Niels Westy – Page 8

Arven efter Hugo Chavez

Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land.

Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.

Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.

Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.

Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.

Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez, er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.

Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.

Continue reading Arven efter Hugo Chavez

Argentinas årlige inflation over 25 %

Den argentinske opposition offentligjorde i fredags deres bud på den reelle argentinske inflation. Ifølge deres beregninger (som udføres anonymt, fordi regeringen har gjort det ulovligt at foretage og offentliggøre alternative bud på inflation), var inflationen fra oktober til november på 1,81 %, svarende til en årlig inflation på 25,4 % de seneste 12 måneder.

Det var den højeste inflation i de 18 måneder, hvor et særligt udvalg bestående af ledende kongresmedlemmer fra oppositionen månedligt har offentliggjort deres bud på den reelle inflation

Samtidig må man konstatere, at selv om den økonomiske aktivitet har været faldende gennem året, har det ikke medført faldende inflation, tværtimod. INDEC er ikke kommet med officielle tal endnu for inflationen i november, men de forventes at ligge på det halve.

Den argentinske stat har siden 2007 konsekvent manipuleret med tal for inflation. Både IMF og Verdensbanken refererer normalt til de alternative tal fra kongressen. Det er ikke kun officielle tal for inflation, som er under kritik. Beregninger for økonomisk vækst og BNP kritiseres også for at være manipuleret.

Bye bye Brazil?

Ved denne tid sidste år, drømte Brasilien om, at 2012 ville blive et bedre år end 2011. Finansminister Mantega forventede således, at BNP ville vokser med mere end 4 %. Desværre gik det modsat. Hvor økonomien voksede med 2,7 procent, forventes årets vækst ifølge de seneste tal fra den brasilianske nationalbank at lande på sølle 1 % i år. Selv om 2013 forventes at blive en del bedre, revideres forventninger hele tiden ned, som det fremgår af figuren til venstre, som er hentet fra The Economist.

Man er mile vidt fra boom-året 2010, som endte ud med en vækst på 7,5 %. Det var dog primært resultatet af øget offentligt forbrug og massiv ekspansion i kreditgivningen. Formålet var at Lula’s afløser, Dilma Roussef, blev valgt. Den del af operationen lykkedes også. Men til gengæld er man nu begyndt at tvivle på, hvorvidt hun vil være i stand til at opnå genvalg i 2014.

At den økonomiske vækst er langt lavere end hvad man har forestillet sig skal dog ikke primært lægges Dilma Rousseff til last.

Hvis det kommer bag på nogen, at Brasilien ikke er i stand til at opretholde høje vækstrater, skal jeg minde om, at det har man faktisk ikke været i stand til siden 1970erne. Se også nedenstående sammenligning af Brasiliens økonomiske vækst i forhold til hele Sydamerika.

Det mest overvurderede af BRIK landene?

Som jeg har skrevet om før på denne blog kan Brasilien ikke klage over manglende tiltro fra resten af verden, tværtimod. Jeg har gang på gang undret mig over den tilsyneladende blinde tiltro til Brasiliens vækstmuligheder som endda fortsat ses nogle steder. således har jeg, som oplægsholder, flere gange gennem de seneste år oplevet tilhører blive synligt irriterede, når jeg påpegede at Brasilien ikke historisk har været den vækstsucces, mange tror. Sidste gang man oplevede en længere periode med høj vækst, ligger helt tilbage i 1970erne

Og en af mange problemer er en infrastruktur, som ikke er forenlig med tilfredsstillende vækstrater

Ovenstående figur viser udviklingen i henholdsvis “sociale investeringer” og investeringer i infrastruktur 1930-2000. Fra i gennemsnit at have foretaget investeringer svarende til 5,4 % af BNP i 1970erne, faldt det til 3,6 % i 1980erne, 2,3 % i 1990erne I nuller har niveauet ligget helt nede på 2,15 %. Hermed har investerings-niveauet de seneste 20 år været ca. det halve af det nødvendigt, for at opretholde en “fornuftig” langsigtet økonomisk vækstrate (over 4 %).

Infrastrukturen har af historiske grunde altid været Brasiliens Akilleshæl. Internationalt rangerer Brasilien under Indien med hensyn til udbygning af vejnet. Mere end 90 % af det samlede vejnet er ikke asfalteret, og der eksisterer stort set ingen motorveje. Det er med til at fastholde meget høje transportomkostninger.

