Protektionisme redder ½ mio. jobs i Argentina – primært på bekostning af Brasilien

En nyligt udsendt rapport fra økonoministeriet i Argentina fremhæver, at mere end en halv million arbejdspladser – i alt 542.370 – er blevet reddet af de protektionistiske foranstaltninger, man har gjort brug af i det seneste år.  Restriktionerne har især ramt import fra Brasilien.

Økonomiministeriet lægger vægt på, at det er de fattigste der har nydt godt af de protektionistiske foranstaltninger rettet mod tekstil, møbler, og kapitalgoder. Derudover har “frivillig” eksportbegrænsningsaftaler med bl.a. Brasilien mindsket importen af sko, apparater, møbler, tekstiler, legetøj, batterier, håndklæder, denim, briller, vaskemaskiner, køleskabe, ovne, m.m.

Set fra et Brasiliansk synspunkt, kunne overskriften have været “Protektionisme koster ½ mio. jobs”. Hvis Mercosul’s forbillede er EU, må der siges at være et stykke vej endnu. På den anden side er politisk og økonomisk forståelse og tænkning i høj grad fransk inspireret i regionen, så måske er det bare et billede på hvordan EU ville have fungeret, hvis det havde bestået af 27 Frankrig’er.

Historien melder heller ikke noget om, hvor mange arbejdspladser regeringens økonomiske politik, der bl.a. har medført et voldsomt fald i landbrugseksporten har kostet i arbejdspladser, se også tidligere indlæg.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit