Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?

For få måneder siden lå tidligere præsident Alejando Toledo til en komfortabel sejr, men her få dage før første runde af præsidentvalget den 10. april, er han i fare for slet ikke at komme videre til 2. runde. Der er derimod stor sandsynlighed for at den runde bliver mellem den Hugo Chavez inspirerede Ollanta Humala, der tabte med få stemmer til den siddende præsident Alan Garcia, ved valget i 2006, og Keiko Fujimori, datter til Peru’s tidligere præsident Alberto Fujimoro, der i dag afsoner en dom for brud på menneskerettighederne og korruption. For en del et valg der vil svare til at vælge mellem pest og kolara.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er lykkedes den nuværende præsident Garcia og hans parti at omsætte den ekstraordinær økonomisk udvikling til politisk succes. Den gennemsnitlige økonomiske vækst siden 2006 har været på 7 %, på trods af en finansiel krise der ramte Perus eksport hårdt i 2008, mens andelen af peruvianere der lever under fattigdomsgrænsen faldt fra 49% i 2004 til 35% i 2009. Dertil kommer at gennemsnits-levealder og andre demografiske indikatorer har oplevet en betydelig forbedring i de senere år.

 

 

Den økonomiske succes er resultatet af  flere forhold. Som The Economist skriver i det seneste nummer:

This success has been based on “a combination of good policies and good luck”, as the World Bank put it in a report released this week. The good luck was the boom in the world price of Peru’s mineral exports (it is the world’s largest silver producer, second in copper and zinc and sixth in gold). The policies include the successful pursuit of price stability, fiscal rigour, foreign investment and open trade. They were first adopted in the 1990s by Alberto Fujimori, an elected autocrat whose regime collapsed amid systematic corruption, but they were pursued more effectively by two democratic presidents, Alejandro Toledo and Alan García.

Keiko Fujimori
Keiko Fujimori

At vælgerne vender sig væk fra “mainstream” kandidaterne og mod de mere populistiske Keiki Fujimori og Hullanta Humala, skyldes nok utilfredshed med politikerne generelt – ikke mindst den siddende regering og præsident Garcia, hvis regeringsperiode har været præget af en række korruptionsskandaler, mens den Lysende Sti, som ellers blev knækket i 1990erne, igen er begyndt at røre på sig i dele af landet – men det skyldes ikke at befolkningen ønsker at opgive de økonomiske reformer der har været medvirkende til at gøre Peru til den vestlige halvklodes hurtigst voksende økonomi. Som Economist bemærker:

 

Polls show that roughly two of every three Peruvians want democracy and only moderate reforms of economic policy. They retain the painful memory of a quarter-century wasted by leftist and populist policies, notably in Mr García’s first term in the 1980s. (It was only in 2005 that income per head surpassed its level of 1981.) But they are also disgruntled by rampant corruption, rising crime and a sense that most of the benefits of the boom are going to the few. Income distribution has become less unequal, but only a bit. And none of the politicians seems to inspire them much.

Ollanta Humala

Noget andet er, at hvis Ollanta Humala vinder præsidentvalget er det begrænset hvilke ændringer han kan gennemføre. Denne gang har ydermere modereret sig betydeligt i forhold til diste valg, hvor han ikke lagde skjul på sine tætte bånd til Venezuelas ppræsident Hugo Chavez og Bolivias Evo Morales (begejstringen for disse to herrer er kølnet ganske betydeligt de senere år, både inden og udenfor deres respektive lande). Han vil være i mindretal i parlamentet, der støtter den nuværende økonomiske politik.

Vi vender tilbage efter den 10. april med mere info.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit

One thought on “Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?”

Comments are closed.