskel mellem en dansk og en brasiliansk virkelighed.
Man kan læse mere om – og ikke mindst høre Wilson Simonal på bl.a. Loronix – en fantastisk site for elskere af brasiliansk musik.