Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Brasiliens uforudsigelige præsidentvalg

Jeg har skrevet en kort præsentation af de 3 vigtigste kandidater ved det brasilianske præsidentvalg til Raeson. 1. valgrunde finder sted på søndag den 5. oktober. Hvis ingen får over halvdelen af stemmerne (og det sker ikke), går nr. 1 og 2 videre til anden valgrunde, som finder sted søndag den 26. oktober. De to bliver med al sandsynlighed den siddende præsident, Dilma Rousseff og Marina Silva.

Mit bud er at Marina Silva står med gode chancer for at vinde valget, hvilket jeg tidligere har redegjort for her på bloggen.

Intet er dog afgjort endnu, og ved de seneste meningsmålinger, dels Datafolha, offentliggjort i fredags, og Vox Populi mandag, står Dilma faktisk til at vinde med 4 procent over Marina i 2 valgrunde.

dollar

Udsigten til at Dilma Rousseff alligevel fortsætter som præsident har fået både aktiekurser og kursen på Real overfor dollar til at falde.

Aktieidekset på Børsen i Sao Paulo faldt således mandag med 4,5 procent, mens real ikke har været så svag overfor dollaren siden 2008.

I et valg der har vist sig at være det uforudsigelig nogensinde i Brasilien, kan alt dog fortsat ske

 

Negativ markedsføring virker

PT og Dilma har kørt en selv efter brasilianske forhold uhørt hård kampagne de seneste uger, rettet direkte mod Marina. Det ser ud til at have båret frugt. Man skal dog være klar over, at den siddende præsident og hendes støtter har 6 gange så meget fri TV-tid som modstanderne i første valgrunde. Op til det endelige valg den 26. oktober vil TV-tiden være mere ligeligt fordelt.

Samtidig er det værd at bemærke at Marina de seneste uger har tabt stemmer til både Dilma, der ligger til venstre for hende, og Aecio Neves fra PSDB, som ligger til højre. Det kan derfor ende med at blive afgørende for hendes chancer i anden valgrunde, hvorvidt PSDB vil støtte hende, når deres egen kandidat er ude efter valget på søndag.

Ifølge rygterne er der intern splid om dette i PSDB. Man har ikke glemt, at Marina ved valget i 2010, hvor hun blev nummer 3 i første valgrunde, valgte at forholde sig neutral op til anden valgrunde. Desuden er der intern uenighed om hvad der er taktisk mest fornuftig.

Mens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og partiets præsidentkandidat, Jose Serra, i 2010 er mest stemt for at man offentlig skal anbefale at man stemmer på Marina i anden valgrunde, er andre dele af partiet bange for, at man med Marina som præsident mister sin centrale position i brasiliansk politik.

Hvorvidt PSDB vælger at støtte Marina i anden valgrunde eller forholder sig neutral, kan således vise sig at blive afgørende for det endelig udfald.

Manuel Santos er storfavorit til at vinde præsidentvalget i Colombia den 25. maj.

Colombia går til vag den 25 maj, bl. a. for at vælge ny præsident. Som mange andre lande har man et to-runde system hvis ingen kandidater opnår mindst halvdelen af stemmerne.

Ifølge den seneste meningsmåling fra CNC er en anden valgrunde dog ikke nødvendig.

pollMeningsmålingen er udført af Centro Nacional de Consultoría og omfatter små 2400 respondenter. Det skal dog understreges, at CNCs meningsmålinger historisk har haft en tendens til at favorisere den siddende præsident.

Bye bye Brazil?

Brasil stalledVed denne tid sidste år, drømte Brasilien om, at 2012 ville blive et bedre år end 2011. Finansminister Mantega forventede således, at BNP ville vokser med mere end 4 %. Desværre gik det modsat. Hvor økonomien voksede med 2,7 procent, forventes årets vækst ifølge de seneste tal fra den brasilianske nationalbank at lande på sølle 1 % i år. Selv om 2013  forventes at blive en del bedre, revideres forventninger hele tiden ned, som det fremgår af figuren til venstre, som er hentet fra The Economist.

Man er mile vidt fra boom-året 2010, som endte ud med en vækst på 7,5 %. Det var dog primært resultatet af øget offentligt forbrug og massiv ekspansion i kreditgivningen. Formålet var at Lula’s afløser, Dilma Roussef, blev valgt. Den del af operationen lykkedes også. Men til gengæld er man nu begyndt at tvivle på, hvorvidt hun vil være i stand til at opnå genvalg i 2014.