I et interview i sommers med Brasiliens største avis, Globo, understregede tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso (1994-2002), at Brasilien i modsætning til Kina, ikke kan tillade sig at forsøge at stimulere den indenlandske økonomiske aktivitet ved øget forbrug. Ifølge Cardoso er øgede investeringerne i infrastruktur helt afgørende for økonomien. Det er kun er muligt ved at begrænse det offentlige forbrug.

Brasilien er ved at løbe tør for muligheder

Grundlæggende er problemet, at man er ved at løbe tør for nemme løsninger. Priserne på verdensmarkedet for Brasiliens primære eksportvarer er fortsat høje, men ikke længere stigende. Kreditekspansionen til private forbrugere, som trak væksten for et par år siden, er ikke længere mulig. De har travlt med at betale af på de lån, som har finansieret deres køb af biler og tv mv., og har ikke råd til at sætte sig i yderligere gæld.

Lav arbejdsløshed indebærer desuden, at der hurtigt vil opstå flaskehalsproblemer med deraf følgende lønpres, hvorved en i forvejen ringe konkurrenceevne forværres yderligere, mens der er fare for øget inflation.

Fortsat vækst skal derfor nødvendigvis komme fra produktivitet og investeringer. Det Indebærer også, at betydningen af et voldsomt bureaukrati, Latinamerikas højeste skatter, dyr kredit, elendig infrastruktur og en overvurderet valuta, nu for alvor er med til at gøre det mindre attraktivt at investere og lave forretninger i Brasilien.

Det har præsident Dilma Rousseff egentlig også erkendt for længe siden, og man har længe forsøgt at stimulere økonomien fra udbudssiden. Renterne er rekordlave (efter brasilianske forhold), hvilket har hjulpet til at svække valutaen og dermed gavne konkurrenceevne og indtjening (målt i lokal valuta). Lønssumsskatter i industrien er reduceret, ligesom elafgifter er sænket og endelig har man inviteret private investorer til at opgradere lufthavne, vejnet og det endnu mere tilbagestående jernbanenet.

Lige lidt synes det dog at hjælpe. De samlede investeringer ligger på kun 18,7 % af BNP, mens de udgør 30 % i Peru og 27 % i Chile og Colombia, som i dag vokser langt hurtigere end Brasilien. Både Peru og Colombia forventes at overhale Brasilien målt på BNP per capita indenfor få år. Chile har naturligvis længe været langt mere velstående end Brasilien.

Det centrale problem er Brasiliens forkærlighed for planøkonomi frem for markedsøkonomi

Private investorer er afventende – ikke kun på grund af konjunkturerne – men også på grund af den høje grad af detailregulering og indblanding fra offentlige myndigheder. Kort fortalt er problemet, at konsensus grundlæggende ikke har ændret sig siden militærstyrets dage. Den største forskel synes at være, at hvor militæret foretrak investeringer i infrastruktur, foretrækker civile regeringer “sociale investeringer”.

Sidstnævnte er muligvis godt for indkomstfordeling og for opbakningen på valgdagen, men førstnævnte er absolut nødvendige for at sikre fortsat vækst. Derudover har det været et gennemgående træk gennem det meste af det 20. og starten af det 21. århundrede, at man foretrækker planøkonomiske løsninger frem for markedsløsninger. At Dilma Rousseff inviterer private aktører med til investeringer i vejnet, luftfart og jernbanenet, sker alene af nød og ikke fordi man mener at det er det mest effektive.

Dilma Rousseff udfordring er, at præsidentvalget i 2014. Hendes valgsejr i 2010 blev sikret ved at booste væksten det år. Men dette nummer kan ikke gentages. Fortsat reallønsfremgang kræver fortsat økonomisk vækst. Rousseff er ikke i samme heldige situation som Fernando Henrique Cardoso, som blev valgt fordi han kom den kronisk skyhøje inflation til livs, eller Lula som blev genvalgt til en ny periode, fordi han blev associeret (lidt uretfærdigt, da æren primært må tilskrives forgængeren) med forbedrede forhold for millioner af fattige brasilianere.

Spørgsmålet er så, om Rousseff har noget vælgerne kan lide, når valgdagen oprinder. Jovist, hun har vist handlekraft når det kom til korruption – hun har fyret flere ministre – men spørgsmålet er hvor meget det reelt tæller hos vælgerne, når det kommer til stykket. Formentlig ikke ret meget. Det skal dog understreges, at Rousseff på nuværende tidspunkt fortsat er meget populær. I en meningsmåling for nylig, angav mere end trefjerdele af de adspurgte, at de anså præsidenten som enten god eller fremragende.

Indtil videre har man fra regeringens side i lang tid lavet prognoser, som skulle indikerer, at der er bedre tider på vej. Men det synes primært at være ønskedrømme. Den reelle vækst i 3. kvartal endte kun på det halve (0,6 %) af det forventede. Svagere valuta, lavere renter, og lavere omsætningsafgift på biler og hårde hvidevarer var ikke nok. På trods af de dårlige tal, fastholder finansminister Mantega, at væksten til næste år bliver på 4 % og i 2015 ender på 5 %. Hvilket der dog er færre og færre som tror på.

Noget andet er så. om det vil gøre den store forskel hvis landets næste præsident kom fra et andet parti, formentlig PSDB (Brasiliens socialdemokrati. I modsætning til Chile, Peru, Colombia og nu også Mexiko, står fortalerne for en tilnærmelse til en egentlig fri markedsøkonomi svagt.

Brasiliens forkærlighed for statskapitalisme, hvor staten er den centrale spiller og udpeger de sektorer som der skal satses på, har en lang forhistorie, helt tilbage til det 19. århundrede. Hvis Brasilien for alvor skal bryde med de seneste 25 års relativt lave vækst i forhold til andre lande i regionen, kræver det et paradigmeskifte. Et sådan skal man næppe forventer sig i en overskuelig fremtid.

Desværre ser det ud til at Brasiliens drøm om at blive landet af i morgen fortsætter med at være netop blot en drøm. Dermed ikke sagt, at man ikke fortsat vil opleve vækst, eller at der er risiko for venezuelanske eller argentinske tilstande. Men der er forskel på moderat vækst (ca. 1,7 procent per indbygger om året de seneste 20 år) og de vækstrater som andre lande i regionen har formået at opnå og forventes at opnå i de kommende år. Hvor det 20. århundrede var vidne til at Brasiliens BNP per indbygger steg hastigere end regionen i gennemsnit, har det forholdt sig omvendt de seneste 20-25 år. Desværre ser den tendens ud til at fortsætte i de kommende år.

Farvel til den gamle verden, hallo til den nye

I perioden fra midt i det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede udvandrede millioner af spaniere til de tidligere kolonier i Latinamerika og Brasilien. De seneste halve århundrede har nettovandringerne været omvendt. Ringe økonomiske muligheder i Latinamerika og omvendt hastig vækst i Spanien, medførte tværtimod en stigende og hastig indvandring til Spanien. sådan er det ikke mere. Mens der i de 10 år frem til 2007 var en tilstrømning på ca. 1,5 millioner indvandrere fra Latinamerika, går strømmen, lige som for 100 år siden, nu den anden vej.

Et Spanien i dybe økonomiske problemer, og fornyet økonomisk vækst i store dele af Latinamerika, indebærer både at mange latinamerikanere vælger at vende hjem – således valgte ca. 20.000 colombianere og 40.000 ecuadorianere at vende hjem i 2011, men også især unge spaniere vender i stigende omfang Europa ryggen og flytter til Latinamerika.

Spanierne er ofte veluddannede (på papiret). Spanske universiteter har godt nok ikke det bedste ry i Europa, men i Latinamerika er det forbundet med betydelig prestige at have læst i Europa, også i Spanien.

USA og Latinamerikas samhandel sætter ny rekord

Trods diplomatisk spænding mellem nogle lande i Latinamerika og USA, synes samhandlen mellem Nord- og Sydamerika kun at kende en vej – op, op , op.

Således er samhandel steget 20 procent siden sidste år – i en periode hvor den globale samhandel kun er steget få procent. USA står for 41 procent af den globale eksport til Latinamerika, der dermed er lige så betydningsfuld for USA’s eksport som Europa og Afrika tilsammen! Latinamerika er dermed USAs vigtigste samhandelspartner og f.eks. samhandlen med Colombia alene er dobbelt så stor som med Rusland.

Ifølge “Congressional Research Service” steg handlen mellem mellem USA og Latinamerika med 82 procent i perioden 1998 til 2009, mens den kun steg med 72 procent i forhold til Asien, 52 procent i forhold til EU og 64 procent i forhold til resten af verden .

Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?

En af de mest sejlivede myter på venstrefløjen er at Colombia er plaget af systematisk forfølgelse og drab på fagforeningsmedlemmer. Myten er så sejlivet at den i brede kredse anses for at være en selvfølgelighed, men er den nu også det?

Herhjemme viderebringer 3F naturligvis med stor iver myten om den systematiske forfølgelse og i forbindelse med en indgået frihandelsaftale mellem EU samt Colombia og Peru, blokerer en socialdemokratisk ledet gruppe af Europa-Parlamentsmedlemmer netop med henvisning til overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af fagforeningsmedlemmer i Colombia. Som det danske medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Ole Christensen, skriver i en kronik i Børsen (kræver abonnement for fuld tekst) den 3. september under overskriften “Rettigheder før profit i Sydamerika”:

Jeg sætter menneske- og arbejdstagerrettigheder over økonomisk gevinst for EU, erhvervslivet i Peru og Colombia, samt de selskaber, der inviteres til landet gennem aftalen. Derfor er jeg forbeholden. Og det med god grund, når man ser på den række af grove forbrydelser mod befolkningen i Colombia, der har krævet ret over deres jord og retten til at organisere sig. Den systematiske kamp mod fagbevægelsen over en årrække har betydet, at der i dag kun er knap 3 pct. fagligt organiserede tilbage.

Og når man ser på de årlige opgørelser over antallet af myrdede fagforeningsmedlemmer optræder Colombia da også konsekvent med det højeste antal ifølge tal fra den internationale fagforeningsorganisation, ITUC. I 2011 skulle 29 ud af 76 mord på fagforeningsfolk på verdensplan være sket i Colombia.

Ofte henvises der også til, at næsten 3.000 fagforeningsfolk er myrdet de seneste 25 år i Colombia. Hvad man ofte glemmer at nævne er at det samlede antal myrdede i samme periode er flere hundrede tusinde. I samme periode er antallet af registrerede mord i mere end 350.000. Siden 2002 er mordraten faldet drastisk i takt med at FARC og paramilitære grupper er blevet nedkæmpet eller afvæbnet og i 2011 blev der “kun” registreret ca. 13.500 mord, heraf 29 på fagforeningsmedlemmer. Det laveste antal i årtier.

Og de rapporterede mord på fagforeningsmedlemmer er vitterlig de som er medlemmer af en fagforening. Der er ikke tale om at man vurderer hvorvidt deres død skyldes fagforeningsaktivitet eller ej.

Edward Schumacher-Mato fra Harvard, har på baggrund af domfældelser nået frem til at under 20 procent af mordene på medlemmer af fagforeningsfolk kan angives af være knyttet til ofrenes fagforenings aktiviteter. Det indebærer altså, at ud af de 29 myrdede fagforeningsmedlemmer i 2011, må det forventes at kun 5-6 af disse er slået ihjel på grund af deres tilknytning til en fagforening. Det er naturligvis stadig beklageligt, men kan det angives at være udtryk for systematisk forfølgelse?

Systematisk forfølgelse kan efterprøves statistisk

Hvis der var tale om en systematisk forfølgelse burde det kunne ses i mordraten for fagforeningsmedlemmer i forhold til mordraten i almindelighed.

Som det fremgår af ovenstående figur topper antallet af mord på fagforeningsmedlemmer i midten af 1990erne, ligesom man har en mindre stigning mellem 2000 og 2002, hvorefter der er er et kraftigt fald. Af figuren ovenfor til højre ses hvor stor en andel af de samlede mord, shvor ofret har været medlem af en fagforening. som det fremgår er den på intet tidspunkt ud over 1996 over 1 procent af det samlede antal mord, mens den de senere år har nærmet sig 0,2 procent af de samlede mord.

Sammenligner man den generelle mordrate og mordraten for fagforeningsmedlemmer fremgår det da også tydeligt, at risikoen for at blive myrdet er væsentligt lavere for fagforeningsmedlemmer end for befolkningen generelt. Således var den ca. 7 gange lavere i 2008.

I en analyse “Is Violence Against Union Members in Colombia Systematic and Targeted?” fra 2009 forsøger Daniel Mejia og María José Uribe at finde ud af om der er statistisk belæg for at der skulle finde en systematisk forfølgelse sted af fagforeningsfolk.

Herunder prøvede de via en regressionsanalyse at se om man på delstatsniveau kunne finde en sammenhæng mellem forskellige former for arbejdskonflikter og mord på fagforeningsmedlemmer. Det var ikke muligt.

Den eneste signifikante sammenhæng som kunne konstateres var, at de fattigste og mest voldelige delstater også registrerede de højeste antal mord på fagforeningsmedlemmer.

Kan forklaringen virkeligt være så simpel?

Noget kunne tyde på at den væsentligste grund til den udbredte myte om den systematiske forfølgelse af fagforeningsfolk i Colombia er det simple faktum at der er nogle som påstår det og måden man registrerer mord på (læs, at man ikke vurderer hvorvidt medlemmer af fagforeninger er slået ihjel på grund af deres fagforeningsaktiviteter eller ej). Det virker næsten for banalt til at være sandt. Men se lige på nedenstående tabel over mord på fagforeningsmedlemmer i Colombia, Guatamala og Venezuela. Som det fremgår er der meget stor forskel på ITUCs tal fra de tre lande og så hvad NGOere i Guatamala og Venezuela kommer frem til.

Man må naturligvis begræde den høje vold og de mange mord i Colombia, og Venezuela og Guatemala, som i dag begge har høejre mordrater end Colombia. Det er slående at vi intet har hørt om eventuel systematisk forfølgelse i Venezuela – og det er heller ikke sikkert en sådan finder sted.

Et er dog sikkert, der er intet som tyder på at fagforeningerne i Colombia har været eller bliver udsat for systematisk forfølgelse.

Til gengæld har de seneste årtiers konflikt i Colombia medført at opbakningen til venstrefløjen er stort set ikke-eksisterende.

colombia politik — Colombianerne ser sig selv som centrum-højreorienterede (2011)

Ovenstående figur er hentet fra det internationalt ansete uafhængige chilenske analyseinstitut Latinobarometro, som i de sidste 20 år har fortaget intensive analyser af latinamerikanernes holdninger på en lang række områder.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at der er stor opbankning til landets centrum-højre regering under ledelse af præsident Manuel Santos (Partido de la U).

Det fremgår også tydeligt at fagforeningernes troværdighed er meget lav. således har 2/3 af befolkningen ingen eller kun lidt tiltro til landets fagforeninger.

Det er måske den væsentligste grund til at kun 3-4 procent arbejdsstyrken er medlem af en fagforening.

Bliver Bolivia næste medlem af Mercosur?

Efter Venezuela endelig blev optaget i Mercosur (efter Paraguay var blevet suspenderet frem til 2013) er det måske nu Bolivia som står for tur. Støttet af Uruguay, som ønsker flere medlemslande for at mindske Argentinas og ikke mindst Brasiliens dominans, forventes de formelle forhandlinger om fuldt medlemskab af Mercosur, at begynde i 2013.

Uruguay har formandsposten i første halvår af 2013, og de to landes udenrigsministre har ifølge diplomatiske kilder allerede lagt en køreplan.

Bolivia er sammen med Chile, Colombia, Peru og Ecuador allerede associeret medlem.

mercosur — Bolivia og Uruguays udenrigsministre Alurralde (TV) og Conde

Brasilien: Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Efter valgåret i 2010, hvor økonomien buldrede afsted og voksede med ca. 7 procent, er den økonomiske vækst styrtdykket og forventes at ende på ca. 2 procent i 2012. Som tidligere påpeget her på bloggen, har den brasilianske vækst set over en årrække ikke været imponerende. Den gennemsnitlige vækst har de seneste 10 år været lavere end gennemsnitsvæksten for hele Latinamerika. Fra omkring 1980 at have et BNP per indbygger svarende til gennemsnittet for hele Latinamerika, er BNP per indbygger i dag lavere end gennemsnittet for hele Latinamerika.

Brasilien har behov for reformer og et paradigmeskifte

En væsentlig grund til den manglende vækst og udvikling (hvis man sammenligner med andre dele af Sydamerika) skal findes i den “brasilianske model”, hvor staten spiller en helt central rolle. Godt nok blev der gennemført reformer i 1990erne, hvor økonomien blev åbnet forsigtigt op mens man frasolgte en række statsejede virksomheder. Men der var ikke tale om et paradigmeskifte, som vi har oplevet det i f.eks. Chile og Peru. Reformprocessen kan bedst beskrives som en delvis tilpasning af den brasilianske model, som sikrede at systemet overlevede. Mens præsident Collor de Mello kan gives æren for at lukke økonomien op, må den efterfølgende regering under Fernado Henrique Cardoso (FHC) tildeles æren for en række markedsreformer og frasalget af statsejede virksomheder.

En lang række nødvendige reformer blev dog aldrig eller kun i begrænset omfang gennemført, herunder pensionsreformer, arbejdsmarkedsreformer og effektivisering af den finansielle sektor. En væsentlig årsag var at FHCs parti, PSDB, aldrig havde flertal men var afhængig af andre partier, især det store PMDB. Sidstnævnte var absolut ikke begejstrede for FHCs af kritikerne betegnet “neoliberale” og landsskadelige reformer. Partido dos Trabalhadoras (PT) og senere præsident Lula stemte imod alle reformer.

Det var også grunden til den at der var stor nervøsitet, da Lula i 2002 vandt præsidentvalget. Mens det kan beklages at PSDB ikke havde det nødvendige flertal i 1990erne til at gennemføre alle ønskede og nødvendige reformer, er det nok Brasiliens held, at Lula og PT hverken i 2002 eller senere i hans regeringstid havde absolut flertal. Og de måtte samarbejde med PMDB.

Som det er de fleste bekendt blev Lula en fantastisk populær præsident både indenlandsk og i resten af Latinamerika. Og selv om hans første præsidentperiode endte i beskyldninger om korruption i form af stemmekøb (den såkaldte mensalao), blev han genvalgt med overvældende flertal i 2006. siden han trådte tilbage i starten af 2011 er billedet af ham dog delvist krakkeleret. Dels på grund føromtalte korruptions-skandale, som ikke er afsluttet – retssagen mod en del af de involverede er ikke afsluttet, og dels fordi manglende fortsatte reformer og en fortsat nedprioritering af offentlige investeringer i infrastrukturen effektivt hæmmer Brasiliens vækstmuligheder.

For at økonomien kan revitaliseres er der brug for et reelt paradigmeskifte og erkendelse af frie markeders betydning for varig vækst og velstand.

At Brasilien i Lulas regeringstid oplevede en fornuftig – men bestemt ikke prangende vækst – skyldtes primært kombinationen af reformerne fra 1990erne, som Lula ikke fik mulighed for at rulle tilbage, samt ikke mindst et boom i priserne på Brasiliens traditionelle eksportprodukter.

Høje skatter og elendig infrastruktur

Desværre blev boomet fra årtusindets start og frem formøblet i regeringens jagt på umiddelbar popularitet. Og som det fremgår af vedstående figurer steg de federale udgifter (eksklusiv investeringer) langt hurtigere end BNP. Blandt andet steg både beskæftigelse og lønninger kraftigt (hurtigere end i den private sektor).

Man må ærligt talt undre sig over at det først er indenfor det seneste år at internationale medier er blevet mere forbeholdne overfor Brasiliens fremtidsudsigter. Allerede da Lula overtog magten i 2003 stod det klart at man havde behov for betydelige investeringer i infrastrukturen. I forbindelse med gældskrisen fra begyndelsen af 1980erne og frem, var udbygningen af denne stort set gået i stå.

Det fremgår ligeledes af sammensætningen af de federale budgetter, at man fortsat ikke har gennemført de nødvendige pensionsreformer. Nok har man formået at skærpe kravene lidt, men størstedelen af den brasilianske befolkning kan stadig gå på pension fra de er i begyndelsen af 1950erne, mens de offentlige pensioner fortsætter med at være absurd høje.

Ret skal være ret. Det er ikke rimeligt alene at lægge ansvaret på den tidligere præsident Lulas skuldre. Også Fernando Henrique Cardoso varv ikke i stand til at gennemføre de nødvendige reformer i hans regeringstid, bl.a. på grund af modstand fra PT.

