Peru og kunsten at stemme på den man foragter mindst

I den første meningsmåling foretaget af Ipsos Apoyo for avisen “El Comercio“, efter 1 runde af det peruvianske præsidentvalg giver Ollanta Humala et forspring på 6 % over Keiko Fujimori.  Humala står til 43 %, mens Fujimori har opbakning blandt 36 % af vælgerne. Det er en betydelig bevægelse til fordel for Humala siden en opinionsmåling i januar. Sat overfor valget mellem Humala og Fujimori angav 44% af de adspurgte den gang at de ville stemme på Fujimori, mens kun 19% ville stemme på Humala.

Det indebærer at Humala nu må anses for at være favorit til at blive Perus næste præsident, men….. For en stor del af vælgerne er der, som vi har skrevet om tidligere, tale om et valg mellem “pest og kolera”  – eller “AIDS og dødelig kræft”, som Mario Vargas Llosa betegnede det før 1. runde.

Afgørende bliver de to kandidaters evner til at berolige de moderate (urbane) vælgere. Humala skal overbevise dem om at han ikke vil følge i fodsporene på Hugo Chavez eller vil trække Peru i retning af Brasiliens mere statskapitalistiske økonomiske model. Han har das også allerede for længst understreget, at han vil respektere bl.a. fusionen af børserne i Chile, Peru, Panama og Colombia og indgåede handelsaftaler.

Keiko Fujimori’s udfordring er at overbevise vælgerne om, at hun i modsætning til hendes far vil respektere de demokratiske spilleregler. Det ved begge kandidater godt og Keiko Fujimori har været fremme med udtagelser hvor hun lægger afstand til dele af hendes fars gerninger under hans præsidentperiode i 1990erne.

Fujimori bedste chance for at vinde valget er sandsynligvis fortsat at appellere til de fattige vælgere med løfter om tiltag og projekter der gavner disse grupper kombineret med en skræmmekampagne mod Humala og samtidig distancering i forhold til hendes fars regering.

Hernando de SotoDet er formentlig derfor at hun har inviteret økonomen Hernando de Soto til at blive en del af en kommende regering, hvis hun vinder valget. Hernando de Soto, der er kendt for sit banebrydende arbejde med at sikre fattige bønder og beboere i storbyernes slumkvarterer ejendomsret arbejde indtil 1992 sammen med Keiko Fujimori’s far. Han trak sig før Alberto Fujimori opløste parlamentet i 1992.

Dermed håber hun at kunne overbevise vælgerne om, at hun er mere moderat end Humala. Noget mange analytikere dog tvivler på. Det er heller ikke ikke Hvorvidt de Soto rent faktisk vil “låne” sit gode navn og rygte til Keiko Fujimori. Det eneste vi ved er at de Soto afbrød en rejse i Mongoliet og tog tilbage til Peru for at mødes med hende.

 

Det cubanske fallitbo

Efter at det cubanske kommunistpartis første partikongres siden 1997 er overstået, kan vi konstatere at det cubanske fallitbo fortsætter sin slingrekurs mod det uundgåelige sammenbrud. Nok blev der annonceret ca. 300 tiltag til reformering af økonomien (hvoraf de fleste dog fortsat er ukendte) og nok annoncerede Raul Castro, at der skulle indføres tidsbegrænsning på en række politiske poster. Men efterfølgende genvalgte den gamle garde stort set sig selv (med få undtagelser).

Jovist er der igangsat reformer. Sidste år blev det annonceret, at den offentlige sektor skulle reduceres med 1 mio. ansatte, men indtil videre er kun 200.000 blevet afskediget. Ligeledes erkendte Raul på partikongressen, at man havde begået fejl og at økonomien må reformeres. At der er begået “fejl” må vist anses for at være århundredes underdrivelse. Fra at være blandt Latinamerikas rigeste lande, og målet for mere end 1 mio. europæiske emigranter op gennem det 20. århundrede, har op mod 20 % af befolkningen siden 1959 forladt Cuba, ofte med livet som indsats.

Formålet med reformerne er først og fremmest at bevare magten så længe som muligt. Det er også den afgørende årsag til at det ikke er muligt at iværksætte de nødvendige tiltag. De ville samtidig indebære de nuværende magthaveres fald.

