Niels Westy

Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Jeg har tidligere i et par indlæg, bl.a. her og her beskrevet udviklingen i Bolivia under socialisten Evo Morales ledelse. I det sidste nummer af Economist kan man læse en glimrende artikel om den seneste udvikling. Artiklen beskriver hvorledes den fattige indianske befolkning, der udgør rygraden i Morales bevægelse MAS, i stigende grad vender ham ryggen. Continue reading Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Så er det også gået op for Ibis, at den er gal i Nicaragua – sådan da

Nicaragua har sagt nej til 100 mio. kroner i ulandsbistand, fordi det var en betingelse, at nogle af pengene skulle gå til uafhængige valgobservatører, og Ibis generalsekretær Vagn Berthelsen udtaler i den forbindelse til Jyllandsposten, at

Der er grund til demokratisk bekymring, fordi styret er blevet mere autoritært, end man kunne ønske, og det er man nødt til at forholde sig til.

Han beklager dog, at Danmark trækker sig ud af Nicaragua hurtigere, for som han “så smukt” udtrykker det:

Der er mange steder, hvor demokratiet ikke fungerer perfekt. Men helt at afbryde samarbejdet bør være absolut sidste mulighed.

Det er faktisk rystende, at Ibis kan omtale den demokratiske deroute, som Nicaragua har været ude på siden Daniel Ortega i 2006 igen kom til magten, på denne måde. Som jeg skrev om i august 2010, hvor Ortega – i strid med Nicaraguas grundlov – sikrede sig, at han kan stille op til valget senere i år, har der været stadigt stigende problemer siden mistanken om omfattende valgsvindel ved lokalvalgene i 2008.

Der er god grund til at tro, at Ortega ikke har tænkt sig at tage hensyn til at han er temmelig upopulær hos den nicaraguanske befolkning, og så ligner det jo noget vi har set før – desværre.

Heldigvis er er udviklingsminister Søren Pind mere klar i mælet, og siger således til Jyllandsposten, at:

Bruddet sker efter længere tids drøftelser om en aftale om dansk støtte til civilsamfundet. Det har den nicaraguanske regering afvist. Derfor er det et valg, som Nicaragua selv har truffet.

Colombia’s præsident åben for legalisering af narkotika

I et interview med The Finansiel Times den 13. februar svarer Colombias præsident Santos direkte adspurgt om hans holdning til legalisering af illegale rusmidler, at;

On that issue I’m not a fundamentalist. If the world considers that legislation is a solution I would gladly go along with that. I can understand the benefits, and I can understand the arguments.

But this has to be a multilateral approach. For us, fighting drug trafficking is a matter of national security. It’s the source of all the ills we have security-wise in this nation. So my policy is to fight drug trafficking in all the links in the chain – from the production and consumption of drugs to the assets of the drug traffickers. We have been very successful in many parts of that fight. Less successful in others. But we have no alternative than to keep on fighting and to stimulate the whole world to fight this war with us. No one single country can win this war. And you in the UK must be very worried because consumption is going up. And the consumption in Europe is going up. And the power of the cartels in the Caribbean is going up and the power of the cartels in central American countries is going up. And in east Africa it’s going up. This is a problem for the world, for a multilateral approach.

Adspurgt efterfølgende, om det er en agenda han ønsker at promovere, svarer han;

If I find the key and leading countries to be in that mood, I would gladly participate in that discussion.

Med andre ord ligger nøglen til en legalisering hos Europa og ikke mindst USA, der vurderet på markedsværdi er langt de vigtigste markeder for illegale rusmidler.

Det bemærkelsesværdige ved Santos udtalelser er, at det er første gang en siddende Latinamerikansk præsident i så direkte vendinger vendinger lægger op til en legalisering, omend han dog viger fra at gå enegang, formentlig af hensyn til USA.

Dette sker samtidig med at den colombianske regering erkender, at paramilitære grupper med forbindelse til narkotikahandlen, ifølge “Colombia Reports” har øget deres indflydelse i Colombia, og truer lokalvalgene til efteråret.

Holder Evo Morales perioden ud?

Som det gamle ordsproger siger – højt at flyve, dybt at falde. Her lidt mere end 1 år efter Evo Morales blev genvalgt som præsident med et klart flertal bag sig, er det kun 1/3 af bolivianerne der fortsat støtter ham. Hans opbakning er så ringe, at der tales om, hvorvidt han faktisk vil være i stand ti lat sidde perioden ud, eller vil lide samme skæbne som mange af hans forgængere, og blive tvunget til at gå af.

Præsident Evo Morales og vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Evo Morales, der kom til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi, står ironisk nok nu selv for skud, fra bl.a. de indianer organisationer, som tidligere bakkede ham op.

Mens Morales – og ikke mindst hans vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, der er regeringens chef-ideolog – tidligere var blandt de der orkestrerede de mange demonstrationer der fandt sted, når tidligere præsidenter forsøgte at reformere økonomien, må nu selv stå for skud på grudn af Bolivias miserable økonomi.

Og ifølge kritikerne er det med god ret at utilfredsheden ulmer. De beskylder Morales for at køre Bolivia i sænk, bl.a. fordi den førte politik har skræmt udenlandske investorer ud af Bolivia. Samtidig er der mangel på basale fødevarer som f.eks. sukker, og et forsøg på at reducere subsidieringen af bl. a. brændstof har udløst stor vrede.

De store demontrationer i slutningen af december, der tvang Morales til at ændre politik fra en hurtig ophævelse af subsidier til en gradvis ophævelse, kommer efter et år med vigende opbakning fra bl.a. landets indianere og deres organisationer. Godt nok repræsenterer de mindre end 20% af befolkningen (kulturelt er Bolivia, på trods af Morales retorik og markedsføringen i forhold til resten af verden mere europæisk end indiansk) , men har i årtier været et vigtig magtfaktor på grund af deres “udenomsparlamentatiske” aktiviteter, når de ikke fik deres vilje, i stigende grad har vendt sig mod Morales.

Læs mere her

Chavez, venstrefløjens nyttige idioter og det irriterende demokrati

Mens det seneste årti for andre dele af Latinamerika (Peru, Braslien, Chile, El Salvador, Panama osv.) har indebåret konsolidering af demokratiet og god økonomisk vækst, har udviklingen i de såkaldte ALBA- lande været ganske anderledes. I Nicaragua forsøger Daniel Ortega at omgå landets konstitution og opnå endnu en periode som præsident, mens han og sandinisterne ved lokalvalgene i 2008 viste, at de ikke står tilbage fra at gøre brug af decideret valgsvindel. Til gengæld ligger det noget tungere med at få sat skub i Nicaraguas økonomi.

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

20110101_AMP002_studenter demonstrerer — Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1’s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Brasilien og kunsten at lande på begge ben

Tilbage i november skrev jeg et indlæg om at Brasiliens nyvalgte præsident Dilma Rousseff skabte usikkerhed om Brasiliens fremtidige økonomiske kurs. Herunder faren for at man igen i stigende grad forlader sig på heterodoks økonomisk politik (udvidet brug af regulering og administrative tiltag) bl.a. i forhold til at sikre at inflationen, der er steget i de seneste måneder, holdes under kontrol.

Ved udnævnelsen af ministre og andre centrale personer i den nye administration er det åbenlyst, at Dilma balancerer på et knivsæg i forhold til de mange interessenter – det være sig koalitionspartneren, det statskonservative/socialdemokratisk/ideologiløse (alt efter smag og behag) PMDB, regionale interesser, hendes eget partis bagland samt indenlandske og udenlandske investorer.

Udnævnelsen af den tidligere finansminister Antonio Palocci til stabschef og valget af Alexandre Tombino som ny direktør for nationalbanken har øget tilliden hos private investorer, men…

Den kommende præsidents erklærede ønske om at sænke realrenten, øge de offentlige investeringer i en utilstrækkelig og forfalden infrastruktur, fastholde høje vækstrater og samtidig at holde inflationen i ave indebærer et krav om en betydelig dæmpning i den offentlige udgiftsudvikling, hvilket forekommer lidet sandsynlig.

Det har ellers ikke skortet på de store ord, som da Dilma i sin sejrstale den 31. oktober understregede, at hendes prioriteringer over de næste fire år var at udrydde ekstrem fattigdom og forbedre kvaliteten af sundhedspleje og uddannelse, samtidig med at man fastholdt den økonomiske stabilitet og (efter brasilianske forhold) lave inflation.

