Argentinas institutionelle og økonomiske krise

Martin Redrado, direktør for nationalbanken
Martin Redrado, direktør for nationalbanken

Seneste kapitel i den argentinske regering under ledelse af Christina Fernández’s forsøg på, at finansiere det offentlige forbrug ser foreløbig ud til at være slået fejl.

Tidligere har man brandsbeskattet Argentinsk landbrugseksport (til stor glæde for konkurrenterne i bl.a. Brasilien), ligesom man har nationaliseret befolkningens private pensionsopsparing. Seneste forsøg på at finansiere det offentlige forbrug var da man i sidste måned forlangte, at nationalbanken afleverede 6,6 mia. USD. af valutaresserven. Det nægtede nationalbankens direktør, Martín Redrado, hvorefter præsident Christina Fernández Kirchners ønskde at fyre ham. Ifølge den argentinske forfatning har regeringen ikke beføjelse til at afskedige nationalbankdirektøren, hvilket landets højesteret stadfæstede i fredags. Martín Redrado har da også understreget, at han bliver siddende indtil hans mandat udløber til september. Ifølge forfatningen kræver enhver overførelse af reserver kongressens godkendelse, og denne er kontrolleret af oppositionen.

Den argentinske regerings problem er, at man fortsat ikke har indgået en endelig aftale med utilfredse kreditorer oven på beslutningen om ikke at tilbagebetale hele gælden til udlandet under den tidligere præsident,  Christina Fernández’s mand, Néstor Kirchner. Sammen med en generel mistro til den førte økonomiske politik har det indebåret, at det ikke er muligt for den argentinske stat at låne på almindelige vilkår i udlandet.

Argentina-GDP-Growth-Rate-Chart-000005

Efter en række år med høj økonomisk vækst efter nedsmeltningen af den argentiske økonomi i 2001 og den efterfølgende default, er den økonomiske vækst faldet drastisk de senere år, samtidig med at høj inflation, – der reelt er betydeligt højere end den officielt rapporterede – har det haft mærkbare konsekvenser for mange argentinere. Ifølge det seneste nummer af The Economist kom Argentina ud af 2009 med et fald i BNP på ½%, ikke værst – til gengæld forventes en vækst på kun 1,4% i 2010, hvilket er markant dårligere end resten af regionen (bortset fra Venezuela der har endnu større økonomiske problemer end Argentina). Det skal medtages, at både Economist tal og tal i ovenstående figur er usikre, på grund af den løbende manipulering af statistik i Argentina. Denne foretages for at få tallene til at se pænere ud end der reelt er basis for.

Den voksende indelandske utilfredshed indebar, at regeringen mistede sit flertal ved sidste års valg til parlamentet.

Et grundlæggende problem er, at den førte økonomiske politik siden 2001 har været præget af en manglende respekt for markedet og den private ejendomsret, en voldsom korruption, hyppig brug af administrative prisfastsættelser, nationalisering af opsparing osv. ´De offentlige midler er i vid udstrækning blevet brugt til at befæste sin magt i et klientalistisk system, det bliver sværere og sværere for præsidentparet af finde midler til at finansiere.

Den økonomiske politik har med andre ord været af den traditionelle Latinamerikanske slags, der heldigvis er på retrete i en del andre lande i regionen. Manglen på en robust økonomisk politik har da også indebåret, at investeringsniveauet har været meget lavt. Den fremtidige potentielle økonomiske vækst er derfor yderst begrænset, med mindre investeringsraten stiger markant. den vækst der har fundet sted har primært været mulig på grund af de investeringer der fandt sted i 1990erne.

Den seneste udvikling kan ses som en repetition af en efterhånden lang argentinsk tradition for ustabil økonomisk vækst, der over tid har medført at Argentina, der en gang var et af verdens rigeste lande, i dag blot er endnu et mellemindkomstland blandt mange. Nok er man fortsat blandt LAtinamerikas rigeste lande, kun overgået af Chile (og Pourto Rico), men det er primært resultatet af, at stort set alle lande i denne del af verden indtil for få årtier siden førte en nogenlunde lige så tåbelig økonomisk politik som i Argentina.

Skulle den nuværende udvikling fortsætte, vil en række af de mere åbne og dynamiske økonomier i regionen, også økonomier der i dag er meget fattigere end Argentina, på et tidspunkt blive mere velstående. Det drejer sig om så forskellige lande som Peru, Panama, El Salvador osv.

01argentina.600
Cristina og Néstor Kirchner

Efter at Argentinas højesteret i fredags meddelte at det ikke er muligt for regeringen at fyre nationalbankdirektøren befinder Argentina sig derfor i en institutionel krise. Hvis ikke regeringen går “fingre i” valutareserverne, som den ønsker, indebærer det, at man vil være nød til at skære i de offentlige udgifter, hvilket yderligere vil forværre regeringens i forvejen meget lave popularitet.

Oven i de økonomiske problemer presser store dele af oppositionen på for at få indledt undersøgelser med henblik på en egentlig rigsretssag mod den siddende præsident. Et yderligere aspekt er, at vicepræsident Cobo, der før har været i opposition til sin præsident, har indkaldt til et møde med oppositionen om krisen, hvor præsidenten ikke deltager.

Det er bestemt en mulighed, at den nuværende krise ender med præsidentens afgang. Det ser ud til at blive stadigt svære for Kirschner parret at fastholde magten, der i vid udstrækning er baseret på et klientalistisk system, hvor statens penge bruges til at “aflønne” allierede der tilgengæld forholder sig loyale overfor regeringen.

Krisen kan aflæses af markedet, der har reageret med fald på både aktiemarkedet og markedet for statsobligationer, mens Argentinas internationale kreditvurdering fortsat falder.

Vi venter spændt på næste akt i det tragisk-komiske argentinske drama, der efterhånden har varet i mere end 50 år.

BNP, faste priser 1950-2007 i Danmark og Argentina

kilde: Penn World tables 6.32
kilde: Penn World tables 6.32

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit