Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 steg det offentlige forbrug med 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Sciali var også længe favorit, og hen over sommeren diskuterede man endda i Argentinske medier om hvorvidt han ville vinde valget allerede i 1. valgrunde. Sådan gik det ikke. Scioli vandt godt nok snævert første valgrunde, men tabte i november, da valget alene stod mellem ham og Macri.

Håbet for den nye regering er, at man kan stabilisere økonomien i år, hvor der forventes en vækst på mellem 0 og 1 procent, hvorefter økonomien at vokse med et par procent i 2017, hvorefter væksten for alvor forventes at tage fat.

Det er væsentligt at understrege, at valget af Macri ikke kan ses som en entydig opbakning til hans mere markedsorienterede politik. Det er i lige så høj grad en protest mod den siddende regerings udvalgte kandidat (Scioli), som ikke stod distancen.

Det kan kan bestemt ikke udelukkes, at Christina Kirchner ville have slået Macri, hvis ikke den Argentinske forfatning forbød en 3. periode i træk. Kirchners popularitet var/er bemærkelsesværdig høj, givet de seneste års lave vækst og høje inflation.

Skal Macri have succes, skal han være meget bevidst om at vælgerne er splittede. At peronisterne fortsat har i begge kongressens to kamre er bestemt heller ikke uvæsentlig.

Det er man tilsyneladende også meget bevidst om. Siden genindførelsen af demokratiet efter militærdiktaturets nederlag i Falklandskrigen i 1982, er det ikke lykkedes præsidenter, som ikke tilhørte det peronistiske parti, Partido Justicialista, at sidde perioden ud.

Risikoen er også til stede denne gang, med mindre Macri kan etablere en eller anden opbakning til den førte politik, hvilket kræver at dele af peronisterne kan se en fordel i at bakke regeringens politik op, er slaget tabt på forhånd. Det ved vi meget mere om i løbet af 2016.

Det var bl.a. en del af de problemstillinger, jeg i anledning af indsættelsen af Macri, talte om i et indslag, hvor også ekstern lektor ved CBS, Carlos Salas Lind, deltog. Indslaget kan ses nedenfor.

Ud over Argentina taler vi også om Venezuela, som jeg naturligvis vil vende tilbage til i senere indlæg. Jovist, der er muligvis ikke gang i de Latinamerikanske økonomier, men der er den grad gang i Latinamerikansk politik.

Og når vi nu alligevel er i gang. Dagen efter deltog jeg sammen med Niels Lindvig i en samtale/debat om samme emne hos Cordua & Steno.

Det mest bemærkelsesværdige ved dette indslag er måske måske i virkeligheden, hvor enige Niels Lindvig og jeg er på lange stræk. (lyt med ved at klikke her). Med tanke på at denne blog startede ikke mindst som en reaktion på Niels Lindvigs dækning af Latinamerika for P1’s Orientering, er det forbavsende hvor enige vi er.

Som Niels Lindvig gjorde opmærksom på, kan det blive afgørende hvordan den argentinske fagbevægelse reagerer. Traditionelt har fagbevægelsen i Argentina haft tætte bånd til peronisterne og er ikke just præget af hverken pragmatisme eller viljen til fredelige løsninger. De første strejker er allerede annonceret.

En væsentlig pointe er naturligvis, at hverken Latin- eller Sydamerika kan opfattes som en homogen størrelse. Når Carlos Salas Lind således taler om at præsidentembedet har stor magt i Latinamerika, er det en sandhed med modifikationer.

Dilma Rousseff i Brasilien så sikkert gerne, at det forholder sig således, men sandheden er, at hun kun kan gøre meget lidt uden senatets og kongressens opbakning.

Også i Argentina er der grænser for præsidentens muligheder for at agerer uden opbakning, omend mulighederne er væsentlige større end i Brasilien, grundet traditionelt svage institutioner. Men det kan dog slet ikke sammenlignes med forholdene i Venezuela.

Men Macri kan langt hen af vejen føre sin politik og gennemføre store ændringer uden at inddrage kongressen. Men hvis forandringerne skal række ud over hans egen regeringsperiode, kræver det væsentlige reformer, og formentlig også ændringer i forfatningen, for at beskytte centrale institutioner mod politisk indblanding. Det kan kun ske med Kongressens medvirken.

Del af en ny blå bølge

Uanset hvem som vandt valget i november ville Argentina have fået en præsident og regering som ville føre Argentina i en mere markedsorienteret retning. Det stod klart længe. Omkostningerne ved fortsat pariastatus på de internationale finansielle markeder, behovet for at stabilisere økonomien og tiltrække udenlandske investorer var åbenlys.

Valget af Macri er dog skelsættende. Det er første gang at Argentinerne vælger en erklæret markedsorienteret kandidat til præsident. Macri gik til valg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatique, har betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien sidste år.

I modsætning til Argentinas præsident i 1990erne, peronisten Carlos Menem er Macri valgt på at gennemføre reformer. Godt nok gennemførtes der under netop Menem en række drastiske reformer, mens mange statsejede virksomheder privatiseredes.

