I søndags vandt den 50-årige tidligere vicepræsident, Laura Chinchilla, præsidentvalget i Costa Rica med et overvældende flertal. Hun afløser nobelprisvinderen Oscar Arias. Som med så meget andet er der ikke noget opsigtsvækkende ved valget. Det var ventet, at hun ville vinde og videreføre den dominans, som Costa Rica’s socialdemokrater (National Liberation Party) har haft i mange år.
Costa Rica udmærker sig ved ikke at have noget militær – det blev afskaffet i 1949, og er ellers kendt for at forfølge “skandinaviske (socialdemokratiske) idealer” og lægge vægt på bløde værdier så som økologi, klima og sociale tiltag, hvilket på mange måder har gjort landet til alverdens menneskevarme Ngo’ers ynglings mellemamerikanske land.
Og det må da også siges. at Costa Rica i et halvt århundrede har været noget så usædvanligt som et stabilt demokrati i en region, hvor det først er blevet normen indenfor de seneste 20 år. Samtidig er Costa Rica (endnu) Mellemamerikas rigeste land. Panama der i disse år oplever meget høje vækstrater og kan muligvis overtage denne post indenfor få år hvis denne tendens fortsætter.
BNP i faste priser per Capita 1960-2007
Som det fremgår af ovenstående figur oplevede Costa Rica – i lighed med mange andre latinamerikanske økonomier – en voldsom krise i begyndelsen af 1980erne, hvor den traditionelle importsubstitutionsmodel brød sammen i forbindelse med den internationale gældskrise, der især ramte Latinamerika hårdt, netop på grund af disse landes lukkede økonomier. Og selv om Costa Rica som nævnt er Mellemamerikas mest velstående land, vokser træerne ikke ind i himlen. Set over det seneste halve århundrede har Costa Rica ikke just haft nogen fabelagtig vækst. til sammenligning var Costa Rica i 1960 ca. dobbelt så velstående som Taiwan. I dag er Taiwan næsten tre gange mere velstående.
Selv om man i begyndelsen af dette årti opnåede betydelige vækstrater, er situationen i dag en anden, væksten i 2009 var ca. 3 %, mens der var et betydelig inflationært pres (inflationsraten er op mod 14 % p.a.).
Men ser vi bort fra de nuværende økonomiske problemer, er det værd at understrege, at hvor Costa Rica i et europæisk perspektiv ville rangere på niveau med sydeuropæiske lande når det kommer til økonomisk frihed, er det blandt de frieste latinamerikanske lande, og i regional sammenligning relativt ikke-korrupt (dog væsentlig mere korrupt end Chile og Uruguay). Når jeg derfor i denne sammenhæng skriver at Costa Rica har været domineret af socialdemokratisk tankegang indebærer det, at der i Latinamerikansk sammenhæng er tale om et næsten “neoliberalistisk” samfund (som man bruger ordet der – ikke som vi opfatter ordet i Nordeuropa). Efter Chile er Costa Rica ifølge Fraser Institutes opgørelse Latinamerikas frieste økonomi, mens Panama er det tredje mest frie.