Lige så forudsigeligt som kongressens manglende nybrud, var desværre også behandlingen i store dele af den danske presse og kommentarerne fra ledende venstrefløjs-politikere, som f.eks. Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Holger K. Nielsen. Efter at have erkendt, at »Cuba har levet i undertrykkelse og med en afsindigt dårlig økonomisk politik i hans [Castro’s] tid« fremhæver han til den formentlig afgørende grund til at man fortsat behandler, hvad der faktuelt er et af de mest brutale diktaturer i noget Latinamerikansk land de sidste 100 år, med fløjlshandsker. Nemlig god “gammeldags” anti-amerikanisme (= antikapitalisme). At »Fidel Castro og Cuba gennem mere end 50 år har modstået det meget hårde pres fra USA« er åbenbart en målsætning der (næsten) ophæver mord og tortur på titusinder af almindelige cubanere. Continue reading Det cubanske fallitbo

Kommentar til resultatet af 1. runde ved Perus præsidentvalg

Nedenstående kan læses i forlængelse af min tidligere post om valget i Peru. Kommentaren er oprindeligt offentliggjort som dagens kronik i Børsen den 15. april.

Præsidentvalg i Peru tegner skidt

Venstrepopulist kæmper mod højrepopulist. Alligevel er der grund til optimisme, hvis de gør som Lula og accepterer markedsøkonomi

I 1990’erne gennemførte flere lande i Latinamerika betydelige markedsorienterede reformer. Men hvor Chiles reformer i 1970’erne og 1980erne havde til formål at omdanne Chile fra en kvasi-socialistisk lukket økonomi til en moderne og fri konkurrencepræget markedsøkonomi, var reformerne i 1990’erne i mange lande først og fremmest drevet at simpel nød.

Den offentlige økonomi lå i ruiner, og en række lande var ude af stand til at nedbringe store kroniske underskud på de offentlige finanser. Lav økonomisk vækst, interne og eksterne balanceproblemer samt manglende muligheder for fortsat låntagning i udlandet, tvang landene til reformer.

Privatiseringer skete primært af hensyn til de offentlige finanser, og nedbringelsen af handelsrestriktioner skete sjældent ud fra en grundlæggende forståelse og accept af de samfundsøkonomiske gevinster ved en mere fri handel.

Nogle gange var det et krav for fortsat kredit udefra. Andre gange blev det set som et redskab i bekæmpelsen af indenlandsk inflation. Men uanset hvad, betød det samtidigt et brud med det foregående århundredes traditionelle latinamerikanske model, der var baseret på lukkede økonomier og omfattende statsligt ejerskab af produktionsapparatet.

Det vil være synd at sige, at reformerne var populære. Ofte blev de gennemført af nytiltrådte præsidenter, der havde lovet ikke at indføre markedsreformer. Således også Alberto Fujimori i Peru. Efter at have vundet præsidentvalget over den liberale Mario Vargas Llosa, var det præcis, hvad han gjorde. Tyve år senere står det klart, at velstandsgevinsterne har været størst, jo mere omfattende og konsistente markedsreformerne har været, og jo mere man har privatiseret.

Continue reading Kommentar til resultatet af 1. runde ved Perus præsidentvalg

Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?

For få måneder siden lå tidligere præsident Alejando Toledo til en komfortabel sejr, men her få dage før første runde af præsidentvalget den 10. april, er han i fare for slet ikke at komme videre til 2. runde. Der er derimod stor sandsynlighed for at den runde bliver mellem den Hugo Chavez inspirerede Ollanta Humala, der tabte med få stemmer til den siddende præsident Alan Garcia, ved valget i 2006, og Keiko Fujimori, datter til Peru’s tidligere præsident Alberto Fujimoro, der i dag afsoner en dom for brud på menneskerettighederne og korruption. For en del et valg der vil svare til at vælge mellem pest og kolara.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er lykkedes den nuværende præsident Garcia og hans parti at omsætte den ekstraordinær økonomisk udvikling til politisk succes. Den gennemsnitlige økonomiske vækst siden 2006 har været på 7 %, på trods af en finansiel krise der ramte Perus eksport hårdt i 2008, mens andelen af peruvianere der lever under fattigdomsgrænsen faldt fra 49% i 2004 til 35% i 2009. Dertil kommer at gennemsnits-levealder og andre demografiske indikatorer har oplevet en betydelig forbedring i de senere år.

 

 

Den økonomiske succes er resultatet af  flere forhold. Som The Economist skriver i det seneste nummer:

This success has been based on “a combination of good policies and good luck”, as the World Bank put it in a report released this week. The good luck was the boom in the world price of Peru’s mineral exports (it is the world’s largest silver producer, second in copper and zinc and sixth in gold). The policies include the successful pursuit of price stability, fiscal rigour, foreign investment and open trade. They were first adopted in the 1990s by Alberto Fujimori, an elected autocrat whose regime collapsed amid systematic corruption, but they were pursued more effectively by two democratic presidents, Alejandro Toledo and Alan García. Continue reading Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?