Simonal, Brasiliens første (sorte) musikalske superstjerne – fra stjerne til paria

Wilson Simonal 1938-2000

Wilson Simonal blev født i den fattige forstad Água Santa (helligt vand) i 1938,og vokesde op hos en mor der som mange andre sorte kvinder ernærede sig som vaskekone og hushjælp. Wilson Simonal er synonym med musikstilen “Pilangre” (piratmusik), der efterfulgte Bossa Nova som tidens mest populære musikstil i Brasilien i midten af 1960erne. “Pilangres” kendetegn er at man blander alle former for musik fra samba over jazz til soul og rock, – så længe det bare fungerer sammen – og det fungerede i den grad sammen for Simonal, der hastigt blev ikke kun en af Brasiliens højest betalte og bedst sælgende kunstnere med eget TV-show i selve Brasilien, men også i resten af Sydamerika og i mindre grad i USA og Europa (ikke mindst Sydeuropa).

Legendarisk er en koncert på Maracana i 1969 med en række af tidens populære brasilianske kunstnere (bl.a. Sergio Mendes) hvor 30.000 tilhørere ikke ville slippe Simonal, der fuldstændigt stjal showet. Efter at have domineret musikscenen i anden halvdel af 1960erne og banet vejen for musikere som f.eks. Brasiliens nuværende kulturminister Gilberto Gil, “Brazilian soulbrother number one” Jorge Ben Jor” og en lang række andre (dengang) unge kunstnere, der efterfølgende har indtaget helt centrale roller i Brasiliansk musik , forsvandt han nærmest ud af den brasilianske bevisthed i løbet af 1970erne, for først næsten 40 år senere at blive “rehabiliteret”.

Continue reading Simonal, Brasiliens første (sorte) musikalske superstjerne – fra stjerne til paria

Kampen om (narko)markedet i Rio de Janeiro

I den forgangne uge gik voldsomme TV-billeder af en politihelikopter der styrtede ned efter at være blevet ramt af kugler under et opgør mellem to af Rio de Janeiros bander verden rundt, – se nedenstående video fra SBT, en af de store landsdækkende TV-kanaler. At historien også vakte opsigt udenfor Brasiliens grænser skyldes nok primært de spetakulære billeder, for bandeopgør og militærpolitikfolk i kort- eller langvarige og ofte blodige ildkampe i en af byens utallige farvellaer har desværre i efterhånden mange år været en tilbagevenden begivenhed.

Centralt står kanpen om narkotikamarkedet mellem de 3 dominerende bander;  Comando Vermelho (Den røde kommando), Amigos dos Amigos (Vennernes venner) og Terceiro Comando Puro (Den 3. kommando). Kampene i sidste uge, der kostede 25 mennesker livet (de fortsatte kampe har indtil i går fredags kostet i alt 42 mennesker livet), heriblandt to politifolk blev denne gang udløst af kampe mellem “Den røde kommando” og “Vennernes venner”.

Continue reading Kampen om (narko)markedet i Rio de Janeiro

Søndag eftermiddag i Rio de Janeiro

Et par af de fordomme jeg oftes møder, når jeg fortæller om min tilknytning til Rio de Janeiro er, at de vist alle spiller gudefodbold og er gode til at danse. Jeg kender nu en del brasilianere der er mindst lige så elendige til at spille fodbold som mig selv (omend en kulturel forskel kan være, at det mener de ikke nødvendigvis selv der er). Men som det fremgår af nedenstående lille video optaget i parken ved det tidligere præsidentpalads i Rio de ‘Janeiro en søndag eftermiddag, er det heller ikke nødvendigt at kunne danse for at være med. Det er “en gammel” tradition af kvarterets ældre og pensionister, rig eller fattig, mørk eller lys, mødes hver søndag i parken, hvor der danses, spilles og synges med på de gamle – og nyere sange i det altid voksende katalog af Rio de Janeiro’s folkelige musiktradition, Sambaen – i alle dens mange former.

Clementia de Jesus
Clementia de Jesus

Det bør tilføjes, at “gammel tradition” skal forstås efter brasiliansk målestok. Det kan hænde, at det er noget man har gjort i et par årtier. Muligvis er der ingen der rigtig ved hvordan det er startet, og nok kan man få en historie om det, men om det passer skal man nok ikke regne med – det handler om at være til stede i nuet.

Hvorom alting er, så var Sambaen, hvor vi måske på vores breddegrader mest kommer til at tænke på den spektakulære udgave af den, som den spilles og synges ved de store karnevalsoptog, var langt op i det 20 århundrede ugleset i de “finere” dele af befolkningen – inklusiv den (venstreorietnerede) interlektuelle elite. Det var reelt først fra 1950erne og frem, i takt med at bossa nova, en jazzifiseret og mere rafineret udgave af den folkelige samba, blev populær, at det blev en accepteret musikgenre.

Så sent som i 1980erne var min hang til “folkelige” kunstnere som Clementina de Jesus og Martinho Da Vila ikke velset. Og for en af mine venstreorienterede interlektuelle (revolutionær, uddannet historiker og medlem af Partido Trabalhador) bekendte var det decideret pinligt, da jeg en gang bad hende om at købe en bestemt plade med netop Clementina de Jesus – det var bare for folkeligt.

Det hjalp dog en del, da jeg kunne fortælle hende, at en af de “rigtige” – det vil sige venstresnoet og kendt i Frankrig – kunstnere, nemlig Chico Buarque, havde fremhævet netop Clementina de Jesus som en stor kunstner – og at hun forøvrigt havde optrådt i netop Frankrig .

Heldigvis lider de fleste almindelige mennesker udenfor den intellektuelle elite ikke af den slags overfladisk pjat – enten kan de lide det de hører eller også kan de ikke. Og så er der tale om en aktivt levende tradition, godt hjulpet på vej af (og det er til gengæld rigtigt) af en høj grad af musikalitet og aldrig manglende mennesker der rent faktisk kan spille et instrument. Jeg ved ikke med læseren, men jeg vil unægtelig til enhver tid foretrække en god gang samba frem for dansk “1-2-3-4 og nu klapper vi i takt, mens vi sejler op af åen” samvær, når jeg bliver gammel.

Og vel er lemmerne blevet noget stivere, og vel er det ikke alle der har lige meget styr på rytmer og motorik, men hvad gør det når solen skinner og man hygger sig med gamle venner?

Fra denne uges “Economist”: Cuba tæt på sammenbrud og mere om OL i Rio 2016

Denne uges Economist har to glimrende artikler om henholdsvis de små reformer der nu gennemføres i Cuba samt en gennemgang af de udfordringer Rio de Janeiro står over for i forbindelse med værtsskabet for OL i 2016. Continue reading Fra denne uges “Economist”: Cuba tæt på sammenbrud og mere om OL i Rio 2016

Tillykke med Ol i 2016 til Rio, Brasilien og præsident Villy Søvnd.., nej undskyld, Lula.

Så blev det afgjort, OL i 2016 finder sted i Rio de Janeiro – en af verdens smukkeste byer (primært på grund af beliggenheden). De fleste turister kender nok først og fremmest “Zona Sul” (Ipanema, Leblanc, Copacabana og Leme), mens en del muligvis også har været i den gamle bydel Santa Theresa – men også i Rios centrum er der masser af perler, og heldigvis er man i de senere år begyndt at restaurere de gamle bygninger.

Gloria i Rio de Janeiro
Gloria i Rio de Janeiro

Continue reading Tillykke med Ol i 2016 til Rio, Brasilien og præsident Villy Søvnd.., nej undskyld, Lula.

Intern kritik af Brasiliens rolle i Honduras krise

Samtidig med at de internationale medier i dag kan rapportere, bl.a. O Estado de Sao Paulo , at de honduranske myndigheder har lukket for de sidste Zelaya-tro medier, herunder Rádio Globo de Tegucigalpa, i sit forsøg på at dæmpe den uro, som Zelayas tilbagekomst og ophold på den Brasilianske ambassade har udløst, har der været betydelig kritik i Brasilien af landets rolle i den seneste udvikling.

Continue reading Intern kritik af Brasiliens rolle i Honduras krise

Zelaya tilbage i Tegucigalpa og diplomatisk krise mellem Honduras og Brasilien

I første omgang forlød det, at Zelaya var vendt tilbage til Honduras hovedstad Tegucigalpa og opholdt sig i FNs bygninger. Efter at den midlertidige regering i første omgang havde benægtet at Zelaya var vendt tilbage viste det sig efterfølgende at han opholdt sig på den brasilianske ambassade.

Ex præsident Zelaya hyldes af sine tilhængere ved den brasilianske Ambassade
Ex præsident Zelaya hyldes af sine tilhængere ved den brasilianske Ambassade

Continue reading Zelaya tilbage i Tegucigalpa og diplomatisk krise mellem Honduras og Brasilien