Tema om Brasilien i DR2 Udland i denne uge – og det ser ikke godt ud

DR2 Udland har i denne uge Brasilien som tema. Baseret på det første indslag mandag om Brasilien som stormagt, kan man kun frygte hvor meget sludder man vil nå at få sagt i løbet af de kommende dag. Således annoncerede man temaet med udtryk som at Brasilien “stormer fren” og at det nu er den 8. største økonomi. Det første er mildt sagt en sandhed med modifikationer, det sidste er der ikke noget nyt i. Brasilien var også blandt de 10 største økonomier i verden i 1960, (kilde: nationmaster). Sammenholder vi det med at den relative velstand i Brasilien i forhold til USA er på niveau med hvad den var i begyndelsen af 1960erne, se nedenstående figur, bør det vist nok mane til forsigtighedfør man går i gang med superlativerne. Faktum er nemlig at Brasiliens vækst og udvikling set over de seneste 50 år snarere tegner billedet af et land med en moderat vækst, der langt fra har forstået at udnytte sit potentiale.

kilde: wolrd Penn Tables 6.3
kilde: world Penn Tables 6.3

Continue reading Tema om Brasilien i DR2 Udland i denne uge – og det ser ikke godt ud

Mangueira lukker sambaskolernes optog

Så er karnevalsoptoget i Rio de Janeiro overstået, og det sluttede med Mangueira – Et slideshow med billeder fra deres optog kan ses her. Det er næppe muligt for en kølig nordbo helt at forstå hvor stort og hvor meget det årlige karneval fylder i mange “cariocas” (det kalder man folk fra Rio de Janeiro) liv. Det nærmeste jeg kan komme i en sammenligning er julen herhjemme (som en brasilianer til gengæld vil have svært ved at forst omfanget af ). Sjovt nok er begge traditioner formelt bundet op til kristendommen, men ligesom juletræer og hjerteklip, flæskesteg og rigelig med mjød ikke har meget med Jesus at gøre, har karnevalet i Brasilien (i dets mange former) ikke meget med den katolske kirke at gøre – hvilket vist er åbentlyst når man ser videoen fra årets karneval nedenfor

Karneval 2010

Og som det fremgår af den lille film om karnevalet i Rio de Janeiro i 1955, er der sket ikke så lidt siden

og i 1955

Det meste af Rio’s karneval foregår forøvrigt i klubber. Hvis nogen derfor skulle finde på at tage til karneval i Brasilien og ønsker “smæk for skillingerne”, vil jeg anbefale at man tager til El Salvador i Bahia i stedet, – her foregår det hele udenfor.

Til gengæld er det altid anbefalelsesværdigt at besøge en af Rio’s sambaskoler når de “øver”. Især vil jeg anbefale Salgueiro, der efter min mening har det bedste slagtøj. På mange måder kan et sådan besøg være en større oplevelse end selve karnevalet. For her får man en lidt større forståelse for hvor stort karnevalet er, også resten af året.

Brasilien og den væmmelige liberalisme.

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

Continue reading Brasilien og den væmmelige liberalisme.

Da kopper koloniserede Amerika

Indians-Of-Brazil-Mourning-Over-A-Dead-Man

I Weekendavisens tillæg “Ideer” er der i denne uge en spændene og for Latinamerika yderst relevant artikel om sygdommes betydning for vores udvikling. Som eksempel på sygdommes afgørende betydning bruges netop udviklingen i de første 100 år efter efter at spanierne og portugiserne ankom til “den nye verden” fra 1492 og frem. Det anslås, at der i en perode på 50-100 år døde op mod 90-100 mio. indfødte som følge af de sygdomme Europæerne bragte med sig. Først og fremmest af kopper. Derimod var den eneste sygdom, som Europæerne bragte med tilbage syfilis, der nok var uhelbredelig frem til vores tid, men hvis effekt på ingen måde kan sammenlignes med den hærgen som kobber adstedkom. Forklaringen er egentlig lige så banal som den måske er overraskende. Europæernes modstandskraft, og indianernes manglende ditto, skyldtes at man i Europa holdt husdyr, mens det stort set var et ukendt begreb i den “nye verden”. Det var af betydning fordi vi gennem tiden har fået en lang række af vores sygdomme netop fra vores husdyr og deres mikroorganismer.

Man kan lidt firkantet sige, at vores husdyrs mikroorganismer sikrede den hurtige og bemærkelsesværdigt lidt mandskabskrævende kolonisering af Latinamerika ved at slå den indfødte befolkning ihjel. Continue reading Da kopper koloniserede Amerika

Brasilien – “No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

I midten af forrige århundrede var det en joke blandt befolkningen, at hvis Brasilien var “O pais do futuro” (Landet af i morgen), så måtte udviklingen ske om natten. Vittigheden dækkede over at Brasiliens vækst, præget som den var af storstilede statslige planer og lige så store armbevægelser igen og igen oplevede perioder med store eksterne – og interne balanceproblemer, høj inflation og en ustabil økonomi.