Problemerne er således blevet overdraget til den nuværende præsident, Dilma, som på mange måder har overraslet positivt. Som jeg skrev om her på bloggen sidste år, har hun i modsætning til Lula, rent faktisk handlet på beskyldninger mod ministre og andre om korruption. Indtil videre har hun fyret 7 ministre, og selv om hun var minister under Lula, anses hun ikke for at have været indblandet i skandalen.

Også på andre måder har hun lagt afstand til Lula. Således har Dilma åbent anerkendt betydningen af reformerne i 1990erne for den efterfølgende rimelige økonomiske udvikling i 0’erne.

Og indenfor det seneste år har man så lanceret planer for at inddrage privat kapital i udbygningen af infrastrukturen, der er ganske elendig. Internationale sammenligninger placerer Brasiliens infrastruktur til at være ringere end både Kinas. Ruslands og Indiens.

At man indrager privat kapital skal dog ikke opfattes som et paradigmeskifte. Der er bare ikke andre muligheder, med mindre man vil skære dybt andre steder i de offentlige finanser. Skatterne er i forvejen Latinamerikas højeste og konkurrenceevnen overfor udlandet er faldet drastisk, bl.a. fordi man har oplevet en historisk lav vækst i effektiviteten over de seneste 10 år. Regeringens svar på det har i første omgang været øget protektionisme, billig kredit samt lavere skatter og afgifter for udvalgte sektorer.

På det seneste har de store diskussion drejet sig om regeringens plan for øgede investeringer i infrastruktur, som i vid udstrækning skal ske via private investeringer (betalingsveje), hvilket kun i ringe omfang har været brugt før. Planen kommer i hælene på at regeringen sidste år måtte indse at den ikke ville være i stand til at udbygge landets lufthavne til at håndtere de kommende verdensmesterskaber i fodbold, og derfor udliciterede driften af flere lufthavne til private sidste år.

Som det fremgår af nedenstående graf over sociale- og infrastruktur investeringer, falder sidstnævnte drastisk som andel af BNP i slutningen af 1990erne.

Men i det mindste viser regeringens beslutning at brasilianerne – i modsætning til f.eks. Argentina, Bolivia og Venezuela – at når det kommer til stykket er man langt mere pragmatisk. Der er heller ikke grund til at investorerne skal frygte evt. fremtidige kovendinger hos regeringen. Brasilien har ikke haft for vane at nationalisere i nyere tid.

Desværre er de foreslåede investeringer, svarende til ca. 1 procent af BNP, alt for små til for alvor at gøre noget ved problemet. Iagtagere anslår at man skal investere mellem 4 – og 5 gange så meget, hvis man skal op på niveau med Chile og Syd Korea.

Om ikke af andre grunde (bl.a. hvorvidt de foreslåede projekter overhovedet bliver til noget), er der grund til at tro, at Brasilien ser frem til en lang periode fremover med fortsat lav gennemsnitlig vækst, når sammenlignet med andre lande i regionen, ikke mindst Chile, Peru, Panama og Colombia.

Den seneste investeringspakke var forøvrigt emnet for Globus på Radio 24syv i sidste uge, hvor jeg er gæst sammen med Michael Viberg Pedersen fra DI. Indslaget starter 12 minutter inde i udsendelsen.

http://arkiv.radio24syv.dk/video/6898422/globus-21-08-2012

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

PERU-HUMALA-CREDENTIALS — Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

chavez-dilma-mujica-cristina-mercosur_sld — Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

Argentinske biografer løber tør for popcornmaskiner

Ifølge den avisen “Estadao” er Argentina ved at løbe tør for popcornmaskiner på grund af regeringens protektionistiske politik.

Den lange række af foranstaltninger til at besværlliggøre, for ikke at sige umuliggøre import, som den argentinske regering anvender for at bremse importen, har bl.a. ramt det argentinske biografpublikum da det er stort set umuligt for biograferne at skaffe nye popcornmaskiner, hvis den gamle går i stykker. Andre produkter, som der er ved at opstå mangel på er bleer, sprøjter, lægemidler (herunder til behandling af kræft), dæk og bøger.

Landets biografer har gjort opmærksom på, at hvis de ikke har mulighed for at sælge popcorn risikerer billetterne at stige med op til 50 procent, hvis der skal kompenseres for tabet af indtægter.

Men det er ikke det eneste problem for landets biografer. Det er således ikke muligt at renoverer sæderne i salene, fordi der indgår importerede materialer, som er blevet stoppet i tolden.