Kommentar til resultatet af 1. runde ved Perus præsidentvalg

Nedenstående kan læses i forlængelse af min tidligere post om valget i Peru. Kommentaren er oprindeligt offentliggjort som dagens kronik i Børsen den 15. april.

Præsidentvalg i Peru tegner skidt

Venstrepopulist kæmper mod højrepopulist. Alligevel er der grund til optimisme, hvis de gør som Lula og accepterer markedsøkonomi

I 1990’erne gennemførte flere lande i Latinamerika betydelige markedsorienterede reformer. Men hvor Chiles reformer i 1970’erne og 1980erne havde til formål at omdanne Chile fra en kvasi-socialistisk lukket økonomi til en moderne og fri konkurrencepræget markedsøkonomi, var reformerne i 1990’erne i mange lande først og fremmest drevet at simpel nød.

Den offentlige økonomi lå i ruiner, og en række lande var ude af stand til at nedbringe store kroniske underskud på de offentlige finanser. Lav økonomisk vækst, interne og eksterne balanceproblemer samt manglende muligheder for fortsat låntagning i udlandet, tvang landene til reformer.

Privatiseringer skete primært af hensyn til de offentlige finanser, og nedbringelsen af handelsrestriktioner skete sjældent ud fra en grundlæggende forståelse og accept af de samfundsøkonomiske gevinster ved en mere fri handel.

Nogle gange var det et krav for fortsat kredit udefra. Andre gange blev det set som et redskab i bekæmpelsen af indenlandsk inflation. Men uanset hvad, betød det samtidigt et brud med det foregående århundredes traditionelle latinamerikanske model, der var baseret på lukkede økonomier og omfattende statsligt ejerskab af produktionsapparatet.

Det vil være synd at sige, at reformerne var populære. Ofte blev de gennemført af nytiltrådte præsidenter, der havde lovet ikke at indføre markedsreformer. Således også Alberto Fujimori i Peru. Efter at have vundet præsidentvalget over den liberale Mario Vargas Llosa, var det præcis, hvad han gjorde. Tyve år senere står det klart, at velstandsgevinsterne har været størst, jo mere omfattende og konsistente markedsreformerne har været, og jo mere man har privatiseret.

Reformerne virkede

Det er ikke noget tilfælde, at de to sydamerikanske lande, der spås at opnå de højeste vækstrater i indeværende år, er Peru og Chile. De er samtidig Sydamerikas to frieste økonomier.

Selvom Fujimoris regeringstid var meget problematisk – han afsoner i dag en dom på 25 år for brud på menneskerettighederne og korruption – har den reformproces, der tog fart i hans regeringstid medført, at Peru de sidste 10 år har været ikke kun Sydamerikas, men den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi, med en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 7 pct. Hvor levestandarden i Peru for 10 år siden var ca. det halve af den brasilianske, er den i dag blot 10-15 pct. lavere.

Det er ikke usandsynligt, at Perus velstand overhaler Brasiliens inden for en overskuelig årrække. Siden årtusindeskiftet er andelen af befolkningen, der lever under den officielle fattigdomsgrænse, faldet fra over halvdelen til i dag tæt på en tredjedel.

Mens Peru således er gået fra at være en ufri og lukket økonomi til at være blandt Latinamerikas mest erhvervsvenlige, åbne og markedsorienterede økonomier, ligner det politiske system i mangt og meget sig selv. Det er præget af korruption, store retoriske armbevægelser og en fortsat strøm af folkeforførere, der især har tag i Perus fattige.

Populist mod populist

De moderate og moderne politiske kræfter er traditionelt ude af stand til at blive enige om én fælles kandidat, Ved dette års præsidentvalgkamp har det medført, at anden og afgørende runde af præsidentvalget i juni vil stå mellem den »venstrepopulistiske« kandidat Ollanta Humala og hans kvindelige modstykke, den »højrepopulistiske« Keiko Fujimori, datter til tidligere præsident Alberto Fujimori.

Keiko Fujimori har, i modsætning til Humala, meldt klart ud, at hun ikke vil ændre på den nuværende frie markedsmodel, der bakkes op af 2/3 af befolkningen. Alligevel vil mange moderat-borgerlige vælgere kvie sig ved at give hende deres stemme ved 2. valg-runde på grund af hendes far. Derfor er det ikke usandsynligt, at Perus næste præsident bliver en (tidligere) selverklæret modstander af markedskapitalisme og tilhænger af Hugo Chavez »socialisme for det 21. århundrede«.

Det indebærer dog ikke nødvendigvis, at reformerne vil blive rullet tilbage og Humala vil (gen)indføre et nationalistisk og i bund og grund socialistisk samfundssystem. Dels har han allerede modereret sig, siden han tabte valget i 2006, hvor forbilledet var Chavez.

Denne gang er hans kampagne modeleret over Brasiliens tidligere præsident Lulas i 2002. Dels vil han blive nød til at søge mod midten, hvis han vil have fat i de afgørende stemmer. Og endelig vil han skulle arbejde sammen med et parlament, hvor han ikke har – og næppe vil få – flertal i den kommende præsidentperiode.

Følger Humala den »drejebog«, Lula brugte, er der måske endda grund til optimisme. Efter endelig at blive valgt i 2002 i fjerde forsøg – på et relativt moderat program – forsøgte Lula ikke at tilbagerulle de økonomiske reformer, hans forgænger havde gennemført i 1990erne, og som Lula og hans parti naturligvis havde stemt imod – alle som en.

Bliver det samme tilfældet i Peru, er der for alvor grund til at tro på en fremtid med vækst og velstand for dette fattige land. Og hermed vil Peru være endnu et bevis på, at velstand, demokrati og menneskerettigheder bedst sikres i lande med frie markeder og privat ejendomsret.

EFterskrift

Ud over Mario Vargas Llosa har en lang række ledende økonomer samt tidligere præsident (og en af taberne ved valget den 10. april), Alejandro Toledo, opfordret til at man stemmer på Humala til juni. Støtten er dog betinget af at han lover at fastholde og videreføre den markedsorienterede og reformvenlige politik.

Det bliver de markedsorienterede og moderate vælgere  der afgør hvem af de to populister der skal være den næste præsident. Keiko Fujimori har naturligvis ikke tænkt sig at pille ved de økonomiske reformer, der startede under hendes far. Det indebærer dog ikke at hun kan regne med centrum-højreorienterede vælgeres støtte i 2. runde. Hendes fars skygge hænger tungt over hende, og mange ser hende som en trussel for den demokratiske udvikling i Peru.

Kan Humala derfor overbevise vælgerne om, at han ikke afgørende vil ændre den nuværende økonomiske model, vil han have gode chancer. Et stort usikkerhedsmoment er betydningen af, at han af mange ses som værende i lommerne på brasilianske interesser – ikke mindst økonomiske. Et faktum Keiko Fujimori utvivlsomt vil forsøge at slå på.

Hvorom alting er, går Peru en spændene tid i møde (utvivlsomt lidt for spændene for en del). Vinder Humala og overlever Perus frimarkedsmodel vil det være det afgørende bevis på paradigmeskiftet i Peru fra at være en lukket – i bund og grund – socialistisk økonomi til at en åben, moderne og fri økonomi.

Hermed vil vejen være banet for at Peru for alvor skal tages alvorlig som et bud på kun det andet sydamerikanske land, der har muligheden for at opnå I-lands status på sigt (det andet er naturligvis Chile).

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit