Volden i Rio de Janeiro – “It’s the drugs, stupid” [opdateret]

I den forgangne uge har volden i Rio de Janeiro igen været genstand for medieopmærksomhed verden over. Brasiliansk TV har selvfølgelig sendt live fra kampene mellem politi og banditter.

Én ting er, at det er en stor historie i Brasilien. Skandaler, død og ødelæggelse har til alle dage været populært, og der findes TV-stationer i Brasilien der stort set ikke sender andet – omend ikke alle går til den slags yderligeheder som en journalist på en Tv-station i Nordbrasilien, der ganske enkelt selv arrangerede overfald og nedskydninger. Så var han da sikker på at sendefladen kunne fyldes ud.

Complexo do Alemão

At historien går verden rundt og fylder en del i andre landes medier må ikke forveksles med, at forholdene er blevet værre. Faktisk er kriminaliteten faldet i Rio de Janeiro siden 1990erne. At vi andre interesserer os for volden i “Cidade Maravilhosa” skyldes først og fremmest, at Brasilien i 2014 står for verdensmesterskaberne i fodbold – hvor finalen selvfølgelig skal spilles på det berømte stadion Maracana i Rio – og  byen to år senere er værtsby for de olympiske lege. I lighed med sidste år, hvor der også var mere end normalt hæftige kampe i og omkring en anden af Rio’s slumkvarterer, har der selvfølgelig også denne gang været advarsler fremme om hvorvidt det nu var en god ide at afholde de olympiske lege i Rio, med tanke på den manglende sikkerhed.

Men der er i og for sig ikke noget usædvanligt i det der er foregået den seneste uge, hvor kampe mellem omkring 1.000-1.500 banditter og lige så mange politistyrker indtil videre har kostet omkring 40 personer livet, bla. en 14-årig pige. Det er langt fra første gang at “borgerkrigen” mellem Rio’s 3 store kriminelle bander og politiet har udløst kampe der i intensitet ikke står tilbage fra egentlig krigsførelse (banditterne er yderst velbevæbnede – ofte bedre end politiet). Sådan har det været gennem de seneste 3 årtier. Det sker også med jævne mellemrum, at uskyldige mennesker bliver fanget i kampene mellem de kriminelle grupper og politiet, der ikke just er kendt for at tage hensyn til, at kampene foregår midt i tætbefolkede boligkvarterer.

Kampene blev er denne gang udløst ved, at kriminelle fra den største kriminelle organisation, Commando Vermelho, for en uges tid siden i en magtdemonstration satte ild til biler og busser flere steder i Rio de Janeiro.

Efter at de kriminelle først blev fordrevet fra et slumkvarter ved navn Vila Cruzeiro er kampene flyttet til det berygtede boligkvarter “Alemão” – et område med ca. 100.000 indbyggere der går under navnet Gaza-striben i folkemunde, og ofte er skueplads for kampe mellem politi og banditter. Ved tidligere tilfælde har man indkaldt regulære kamptropper, men denne har man indtil videre nøjedes med at bruge politiets egne enheder, herunder specialenheden IBOPE, man hardog lånt armerede køretøjer af marinen, se også video nedenfor.

På nuværende tidspunkt (lørdag aften dansk tid) kæmpes der i og omkring Complexo Alemão, – og der skydes bl.a. mod politiets helikoptere.

It’s the drugs stupid

Som jeg tidligere har skrevet om her på Americas, er der en række særlige forhold omkring Rio de Janeiro, der faciliterer, at volden og kriminaliteten er særligt slem i forhold til andre brasilianske byer. Geografien med de mange bjerge, og kvarterernes snævre gader gør, at det er relativt nemt for de bander der styrer den enkelte bydel at forsvare sig mod både politiet og rivaliserende bander.

Netop eksistensen af rivaliserende bander er et særligt problem i Rio de Janeiro, hvor byens slumkvarterer domineres ikke af en, som det er tilfældet i de fleste andre brasilianske byer, men af 3 forskellige bander, der fra tid til anden prøver at øge deres territorier ved at angribe bydele under en af de rivaliserende banders kontrol.

Denne gang er kampene dog ikke udløst af indbyrdes krig mellem rivaliserende bander, men synes derimod først og fremmest at være resultatet af en magtdemonstration fra Commando Vermelho’s side. Det er ikke første gang det sker. For et par år siden var São Paulo nærmest i undtagelsestilstand, da flere politistationer blev angrebet og bybusser blev brændt af. Angiveligt fordi man var utilfreds med behandlingen af fængslede bandemedlemmer.

Men uanset hvad der har udløst den seneste tids kampe, handler det grundlæggende om én ting. Eller med en omskrivning af Bill Clintons berømte udtalelse fra valgkampen i USA i 1992 –

“It’s the drugs stupid!”

Se også nedenstående interview med medlemmer af Commando Vermelho, optaget i Rio de Janeiro af et engelsk TV-hold.

Update 28.11.2010:

Alemão skulle nu være indtaget af myndighederne, og der blev ved aktionen både brugt regulære politifolk, specialenheder og militærtropper, se også video fra dagens hændelser på Globo