Brasilien har verdens højeste realrente blandt verdens store økonomier (5%), hvilket Dilma ønsker at nedbringe til 2%. Men en af årsagerne til den rekordhøje realrente er at pengepolitikken er alene om at hindre en egentlig overophedning af den brasilianske økonomi, givet at de offentlige udgifter fortsætter med at vokse. Og selv om Dilma har erklæret at et fald i realrenten på sigt er en målsætning i sig selv, forventes den under alle omstændigheder at stige i de kommende måneder. I første omgang er forventningen, at den toneangivende Selic sats stiger fra 10,75 til 11,25% til januar. Det øger risikoen for at brasiliens valuta stiger yderligere i værdi, hvorved konkurrenceevnen overfor udlandet forringes. En af årsagerne til Brasiliens langvarige høje inflation i 1980erne og begyndelsen af 1990erne var netop hensynet til de eksterne balancer.

Med hensyn til rentesatser i Brasilien er det værd at medtage, at disse intet har at gøre med renteniveauet for “almindelige” lån. Det finansielle system i Brasilien bærer i den grad præg af, at staten spiller en central rolle i allokeringen af ressourcerne, og renterne på almindelige kreditkort og forbrugslån ville herhjemme bliver betegnet som ågerrenter.

Hvis man samtidig ønsker at sænke realrenten og valutakursen kræver det derfor at der kommer styr på de offentlige udgifter, og det kan blive meget svært. De offentlige lønninger og pensioner er steget langt hurtigere end inflationen i de seneste år. Ligeledes er omfanget af subsiduerede lån fra BNDES steget kraftigt. Man regner således med at de har kostet de brasilianske skatteydere omkring 75 mia. danske kroner i år.

Dilma Roussef har talt om nødvendigheden af at få kontrol med de offentlige udgifter og få nedbragt den offentlige nettogæld fra de nuværende 42% til 30% af BNP, men hvordan det skal lykkes står hen i det uvisse. I et land hvor politikere rask væk, som de gjorde for nyligt, giver sig selv lønstigninger på mere end 60%, er det vanskeligt at forestille sig, at man skulle være bedre til at dæmpe væksten i de offentlige lønninger og pensioner. Især ikke når ens egen magtbase i den grad er baseret på netop den offentlige sektor, som det er tilfældet for Dilma og PT.

Men det er selvfølgelig ikke et problem der er begrænset til hverken Brasilien eller mindre velstående lande, det kender vi jo også alt for godt herhjemmefra.

Kilder:

The Economist

Mercopress

O Estado de S. Paulo (Estadao)

Den Brasilianske hær “besætter” dele af Rio de Janeiro

I kølvandet på “(tilbage)erobringen” af Complexo Alemao i sidste måned har man besluttet at indsætte “fredsbevarende” styrker i visse bydele, foreløbig frem til oktober 2011. Således er en faldskærmsbrigade på 800 mand sat til at patruljere i de slumkvarterer der tilsammen udgør Complexo Alemao. Hermed sættes der tyk streg under, at indsatsen mod kriminaliteten i Rio de Janeiro er blevet et nationalt anliggende. Grunden til dette er selvfølgelig de kommende verdensmesterskaber i fodbold i 2014, hvor finalen vil blive spillet i Rio de Janeiro, og ikke mindst de olympiske lege i 2016.

Og ikke nok med at militæret sættes ind for at sikre ro og orden. Byens eget politi bliver samtidig underordnet den militære kommandostruktur. Forbilledet er Brasiliens fredsbevarende mission i Haiti. Og baggrunden er ikke mindst at militæret anses for at være væsentligt mindre korrupt end Rio de Janeiros politistyrker. Når man er oppe på fuld styrke, vil der være 2000 soldater der patruljerer på gaderne hver dag.

Ideen er at uddanne nye politienheder, der kan tage over efter militæret, når det forlader de pågældende områder til oktober næste år. Man må så bare håbe, at disse nye rekrutter ikke som del af deres uddannelse også tilegner sig de mere problematiske sider af Rio’s politis “spidskompetentencer”, hvilket bl.a. indbefatter en høj grad af korruption og en til tider stor brutalitet overfor byens fattige befolkning. Det er formentlig en god ide at holde de nye politifolk på afstand af de allerede eksisterende politistyrker. Der er da også allerede fra flere sider udtrykt bekymring over at militæret skal samarbejde med lokale politifolk, grundet frygten for at det snare bliver dem der lærer af politiet, end politiet der lærer af militæret.