4609LD1Omfanget af ressourcer der de sidste 60 år er gået til vanvittige projekter eller bare er forsvundet er da også af gigantiske dimensioner. Og mens gælden har skulle betales af alle – og primært er blevet  det af den fattige del af befolkningen, så har “frugterne” af investeringerne været forbeholdt en mindre priviligeret gruppe (offentlige ansatte, politikere, kapitalister og arbejdere i de priviligerede sektorer).

Continue reading Brasilien – “No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

Når “The War on Drugs” bliver til borgerkrig – “Vila Kennedy” i Rio de Janeiro under beskydning for 3. dag i træk

"Politiforretning" i Rio de Janeiro
"Politiforretning" i Rio de Janeiro

Vi har tidligere skrevet de voldelige bandesammenstød i Rio de Janeiros slumkvarterer. I de sidste 3 dage har slumkvarteret Vila Kennedy været rammen om kampe mellem “Commando Vermelho”, der “ejer” kvarteret og “Terceiro Commando Puro”, der har base i den nærliggende slumkvarter”Vila Aliança”.  Der er ikke rapporter om døde, men i lørdags blev 6 beboere ramt af vildfarende kugler. Kampene kommer kun 14 dage efter at lignende kampe efterlod flere end 10 døde ud over en nedskudt politihelikopter – læs mere her. Dengang foregik det i den nordlige del af byen, denne gang er det i den østlige del (og til alle potentielle turister – det er langt fra “zona sul”) den fortsatte kamp om narkotika markedet udspiller sig.

Continue reading Når “The War on Drugs” bliver til borgerkrig – “Vila Kennedy” i Rio de Janeiro under beskydning for 3. dag i træk

Socialdemokratiet i Brasilien tager afstand fra Hugo Chavez Venezuela

Lua og chavez
Lula og Chavez

Det brasilianske senats udenrigskomite vedtog i forgårs, at bakke op om Venezuelas anmodning om at blive medlem det sydamerikanske handelssamrbejde, Mercosur. Afstemningen passer perfekt med præsident Lulas besøg hos Hugo Chavez i Caracas, der startede samme dag. Her skal han og Chavez skrive under på en række ordrer til brasilianske selskaber i mia. klassen. Der var dog langt fra enighed i kommiteen og  det kan få betydning på længere sigt, at medlemerne fra Brasiliens Socialdemokrati (PSDB), stemte mod optagelse af et Venezuela med Hugo Chavez i Mercosur.

Forslaget mangler at vedtages i Senatet, hvilket er en formsag. Sammen med Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB) under ledelse af den skandaleombruste præsident for senatet, José Sarney,  kontrollerer Partido Trabalhador (PT) samt en række mindre partier denne.

Præsident Lula har meget kraftigt anbefalet optagelsen af Venezuela i Mercosur, der ud over Brasilien, består af Argentina, Uruguay og Paraguay, med Chile, Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia som associerede medlemmer. Herefter mangler (givet at senatet følger udenrigsudvalgets indstilling) kun Paraguay at tage stilling til Venezuelas optagelse.

Continue reading Socialdemokratiet i Brasilien tager afstand fra Hugo Chavez Venezuela

Simonal, Brasiliens første (sorte) musikalske superstjerne – fra stjerne til paria

Wilson Simonal 1938-2000

Wilson Simonal blev født i den fattige forstad Água Santa (helligt vand) i 1938,og vokesde op hos en mor der som mange andre sorte kvinder ernærede sig som vaskekone og hushjælp. Wilson Simonal er synonym med musikstilen “Pilangre” (piratmusik), der efterfulgte Bossa Nova som tidens mest populære musikstil i Brasilien i midten af 1960erne. “Pilangres” kendetegn er at man blander alle former for musik fra samba over jazz til soul og rock, – så længe det bare fungerer sammen – og det fungerede i den grad sammen for Simonal, der hastigt blev ikke kun en af Brasiliens højest betalte og bedst sælgende kunstnere med eget TV-show i selve Brasilien, men også i resten af Sydamerika og i mindre grad i USA og Europa (ikke mindst Sydeuropa).

Legendarisk er en koncert på Maracana i 1969 med en række af tidens populære brasilianske kunstnere (bl.a. Sergio Mendes) hvor 30.000 tilhørere ikke ville slippe Simonal, der fuldstændigt stjal showet. Efter at have domineret musikscenen i anden halvdel af 1960erne og banet vejen for musikere som f.eks. Brasiliens nuværende kulturminister Gilberto Gil, “Brazilian soulbrother number one” Jorge Ben Jor” og en lang række andre (dengang) unge kunstnere, der efterfølgende har indtaget helt centrale roller i Brasiliansk musik , forsvandt han nærmest ud af den brasilianske bevisthed i løbet af 1970erne, for først næsten 40 år senere at blive “rehabiliteret”.