Desværre var privatiseringsprocessen præget af korruption og man fik aldrig tilpasset det offentlige budgetter, da det kom til stykket. I Manems anden valgperiode gik det for alvor galt, og spændet mellem officiel statistik og faktisk udvikling blev større og større. Helt centralt – og skæbnesvangert – var at man insisterede på at fastholde kursen 1 til 1 over for den amerikanske dollar på et tidspunkt hvor dollaren styrkedes internationalt.

I fraværet af muligheden for at tilpasse valutakursen, kræver en sådan politik en såkaldt intern devaluering. En sådan fandt aldrig sted og situationen var uholdbar, ikke mindst efter Brasilien lod real flyde fra 1999, hvorefter den faldt i forhold til dollar. Hermed øgedes presset på Argentinsk økonomi.

Argentina’s flirt med “neoliberalistiske” reformer endte som bekendt med den totale nedsmeltning af økonomien i 2001-2002, som endte med historiens største statsbankerot.  Herefter vendte man tilbage til en mere traditionel statscentreret økonomisk model med udbredt brug af regulering af offentlige priser, en delvis tilbagevenden til nationaliseringer (flytransport og energi) og en til tider voldsom nationalistisk retorik.

Dette faldt sammen med det boom i råvarerpriserne i nullerne, som løftede væksten i hele regionen, ligesom det på den korte bane naturligvis lettede de eksterne balancer, at man opgav at betale den opbyggede statsgæld fuldt tilbage. På sigt har konsekvenserne dog været klart negative, da man stort set har været udelukket fra de internationale finansielle markeder. Derfor er en af de væsentligste opgaver for den nye regering af få en aftale i stand med de kreditorer som fortsat kræver fuld tilbagebetaling (man har for længst lavet aftaler dækkende langt det meste af den udestående gæld) – de såkaldte “Vulture funds”.

Regeringen har meldt ud at man genoptager forhandlingerne til januar og forventer en hurtig overenskomst. Vi får se – og håbe.

Argentina som fortaler for fornyet globalisering

Hvorvidt Argentinas nye regering og præsident Macri er i stand til at reformere eller i det mindste stabilisere indre og ydre balancer, vil som antydet kræve at man er i stand til at samarbejde med den peronistiske opposition (og håndtere fagbevægelsen). Om det lykkes finder vi ud af i 2016. Hvis ikke er det tvivlsomt om Macri sidder perioden ud.

Indtil videre har valget af en ny præsident dog indvarslet markant nyere tider med et Argentina, som fra at have været stopklods for at handelssamarbejdet Mercosur indgår aftaler og åbner sig for frihandel med bl.a. EU og USA, er gået til at være blandt handelsblokkens varmeste fortaler.

Ved Mercosur’s topmøde lige inden jul var det Macri der slog til lyd for mere frihandel, lige som han tidligere har udtrykt opbakning bag den gamle amerikanske drøm om at lave et NAFTA lignende samarbejde, der dækker både Nord- og Sydamerika.

Skal det lykkes denne gang eller bliver vi atter skuffet?

Som jeg konkluderer i dagens kronik i Børsen, “Nye takter giver håb for Argentina” (kræver abonnement):

Som Financial Times bemærkede på valgnatten, er valget af Mauricio Macri den bedste chance, man har for at bryde den peronistiske tradition for populistiske, kortsigtede løsninger. Men det vil kræve gennemgribende reformer og møde stor modstand.

For et overblik over de udfordringer, som Argentina står overfor, kan man med fordel læse Wells Fargo’s analyse fra i efteråret (grafer i denne post er hentet derfra). Til gengæld ville jeg nok være mere forsigtig med udmeldingerne fra J.P. Morgan, som forøvrigt har leveret den nye finansminister. J.P. Morgan stod for udstedelsen af statsobligationer (dollar nominerede, fordi ingen har tillid til peso) under den tidligere regering, og formentlig også for den nuværende.

Og de er mange. blot et eksempel på hvor problematisk situationen faktisk er – og hvor vigtigt det er at genvinde de internationale markeders tillid.

Det meste af den off. gæld, som udgjorde omkring 40 procent af BNP inden man ophævede de fleste kapitalrestriktioner og peso faldt med ca. 30 procent i december, er udstedt i dollar, og den vil udgøre 70 procent af BNP, når kursen når 15 peso per dollar. I dag (10.01.2016) er den ca. 13,9 peso per dollar.

Og i modsætning til f. eks. Brasiliens off. gæld, som er udsted i real, og nærmer sig faretruende de 70 procent, som givet økonomiens umodenhed er bekymrende, er det ikke muligt at nedbringe den off. gæld ved at monetarisere den i større eller mindre grad.

Jeg vender naturligvis tilbage i løbet af det kommende år, som vil give os et fingerpeg om, hvorvidt Macri vil lykkes i sine bestræbelser på at gøre Argentina til en mere fri og moderne økonomi.