Siden kampene i slutningen af november, som endte med indtagelsen af Complexo Alemao, har der været rygter om at dele af Rios politi hjalp kriminelle med at flygte fra den ene ende af slumkvarteret, mens militær og specialenheder fra andre dele af politiet rykkede frem i den anden ende.

Volden i Rio de Janeiro – “It’s the drugs, stupid” [opdateret]

I den forgangne uge har volden i Rio de Janeiro igen været genstand for medieopmærksomhed verden over. Brasiliansk TV har selvfølgelig sendt live fra kampene mellem politi og banditter.

Én ting er, at det er en stor historie i Brasilien. Skandaler, død og ødelæggelse har til alle dage været populært, og der findes TV-stationer i Brasilien der stort set ikke sender andet – omend ikke alle går til den slags yderligeheder som en journalist på en Tv-station i Nordbrasilien, der ganske enkelt selv arrangerede overfald og nedskydninger. Så var han da sikker på at sendefladen kunne fyldes ud.

At historien går verden rundt og fylder en del i andre landes medier må ikke forveksles med, at forholdene er blevet værre. Faktisk er kriminaliteten faldet i Rio de Janeiro siden 1990erne. At vi andre interesserer os for volden i “Cidade Maravilhosa” skyldes først og fremmest, at Brasilien i 2014 står for verdensmesterskaberne i fodbold – hvor finalen selvfølgelig skal spilles på det berømte stadion Maracana i Rio – og byen to år senere er værtsby for de olympiske lege. I lighed med sidste år, hvor der også var mere end normalt hæftige kampe i og omkring en anden af Rio’s slumkvarterer, har der selvfølgelig også denne gang været advarsler fremme om hvorvidt det nu var en god ide at afholde de olympiske lege i Rio, med tanke på den manglende sikkerhed.

Men der er i og for sig ikke noget usædvanligt i det der er foregået den seneste uge, hvor kampe mellem omkring 1.000-1.500 banditter og lige så mange politistyrker indtil videre har kostet omkring 40 personer livet, bla. en 14-årig pige. Det er langt fra første gang at “borgerkrigen” mellem Rio’s 3 store kriminelle bander og politiet har udløst kampe der i intensitet ikke står tilbage fra egentlig krigsførelse (banditterne er yderst velbevæbnede – ofte bedre end politiet). Sådan har det været gennem de seneste 3 årtier. Det sker også med jævne mellemrum, at uskyldige mennesker bliver fanget i kampene mellem de kriminelle grupper og politiet, der ikke just er kendt for at tage hensyn til, at kampene foregår midt i tætbefolkede boligkvarterer.

Kampene blev er denne gang udløst ved, at kriminelle fra den største kriminelle organisation, Commando Vermelho, for en uges tid siden i en magtdemonstration satte ild til biler og busser flere steder i Rio de Janeiro.

Efter at de kriminelle først blev fordrevet fra et slumkvarter ved navn Vila Cruzeiro er kampene flyttet til det berygtede boligkvarter “Alemão” – et område med ca. 100.000 indbyggere der går under navnet Gaza-striben i folkemunde, og ofte er skueplads for kampe mellem politi og banditter. Ved tidligere tilfælde har man indkaldt regulære kamptropper, men denne har man indtil videre nøjedes med at bruge politiets egne enheder, herunder specialenheden IBOPE, man hardog lånt armerede køretøjer af marinen, se også video nedenfor.

På nuværende tidspunkt (lørdag aften dansk tid) kæmpes der i og omkring Complexo Alemão, – og der skydes bl.a. mod politiets helikoptere.

It’s the drugs stupid

Som jeg tidligere har skrevet om her på Americas, er der en række særlige forhold omkring Rio de Janeiro, der faciliterer, at volden og kriminaliteten er særligt slem i forhold til andre brasilianske byer. Geografien med de mange bjerge, og kvarterernes snævre gader gør, at det er relativt nemt for de bander der styrer den enkelte bydel at forsvare sig mod både politiet og rivaliserende bander.

Netop eksistensen af rivaliserende bander er et særligt problem i Rio de Janeiro, hvor byens slumkvarterer domineres ikke af en, som det er tilfældet i de fleste andre brasilianske byer, men af 3 forskellige bander, der fra tid til anden prøver at øge deres territorier ved at angribe bydele under en af de rivaliserende banders kontrol.