Continue reading Simonal, Brasiliens første (sorte) musikalske superstjerne – fra stjerne til paria

Kampen om (narko)markedet i Rio de Janeiro

I den forgangne uge gik voldsomme TV-billeder af en politihelikopter der styrtede ned efter at være blevet ramt af kugler under et opgør mellem to af Rio de Janeiros bander verden rundt, – se nedenstående video fra SBT, en af de store landsdækkende TV-kanaler. At historien også vakte opsigt udenfor Brasiliens grænser skyldes nok primært de spetakulære billeder, for bandeopgør og militærpolitikfolk i kort- eller langvarige og ofte blodige ildkampe i en af byens utallige farvellaer har desværre i efterhånden mange år været en tilbagevenden begivenhed.

Centralt står kanpen om narkotikamarkedet mellem de 3 dominerende bander;  Comando Vermelho (Den røde kommando), Amigos dos Amigos (Vennernes venner) og Terceiro Comando Puro (Den 3. kommando). Kampene i sidste uge, der kostede 25 mennesker livet (de fortsatte kampe har indtil i går fredags kostet i alt 42 mennesker livet), heriblandt to politifolk blev denne gang udløst af kampe mellem “Den røde kommando” og “Vennernes venner”.

Continue reading Kampen om (narko)markedet i Rio de Janeiro

Søndag eftermiddag i Rio de Janeiro

Et par af de fordomme jeg oftes møder, når jeg fortæller om min tilknytning til Rio de Janeiro er, at de vist alle spiller gudefodbold og er gode til at danse. Jeg kender nu en del brasilianere der er mindst lige så elendige til at spille fodbold som mig selv (omend en kulturel forskel kan være, at det mener de ikke nødvendigvis selv der er). Men som det fremgår af nedenstående lille video optaget i parken ved det tidligere præsidentpalads i Rio de ‘Janeiro en søndag eftermiddag, er det heller ikke nødvendigt at kunne danse for at være med. Det er “en gammel” tradition af kvarterets ældre og pensionister, rig eller fattig, mørk eller lys, mødes hver søndag i parken, hvor der danses, spilles og synges med på de gamle – og nyere sange i det altid voksende katalog af Rio de Janeiro’s folkelige musiktradition, Sambaen – i alle dens mange former.

Clementia de Jesus
Clementia de Jesus

Det bør tilføjes, at “gammel tradition” skal forstås efter brasiliansk målestok. Det kan hænde, at det er noget man har gjort i et par årtier. Muligvis er der ingen der rigtig ved hvordan det er startet, og nok kan man få en historie om det, men om det passer skal man nok ikke regne med – det handler om at være til stede i nuet.

Hvorom alting er, så var Sambaen, hvor vi måske på vores breddegrader mest kommer til at tænke på den spektakulære udgave af den, som den spilles og synges ved de store karnevalsoptog, var langt op i det 20 århundrede ugleset i de “finere” dele af befolkningen – inklusiv den (venstreorietnerede) interlektuelle elite. Det var reelt først fra 1950erne og frem, i takt med at bossa nova, en jazzifiseret og mere rafineret udgave af den folkelige samba, blev populær, at det blev en accepteret musikgenre.

Så sent som i 1980erne var min hang til “folkelige” kunstnere som Clementina de Jesus og Martinho Da Vila ikke velset. Og for en af mine venstreorienterede interlektuelle (revolutionær, uddannet historiker og medlem af Partido Trabalhador) bekendte var det decideret pinligt, da jeg en gang bad hende om at købe en bestemt plade med netop Clementina de Jesus – det var bare for folkeligt.

Det hjalp dog en del, da jeg kunne fortælle hende, at en af de “rigtige” – det vil sige venstresnoet og kendt i Frankrig – kunstnere, nemlig Chico Buarque, havde fremhævet netop Clementina de Jesus som en stor kunstner – og at hun forøvrigt havde optrådt i netop Frankrig .

Heldigvis lider de fleste almindelige mennesker udenfor den intellektuelle elite ikke af den slags overfladisk pjat – enten kan de lide det de hører eller også kan de ikke. Og så er der tale om en aktivt levende tradition, godt hjulpet på vej af (og det er til gengæld rigtigt) af en høj grad af musikalitet og aldrig manglende mennesker der rent faktisk kan spille et instrument. Jeg ved ikke med læseren, men jeg vil unægtelig til enhver tid foretrække en god gang samba frem for dansk “1-2-3-4 og nu klapper vi i takt, mens vi sejler op af åen” samvær, når jeg bliver gammel.

Og vel er lemmerne blevet noget stivere, og vel er det ikke alle der har lige meget styr på rytmer og motorik, men hvad gør det når solen skinner og man hygger sig med gamle venner?