Tag: reformer

Reformer og faldende vækst i Chile

9. marts indsattes Bachelet som ny præsident i Chile. Her gentog hun løftet om at gennemføre gennemgribende reformer der skal sikre et mere “lige og fair” Chile. Regeringen har da også oprettet en hjemmeside med de 50 reformer man vil gennemføre i regeringens første 100 dage. Reformer, der bl.a. skal sikre gratis uddannelse for alle inden 2020, en mere lige indkomstfordeling og andet godt fra fordelingsposen. Alt sammen finansieret ved primært øgede skatter på det private erhvervsliv.

Der er således lagt op til mere fokus på fordeling og mindre fokus på økonomisk vækst. Dette i kontrast til den tidligere regering under præsident Sebastián Piñera, under hvis regeringstid arbejdsløsheden faldt til det laveste i 30 år, mens man opnåede gennemsnitlige vækstrater i BNP på 5,4 procent.

En lang række af reformerne vil kræve ændringer i den gældene grundlov, hvilket ikke er en let proces. Og der synes allerede inden de første reformer er gennemført at være en pris at betale for de ambitiøse reformer i kraft af lavere vækst.

Væksten begyndte allerede at falde sidste år, hvor investeringslysten dykkede. At kobberprisen sidenhen er faldet til sit laveste niveau i 4 år, gør ikke situationen bedre.

En af kernepunkterne er at man ønsker at øge skattene med svarende til 3 procent af BNP, ikke mindst ved at øge selskabsskatterne. Det er ud fra et økonomisk synspunkt en temmelig tåbelig ide, da vi ved at den primære effekt af dette er at mindske investeringerne, idet selskabsskatters primære effekt er at mindske forrentningen af den investerede kapital, se også denne artikel i El Mercurio (på spansk)

Til gengæld gav det politisk mening i forbindelse med valget, idet man samtidig med forslaget om at øge selskabsskatterne også foreslog en nedsættelse af de personlige indkomstskatter.

Det betaler man nu prisen for, endda inden der er gennemført en eneste af de bebudede skatteforhøjelser. Således har flere økonomer allerede kommet med prognoser, der peger på at den gennemsnitlige vækst i BNP de kommende 4 år kan blive så lav som 3,5 procent p.a. Altså næsten 2 procentpoint lavere end under den tidligere regering. Det er væsentligt at understrege, at givet kobbers fortsatte store betydning for økonomien, omend den er lavere end for år tilbage, er prisudviklingen på denne af meget stor betydning for de opnåede vækstrater.

Centralbankens seneste prognose indikerer indtil videre en forventet vækst i år på 3,7 procent.

Netop faldet i den forventede og realiserede vækst kan dog i sig selv have den positive effekt, at det kan bruges som en undskyldning for et mere moderat faktisk reformprogram end det man lovede i efteråret.

Med en regering baseret på partier der spænder fra det moderate kristelige demokratiske parti (som har fordømt Venezuelas præsident Maduro og dennes fremfærd i Venezuela)  , hvis politik svarer til socialdemokraterne herhjemme og til “die hard” kommunister (som har fordømt demonstranterne i Venezuela og udtrykt deres støtte til præsident MAduro), bliver det i hvert fald interessant at se i hvilken udstrækning det mindskede økonomiske råderum kommer til at influere på reformerne og Bachelets muligheder for at holde sammen på sit parlamentariske grundlag.

I dag vælger Brasilien sin nye socialistiske statskonservative præsident

Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.

Lula og DilmaHans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering  i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om  hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat.  Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Figur 1. udenrigshandlens betydning for Brasiliens økonomiSom det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011,  – det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Figur 2. skattetrykket 1990-1999 i procent af BNP

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra  at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt  er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.