Denne gang er kampene dog ikke udløst af indbyrdes krig mellem rivaliserende bander, men synes derimod først og fremmest at være resultatet af en magtdemonstration fra Commando Vermelho’s side. Det er ikke første gang det sker. For et par år siden var São Paulo nærmest i undtagelsestilstand, da flere politistationer blev angrebet og bybusser blev brændt af. Angiveligt fordi man var utilfreds med behandlingen af fængslede bandemedlemmer.

Men uanset hvad der har udløst den seneste tids kampe, handler det grundlæggende om én ting. Eller med en omskrivning af Bill Clintons berømte udtalelse fra valgkampen i USA i 1992 –

“It’s the drugs stupid!”

Se også nedenstående interview med medlemmer af Commando Vermelho, optaget i Rio de Janeiro af et engelsk TV-hold.

Update 28.11.2010:

Alemão skulle nu være indtaget af myndighederne, og der blev ved aktionen både brugt regulære politifolk, specialenheder og militærtropper, se også video fra dagens hændelser på Globo

Brasilien rykker mod venstre

En af den afgående præsident Lula’s mere geniale tiltag, da han blev valgt tilbage i 2002 var at videreføre en ortodoks pengepolitik hvor nationalbanken havde relativ stor autonomi i sin rentefastsættelse mv. Det var med til at berolige de private investorer og sikrede at de udenlandske investeringer hurtigt vendte tilbage. Således er det ikke længere. I takt med at den nyvalgte præsident Dilma melder ud hvordan den fremtidige politik vil være, bliver det mere og mere klart, at der er stor risiko for at de kommende års økonomiske politik kommer til at ligne det, som investorerne frygtede Lula’s ville være i 2002.

Efter at inflationen steg betydeligt i oktober mdr, hvilket burde tilsige en renteforhøjelse, har man meldt ud, at man i fremtiden vil søge at kontrolere inflationen med “andre midler” end ortodoks pengepolitik. Med andre ord kan man se frem til en mere udpræget brug af priskontrol og subsidier. Som konsekvens har den højt respekterede præsident for nationalbanken, Henrique Meirelles, meddelt at han ikke ønsker at fortsætte.

Helt konkret drejer uenigheden sig om, at de økonomiske nøgletal tilsiger at renten skal sættes op (stigende inflation og begyndende eksterne balanceproblemer), men det vil samtidig indebære en nedgang i den økonomiske vækst, der efter at have været oppe på 7,5% i indeværende år, forventes at falde til ca. 4,3% til næste år.

Faren er at man via regulering vil forsøge at holde væksten oppe, inflationen nede og samtidig forsøge at bringe kursen på den brasilianske valuta, Real, ned overfor dollaren. Dermed øges risikoen for en “hård landing” efter det seneste års boom, mens tilliden hos investorerne svækkes.

Denne venstredrejning – tilbagevenden til tidligere tiders heterodokse økonomiske politik – bør, givet Brasiliens økonomiske historie, få indflydelse på de internationale investorers vurdering af brasiliansk økonomi. Om den får det på den korte bane er en anden sag. Historien, ikke mindst i Sydamerika er fyldt med eksempler på, at internationale investorer generelt ikke har nogen lang hukommelse. OECD har dog udtrykt bekymring over udviklingen i Brasilien.

Den “nye” politik indebærer ikke kun at Brasilien igen rykker mod venstre, men også at udsigterne til (høj) fortsat vækst og velstandsfremgang på mellem- og langt sigt ser pludsligt ud til at være mere end tvivlsomme.

Peru fortsætter med rekordvækst

Mens Brasilien i de senere år har fyldt ikke så lidt i vestlige medier og herhjemme bl.a. er blevet beskrevet som en kommende (økonomisk) stormagt og igen og igen er blevet fremhævet for sin høje vækst, er det sjældent man hører om regionens – og en fa verdens – hurtigst voksende økonomier de seneste 10 år, nemlig Peru. Det forventes at Peru vil komme ud af 2010 med en økonomisk vækst på ca. 8,5% og det endda med en inflation på Europæisk niveau (2-2½%). Dermed fortsætter den positive udvikling landet har været inde i siden begyndelsen af dette årtusinde.

Jeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder. Continue reading Peru fortsætter med rekordvækst