VM i fodbold om 3 uger og en vækstrate på 7 %

I modsætning til stemningen i vores del af verden, præget af usikkerhed og økonomisk stagnation, er stemningen i Brasilien i disse måneder næsten euforisk. Ikke siden 1986 har man oplevet så hurtig vækst som for øjeblikket. Efter at være sluppet nogenlunde helskindet gennem 2009, nærmer den økonomiske vækst sig i 2010 hvad der svarer til ca. 7 % p.a. Mens det i høj grad var den fortsatte kraftige efterspørgsel efter brasilianske eksportvarer i Asien koblet med en ekspansiv finanspolitik der ”reddede” Brasilien gennem 2009 er den nuværende høje vækst i endnu højere grad koblet til en fortsat ekspansion i de offentlige udgifter og stærkt stigende indenlandsk efterspørgsel – ikke mindst i boligsektoren, hvor offentligt finansieret kreditgivning med lang løbetid og til lave renter i forbindelse med boligkøb har medført stærkt stigende boligpriser (lyder det bekendt?).

Det er næppe uden betydning, at indeværende år er valgår, både på regionalt og nationalt plan. Og den gunstige økonomiske udvikling for øjeblikket kunne i den forgangne weekend også aflæses i opinionsmålingerne, hvor regeringens præsidentkandidat, Dilma Roussof, for første gang oplevede større tilslutning end socialdemokraten Jose Serra. Hvis den nuværende udvikling holder frem til valget i efteråret. Er det vanskeligt at forestille sig at Dilma ikke bliver Brasiliens første kvindelige præsident. Og så betyder det jo mindre, at man formentlig som noget af det første efter valget er tvungen til at stramme den økonomiske politik gevaldigt. Formentlig ved en kombination af øget beskatning og strammere pengepolitik. For i baggrunden lurer et spøgelse der har martret Brasilien utallige gange i fortiden, nemlig stigende inflation og eksterne balanceproblemer.

Med den givne investeringsrate i forhold til indenlandsk opsparing er det ikke muligt at opretholde en årlig økonomisk vækst på 6-7 %.

Historisk set har den indenlandske opsparing altid været et stort problem, hvorfor udenlandske investeringer spiller en forholdsvis stor rolle, og her kan krisen i Europa vise sig at få en langt større betydning end det umiddelbart ser ud til. Således har Brasilien oplevet et betydelig fald i udenlandske investeringer over det senere år, ligesom man i de seneste måneder har set at store udenlandske investorer på aktiemarkedet har trukket sig ud af markedet.

Brasiliens blandingsøkonomiske model, der grundlages i første halvdel af forrige århundrede, med vægten lagt på planøkonomi og statslig regulering og tilsvarende mangel på markedsbaserede løsninger – ikke mindst i den finansielle sektor, der nok kan betegnes som stabil, men også meget ineffektiv.

Den økonomiske politik under den nuværende socialistiske ledere regering er således langt hen af vejen den samme som den var under militærregimet 1964-1985. De reformer og forandringer der gennemførtes under skriftende præsidenter i 1990erne, og som indebar en hvis åbning af økonomien, delvis privatisering af offentligt ejede virksomheder og få men betydelige markedsreformer kan først og fremmest karakteriseres ved at deres hovedformål var at sikre den stærkt positivistisk inspirerede og dermed elitære (i fransk tradition) samfundsmodels overlevelse. Det betyder ikke at der ikke er forskelle, men i praksis er de mere dikteret af at Brasilien nu i 20 år har haft almen stemmeret og demokrati, hvorved man er nød til at tilgodese flere befolkningsgrupper end tidligere – stemmeretten i perioder med demokrati før militærkuppet i 1964 var stærkt begrænset af at det bl.a. var et krav at man kunne læse og skrive.

Den ovenstående karakteristika af Brasilien bifaldes næppe af hverken de nuværende regeringspartier eller af tilhængerne af militærstyret (og ja dem findes der skam en del af endnu). Men at man på den ene side fornægter sin politiske arv, mens man på den anden side reelt viderefører samme, er jo ikke unikt for Brasilien. Jeg håber senere at vende tilbage med et indlæg om Brasiliens centrale og i historisk perspektiv mest betydningsfulde politiker, Getulio Vargas, der ledede landet mellem 1930 og 1945, samt fra 1950 og frem til sit selvmord i 1954, fortsat kaster store skygger over brasiliansk politik i 2010.

Den høje økonomiske vækst har naturligvis medført en del skriverier i pressen, ikke mindst i takt med at inflationen er steget i de senere måneder. Ifølge IBGE (Instituto Brasileiro de Geografia e Estatistica) steg den fra at være ca. 4,3 % p.a. i december 2009 til ca. 5,3 % i april måned. Ifølge en rapport offentliggjort i går ved et arrangement hos Brasiliens udviklingsbank (BNDES), udarbejdet under ledelse af den tidligere direktør for den brasilianske nationalbank, Affonso Celso Pastore, er en fortsat vækst på det nuværende niveau ikke muligt, idet man hastigt nærmer sig økonomien kapacitetsgrænse, hvorfor fortsat høj vækst kræver øgede investeringer. Ifølge Pastore er den potentielle mulige økonomiske vækstrate på ca. 4,5 % kun mulig hvis den indenlandske opsparing øges dramatisk og der gennemføres offentlige nedskæringer ud over de 10 mia. reis (ca. 33 mia. kroner) der blev annonceret i sidste uge (med virkning fra 2010)*. I fraværet af øget indenlandsk opsparing, vil vækstrater over 4,5 % kun være muligt ved øget ekstern gældsætning.

Den slags overvejelser optager dog næppe størstedelen af den brasilianske befolkning. Det gør derimod det kommende VM i fodbold, hvor ingen historie er for lille til aviser og TV. Med 3 uger til VM i Sydafrika accelerer dækningen i TV, der hver dag er fyldt med alverdens – selvfølgelig uundværlig – information omlandsholdet med alt fra interview med spillernes familie og venner til daglige reportager fra Syd Afrika og interview med brasilianere der er i gang med at dekorere og male huse og gader i gul og grøn.

Og sidste uges store samtaleemne var hvem der var udtaget og ikke mindst hvem der IKKE var udtaget til VM-holdet.

Man må blot håbe på, at brasilianerne hverken skuffes ved VM (hvor det værste formentlig vil være at blive slået ud af ærkefjenden Argentina) eller ved de økonomiske stramninger der uværlig vil følge efter præsidentvalget, uanset hvem der vinder.

*de seneste “besparelser” kommer efter man i marts måned vedtog at begrænsninger på 23 mia. Reis. Renten blev tidligere i år sat op til 8,75%. Iagtagere forventer at renten stiger til 13% i 2011.