En af den afgående præsident Lula’s mere geniale tiltag, da han blev valgt tilbage i 2002 var at videreføre en ortodoks pengepolitik hvor nationalbanken havde relativ stor autonomi i sin rentefastsættelse mv. Det var med til at berolige de private investorer og sikrede at de udenlandske investeringer hurtigt vendte tilbage. Således er det ikke længere. I takt med at den nyvalgte præsident Dilma melder ud hvordan den fremtidige politik vil være, bliver det mere og mere klart, at der er stor risiko for at de kommende års økonomiske politik kommer til at ligne det, som investorerne frygtede Lula’s ville være i 2002.
Efter at inflationen steg betydeligt i oktober mdr, hvilket burde tilsige en renteforhøjelse, har man meldt ud, at man i fremtiden vil søge at kontrolere inflationen med “andre midler” end ortodoks pengepolitik. Med andre ord kan man se frem til en mere udpræget brug af priskontrol og subsidier. Som konsekvens har den højt respekterede præsident for nationalbanken, Henrique Meirelles, meddelt at han ikke ønsker at fortsætte.
Helt konkret drejer uenigheden sig om, at de økonomiske nøgletal tilsiger at renten skal sættes op (stigende inflation og begyndende eksterne balanceproblemer), men det vil samtidig indebære en nedgang i den økonomiske vækst, der efter at have været oppe på 7,5% i indeværende år, forventes at falde til ca. 4,3% til næste år.
Faren er at man via regulering vil forsøge at holde væksten oppe, inflationen nede og samtidig forsøge at bringe kursen på den brasilianske valuta, Real, ned overfor dollaren. Dermed øges risikoen for en “hård landing” efter det seneste års boom, mens tilliden hos investorerne svækkes.
Denne venstredrejning – tilbagevenden til tidligere tiders heterodokse økonomiske politik – bør, givet Brasiliens økonomiske historie, få indflydelse på de internationale investorers vurdering af brasiliansk økonomi. Om den får det på den korte bane er en anden sag. Historien, ikke mindst i Sydamerika er fyldt med eksempler på, at internationale investorer generelt ikke har nogen lang hukommelse. OECD har dog udtrykt bekymring over udviklingen i Brasilien.
Den “nye” politik indebærer ikke kun at Brasilien igen rykker mod venstre, men også at udsigterne til (høj) fortsat vækst og velstandsfremgang på mellem- og langt sigt ser pludsligt ud til at være mere end tvivlsomme.
