January 2012 – Americas

Bolivia indgår aftale om narkotikabekæmpelse med USA og Brasilien

Ifølge bl.a. BBC, har Bolivia efter mange måneders forhandling underskrevet en aftale med USA og Brasilien om at arbejde for reduktion af den illegal produktion af kokain.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertilitetsraten styrtdykker i Latinamerika

For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Fuld fart på forbrugsfesten i Peru

Mens forbruget herhjemme og i det meste af Europa ligger underdrejet, er der helt anderledes glade dage andre steder i verden. Peru buldrer fortsat derudaf med asiatiske vækstrater – BNP voksede med 7 procent sidste år – og man forventer fortsat høj vækst i både det private forbrug og ikke mindst i antallet af indkøbscentre. Fra kun at have 7 af slagsen i 2000, hvoraf de 6 lå i hovedstaden Lima, nåede man i 2011 op på 45 indkøbscentre, og regner med at passere 100 centre i løbet af få år.

Alene i indeværende år forventes omsætningen i landets indkøbscentre at stige 12 procent. På sigt forventes, ifølge avisen Peru.21, at etablering af nye indkøbscentre til landets hastigt voksende middelklasse vil ske selv i landets logistisk problematiske fjerne amazonas region, hvor bl.a. byerne Pucallpa, Tingo Maria og Iquitos nævnes.

På nuværende tidspunkt er Peru dog fortsat kendetegnet ved et meget lavt antal indkøbscentre i forhold til befolkningens størrelse. Mens der gennemsnitlig er 2,1 center per 1 mio. indbyggere, er der fortsat kun ca. 1 per 1 mio. indbyggere i Peru. Dette er dog under hastig forvandling, og indenfor en 5 årig periode, vil antallet af centre i forhold til befolkningens størrelse være højere end gennemsnittet i regionen.

Endnu en dissident dør efter sultestrejke i Cuba

Torsdag aften døde den fængslede cubanske dissident Wilman Villar efter 50 dages sultestrejke, kun 31 år gammel. Wilman Villar døde af komplikationer som følge af hans sultestrjeke på Juan Bruno Zayas de Santiago hospitalet, efter at have ligget i coma i flere dage. Villar var i gang med at afsone en dom på fire år.

Fredag udsendte det amerikanske udenrigsministerium en officiel beklagelse over Villars død, og hyldede ham som en “ung og modig forkæmper for menneskerettighederne”. Samtidig kritiserede man forholdene i Cuba, og understregede behovet for at regimet åbner op for international kontrol af Cubas menneskerettigheder og fængselsforhold. I dag tillader Cubas kommunistiske regime ikke, at Internationalt Røde Kors inspicerer dets fængsler.

Den amerikanske administration bekræftede ved samme lejlighed at man fortsat vil støtte Cubas dissidenter og deres familier i den udstrækning det er muligt.

For mere info, se også her.

Dum, dummere, Freudenthal

Ifølge Associated Press i Brasilien har en crack-pusher fået en række kunder til at lave tatoveringer med hans efternavn mod gratis crack i den lille by Itapetinga i Bahia.

Indtil videre har politiet fundet hans navn tatoveret på op mod 70 crack-brugere, plus et ukendt antal døde.

Navnet er Freudenthal, og givet at der kun er én indbygger i den pågældende by med dette navn, Mario Freudenthal, letter det unægteligt politiet i dets arbejde med at finde ud hvem som sælger crack i den pågældende by.

Mario Freudenthal er nu eftersøgt af politiet for handel med narkotika.

Er Bolivia på vej mod et socialistisk diktatur?

Siden den 20. december har der været udstedt en arrestordre på guvernøren i Santa Cruz, Rubén Costas, fordi han nægtede at møde for retten i La Paz for at forsvare sig mod anklager om at han skulle have modtaget penge fra narkotikasmuglere. Anklagerne kommer fra den nuværende vicepræsident og tidligere terrorist, Alvaro García Linera. Linera er regeringspartiet MAS (søsterparti til Socialistisk Folkeparti) ideologiske bagmand og er opponent for en ekstrem maoistisk inspireret marxisme.

Arrestordren blev dog for et par dage siden sat i bero på grund af indsigelser fra Costas forsvarsteam, men anklagerne opretholdes.

Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i Tarija (i det sydlige Bolivia) i den nordøstlige region Beni.

Bolivia har historisk haft et elendigt, ineffektivt og korrupt retssystem, og lynchinger er et fortsat tilbagevendene problem.

I El Alto, en af Bolivias fattigste og hurtigst voksende byer, med en befolkning på over 600.000 er det ikke usædvanligt at se dukker hængende med et reb om halsen fra lygtepæle som en makaber advarsel til potentielle tyve og forbrydere. Beboerne har meget lidt tillid til hverken politi eller domstole. Derimod tager de ofte sagen i egen hånd og klynger formodede gerningsmænd op eller slår dem ihjel på anden måde i stedet for at overgive dem til myndigheder.

Der har derfor været god grund til at reformere hele systemet, men desværre har de reformer som regeringen har gennemført kun gjort ondt værre og retssikkerheden er forværret drastisk, ikke mindst hvis man er i opposition til landets socialistiske regering.

I efteråret blev der afholdt et farceagtigt valg af dommere til landets 4 højeste domstole, hvis primære formål synes at være at sikre, at Evo Morales støtter blev valgt. Ved selve valghandlingen udgjorde annulerede og ugyldige stemmesedler over halvdelen af de afgivne stemmer.

Politiseringen af retsystemet er således ved at være komplet. I forvejen har regeringen igennem de senere år systematisk forfulgt, via kontrollen med de offentlige anklagere, enhver oppositionspolitiker som kunne udgøre en potentiel trussel for MAS og Evo Morales.

I forvejen vedtog parlamentet i 2010 en lov, hvorefter alle folkevalgte suspenderes fra deres embede, i tilfælde af enhver form for formaliseret anklage – også før sagen overhovedet er fremsat i en retssal.

Alle præsidenter siden 1996 er blevet anklaget for et eller andet og har på den ene eller anden måde fået begrænset deres muligheder for at arbejde og rejse.

Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.

Og så er det jo fint at man kan sætte sine politiske modstandere ud af spillet ved hjælp af retssystemet.

Vejen til vækst og velstand – også for de fattige – går via neoliberale reformer

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

__________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent. Andelen som havde under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.