At den økonomiske vækst er langt lavere end hvad man har forestillet sig skal dog ikke primært lægges Dilma Rousseff til last.

Hvis det kommer bag på nogen, at Brasilien ikke er i stand til at opretholde høje vækstrater, skal jeg minde om, at det har man faktisk ikke været i stand til siden 1970erne. Se også nedenstående sammenligning af Brasiliens økonomiske vækst i forhold til hele Sydamerika.

cepal

Det mest overvurderede af BRIK landene?

Som jeg har skrevet om før på denne blog kan Brasilien ikke klage over manglende tiltro fra resten af verden, tværtimod. Jeg har gang på gang undret mig over den tilsyneladende blinde tiltro til Brasiliens vækstmuligheder som endda fortsat ses nogle steder. således har jeg, som oplægsholder,  flere gange gennem de seneste år oplevet tilhører  blive synligt irriterede, når jeg påpegede at Brasilien ikke historisk har været den vækstsucces, mange tror.  Sidste gang man oplevede en længere periode med høj vækst, ligger helt tilbage i 1970erne

Og en af mange problemer er en infrastruktur, som ikke er forenlig med tilfredsstillende vækstrater

investering_brasil

 Ovenstående figur viser udviklingen i henholdsvis “sociale investeringer” og investeringer i infrastruktur 1930-2000. Fra i gennemsnit at have foretaget investeringer svarende til 5,4 % af BNP i 1970erne, faldt det til 3,6 % i 1980erne, 2,3 % i 1990erne I nuller har niveauet ligget helt nede på 2,15 %. Hermed har investerings-niveauet de seneste 20 år været ca. det  halve af det nødvendigt, for at opretholde en “fornuftig” langsigtet økonomisk vækstrate (over 4 %).

Infrastrukturen har af historiske grunde altid været Brasiliens Akilleshæl. Internationalt rangerer Brasilien under Indien med hensyn til udbygning af vejnet. Mere end 90 % af det samlede vejnet er ikke asfalteret, og der eksisterer stort set ingen motorveje. Det er med til at fastholde meget høje transportomkostninger.

 

investimento infraestrutura arte24opin-202-col_op1-a14

I et interview i sommers med Brasiliens største avis, Globo, understregede tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso (1994-2002), at Brasilien i modsætning til Kina, ikke kan tillade sig at forsøge at stimulere den indenlandske økonomiske aktivitet ved øget forbrug. Ifølge Cardoso er øgede investeringerne i infrastruktur helt afgørende for økonomien. Det er  kun er muligt ved at begrænse det offentlige forbrug.

Brasilien er ved at løbe tør for muligheder

Grundlæggende er problemet, at man er ved at løbe tør for nemme løsninger. Priserne på verdensmarkedet for Brasiliens primære eksportvarer er fortsat høje, men ikke længere stigende. Kreditekspansionen til private forbrugere, som trak væksten for et par år siden, er ikke længere mulig. De har travlt med at betale af på de lån, som har finansieret deres køb af biler og tv mv., og har ikke råd til at sætte sig i yderligere gæld.

Lav arbejdsløshed indebærer desuden, at der hurtigt vil opstå flaskehalsproblemer med deraf følgende lønpres, hvorved en i forvejen ringe konkurrenceevne forværres yderligere, mens der er fare for øget inflation.

Fortsat vækst skal derfor nødvendigvis komme fra produktivitet og investeringer. Det Indebærer også, at betydningen af  et voldsomt ​​bureaukrati, Latinamerikas højeste skatter, dyr kredit, elendig infrastruktur og en overvurderet valuta, nu for alvor er med til at gøre det mindre attraktivt at investere og lave forretninger i Brasilien.

Det har præsident Dilma Rousseff egentlig også erkendt for længe siden, og man har længe forsøgt at stimulere økonomien fra udbudssiden. Renterne er rekordlave (efter brasilianske forhold), hvilket har hjulpet til at svække valutaen og dermed gavne konkurrenceevne og indtjening (målt i lokal valuta). Lønssumsskatter i industrien er reduceret, ligesom elafgifter er sænket og endelig har man inviteret private investorer til at opgradere lufthavne, vejnet og det endnu mere tilbagestående jernbanenet.

Lige lidt synes det dog at hjælpe. De samlede investeringer ligger på kun 18,7 % af BNP, mens de udgør 30 % i Peru og 27 % i Chile og Colombia, som i dag vokser langt hurtigere end Brasilien. Både Peru og Colombia forventes at overhale Brasilien målt på BNP per capita indenfor få år. Chile har naturligvis længe været langt mere velstående end Brasilien.

Det centrale problem er Brasiliens forkærlighed for planøkonomi frem for markedsøkonomi

Private investorer er afventende – ikke kun på grund af konjunkturerne – men også på grund af den høje grad af detailregulering og indblanding fra offentlige myndigheder. Kort fortalt er problemet, at konsensus grundlæggende ikke har ændret sig siden militærstyrets dage. Den største forskel synes at være, at hvor militæret foretrak investeringer i infrastruktur, foretrækker civile regeringer “sociale investeringer”.

Sidstnævnte er muligvis godt for indkomstfordeling og for opbakningen på valgdagen, men førstnævnte er absolut nødvendige for at sikre fortsat vækst. Derudover har det været et gennemgående træk gennem det meste af det 20. og starten af det 21. århundrede, at man foretrækker planøkonomiske løsninger frem for markedsløsninger. At Dilma Rousseff inviterer private aktører med til investeringer i vejnet, luftfart og jernbanenet, sker alene af nød og ikke fordi man mener at det er det mest effektive.

Dilma Rousseff udfordring er, at præsidentvalget i 2014. Hendes valgsejr i 2010 blev sikret ved at booste væksten det år. Men dette nummer kan ikke gentages. Fortsat reallønsfremgang  kræver fortsat økonomisk vækst. Rousseff er ikke i samme heldige situation som Fernando Henrique Cardoso, som blev valgt fordi han kom den kronisk skyhøje inflation til livs, eller Lula som blev genvalgt til en ny periode, fordi han blev associeret (lidt uretfærdigt, da æren primært må tilskrives forgængeren) med forbedrede forhold for millioner af fattige brasilianere.

Spørgsmålet er så, om Rousseff har noget vælgerne kan lide, når valgdagen oprinder. Jovist, hun har vist handlekraft når det kom til korruption – hun har fyret flere ministre – men spørgsmålet er hvor meget det reelt tæller hos vælgerne, når det kommer til stykket.  Formentlig ikke ret meget. Det skal dog understreges, at Rousseff på nuværende tidspunkt fortsat er meget populær. I en meningsmåling for nylig, angav mere end trefjerdele af de adspurgte, at de anså præsidenten som enten god eller fremragende.

Indtil videre har man fra regeringens side i lang tid lavet prognoser, som skulle indikerer, at der er bedre tider på vej. Men det synes primært at være ønskedrømme. Den reelle vækst i 3. kvartal endte kun på det halve (0,6 %) af det forventede. Svagere valuta, lavere renter, og lavere omsætningsafgift på biler og hårde hvidevarer var ikke nok. På trods af de dårlige tal, fastholder finansminister Mantega, at væksten til næste år bliver på 4 % og i 2015 ender på 5 %. Hvilket der dog er færre og færre som tror på.

Noget andet er så. om det vil gøre den store forskel hvis landets næste præsident kom fra et andet parti, formentlig PSDB (Brasiliens socialdemokrati. I modsætning til Chile, Peru, Colombia og nu også Mexiko, står fortalerne for en tilnærmelse til en egentlig fri markedsøkonomi svagt.

Brasiliens forkærlighed for statskapitalisme, hvor staten er den centrale spiller og udpeger de sektorer som der skal satses på, har en lang forhistorie, helt tilbage til det 19. århundrede. Hvis Brasilien for alvor skal bryde med de seneste 25 års relativt lave vækst i forhold til andre lande i regionen, kræver det et paradigmeskifte. Et sådan skal man næppe forventer sig i en overskuelig fremtid.

Desværre ser det ud til at Brasiliens drøm om at blive landet af i morgen fortsætter med at være netop blot en drøm. Dermed ikke sagt, at man ikke fortsat vil opleve vækst, eller at der er risiko for venezuelanske eller argentinske tilstande. Men der er forskel på moderat vækst (ca. 1,7 procent per indbygger om året de seneste 20 år) og de vækstrater som andre lande i regionen har formået at opnå og forventes at opnå i de kommende år. Hvor det 20. århundrede var vidne til at Brasiliens BNP per indbygger steg hastigere end regionen i gennemsnit, har det forholdt sig omvendt de seneste 20-25 år. Desværre ser den tendens ud til at fortsætte i de kommende år.