Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Jeg har tidligere i et par indlæg, bl.a. her og her beskrevet udviklingen i Bolivia under socialisten Evo Morales ledelse. I det sidste nummer af Economist kan man læse en glimrende artikel om den seneste udvikling. Artiklen beskriver hvorledes den fattige indianske befolkning, der udgør rygraden i Morales bevægelse MAS, i stigende grad vender ham ryggen.

Det er nu lykkedes Evo Morales i løbet af lidt mere end et år at sætte en solid opbakning fra 2/3 af befolkningen fuldstændigt over styr. Seneste meningsmåling giver ham kun opbakning hos 1/3 af befolkningen.

 

BNP per indbygger i Bolivia (kilde:IMF)
BNP per indbygger i Bolivia (kilde:IMF)

Det er ironisk at Morales nu står med stort set de samme problemer som hans forgængere, og at der demonstreres, plyndres og smides med dynamit. Morales egen opstigning til magtens tinder skete nemlig også på baggrund af “folkelige” protester, som det vist hedder i journalistik-jargon.

Som The Economist skriver:

The government faces little threat from the formal opposition, partly because some of its leaders have chosen exile in the face of legal harassment. Rather, the main source of the president’s new difficulties lies in his own movement. The MAS is a coalition of far-left parties, indigenous activists and NGOs. Social movements, such as unions and peasant groups, form its political base

Baggrunden for protesterne ligner til forveksling hvad man har oplevet i Bolivia mange gange tidligere, ligesom hele situationen er ved at udvikle sig til hvad der tidligere har tvunget utallige præsidenter til at gå af før udløbet af deres regeringsperiode. Med The Economist afsluttende ord:

Until this year such groups [aktivister og indianske grupper] believed Mr Morales was on their side, and forgave his verbal snafus and missteps. Now many of them will no longer give him the benefit of the doubt. The government’s new slogan is “Governing [is] obeying the people.” Having led the Bolivian street for the past decade, Mr Morales now finds himself ruling at its mercy.

For de der har ved lidt om Bolivias turbulente historie, hvor utilfredsheden for alvor satte gaderne i brand, da regeringen afskaffede/reducerede en række subsidier, kommer den seneste udvikling næppe som den store overraskelse. Bolivia har i lighed med et andet af regionens lande (Ecuador) med overvejende (i hvert fald etnisk) indiansk befolkning, et grundlæggende politisk stabilitetsproblem. Også der er det snarere gadens parlament der afgør hvem der er præsident, når det kommer til stykket, end det er via valgurnerne. Sådan var det også tidligere i Peru, der også for en stor del af befolkningens vedkommende er af indiansk afstamning, og hvor det var så som så med respekten for de demokratiske spilleregler. Men i modsætning til Ecuador og Bolivia har man i de senere år oplevet en meget positiv økonomisk udvikling efter markedsreformer har åbent den peruvianske økonomi. Faktisk er Peru den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi de seneste 10-12 år. Hvis man kan fastholde dette høje vækst niveau er det ikke usandsynligt, at man indefor det kommende årti eller to, atter vil være blandt Sydamerikas rigeste lande, som man var det i begyndelsen af det 19. århundrede.

BNP per indbygger i Peru (kilde: IMF)

Dette i stærk modsætning til Bolivia, der faktisk var mere velstående end f.eks. Brasilien for et halvt århundrede siden. Desværre ser det heller ikke ud til, at man i de nærmeste år vil opleve et tiltrængt paradigmeskifte der. Det kræver nok, at man skal længere “ned i dyndet”, før man erkender, at demokrati og velstand ikke er forenligt med socialisme.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit