Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Historisk baggrund

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. 1. At den spanske krone hævdede, at øerne var spanske, samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. 2. At englænderne da de på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Historisk oversigt 1600-1945

• 1600:  Opdages af den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert 
• 1690: Et engelsk skib under kaptajn John Strong sejler gennem sundet, som han giver navnet Falklandskanalen, mellem de hovedøer, og går i land på en af dem. Når England senere henviser til deres krav på øerne, tager de udgangspunkt i dette.
• 1764: Den første koloni på øerne grundlægges. Under ledelse af franskmanden  Louis Antoine de Bougainville grundlægges på den østlige ø.
• 1765-66: “Vest Falklandsøen” udforskes og den første engelske koloni etableres under ledelse af kaptajn  John Byron, som efter den engelsksprogede version af wikipidia ikke var klar over franskmændenes tilstedeværelse –  eller godt var klar over det, skal man forstå, når man læser den spansksprogede. Byron erklærer øerne for engelsk besiddelse, under kong George d. III
• 1767: Spanien overtager øerne fra franskmændene.
• 1770: Spanierne fordriver englænderne fra øen. Konflikten er tæt på at udløse en krig mellem Spanien og England, men det ender dog med en fredsaftale hvorefter englænderne vender tilbage. Fredsaftalen er dog uklar og begge lande fortsætter med at gøre krav på begge øer.
• 1774: Englænderne forlader den østlige ø, men efterlader en plade med en inskription, hvoraf det fremgår at man fastholder kravet om at øerne tilhører den engelske krone.
• 1806: Den spanske guvernør forlader den vestlige ø, og efterlander også en inskription, hvor man fastholder spanienst krav på øerne.
• 1811: Den sidste beboer forlader øerne.
• 1816: Argentina erklærer sig selvstændigt under navnet “Provincias Unidas del Río de la Plata” – et betegnelse som fortsat optræder i den argentinske grundlov.
• 1820: Fribytteren David Hewitt, der er af amerikansk afstamning, og hans skib, Heroína, søger ly for en storm på øerne, og tager øerne i besiddelse på vegne af De Forenede Provinser.
• 1823: Provincias Unidas del Río de la Plata anerkendes delvist af USA og England.
• 1828: Efter at have indhentet tilladelse både hos argentinske og engelske myndigheder etablerer Luis Vernet en koloni på øerne.
• 1831: Efter en strid om fiskeri- og jagt rettigheder angriber et amerikansk krigskib kolonien og destruerer de våben og ammunition man kan finde. Ledelsen af kolonien arresteres, anklages for pirateri og fragtes til Montevideo (hovedstaden i Uruguay). Samtidig erklærer amerikanerne, at øerne ikke tilhører nogen.
• 1832: I november sender argentinerne en mindre styrke, under ledelse af oberstløjtnant Mestivier til øerne, hvor man øsker at oprette en straffekoloni. Mestivier bliver slået ihjel fire dage efter landsætning under et mytteri.
• 1833. I januar vender de britiske styrker tilbage og anmoder den argentinske garnision om at forlade øerne, hvilket de gør under protest. Argentinerne accepterer ikke Englændernes krav på Falklandsøerne, men opgiver tilsyneladende at fremføre deres krav i perioden mellem midten af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede. Tvisten forhindrer heller ikke betydelige engelske investeringer i det hastigt voksende Argentina. Bl.a. investeres der intensivt i jernbaner og infrastruktur.
• 1834-1840: Englænderne bruger øerne som flådestation
• 1840 -: Britterne etablerer en varig bosættelse. I dag er indbyggertallet omkring 3.000 mennesker og 200.000 får.

Konflikten efter 2. verdenskrig

Ved afslutningen af 2. verdenskrig og oprettelsen af FN, gentager Argentina, fra 1946 under den stærkt Mussolini-inspirerede, Juan Peron, kravene på Malvinas/Falklandsøerne. I 1947, 1948 og 1955 tilbyder England, at konflikten kan blive afgjort ved den internationale domstol i Haag, men Argentina afslår hver gang.

I 1964 vedtager FNs generalforsamling, som pålægger de to lande at løse konflikten gennem forhandling. Under de efterfølgende forhandlinger diskuteres på et tidspunkt en overdragelse under visse garantier for øernes befolkning. Det medfører kraftige protester fra øernes beboere, og England fastslår at den endelige beslutning om øernes fremtidige tilhørsforhold ligger hos øernes befolkning. Det afviser de argentinske repræsentanter.

De manglende fremskridt forhindrede dog ikke øget økonomisk samarbejde. I 1971 begyndte det statslige argentinske flyselskab, LADE, at flyve mellem Comodoro Rivadavia og Falklandsøernes hovedby, Port Stanley. Flyvningerne varede frem til Falklandskrigen. Herefter har den eneste civile ugentlige flyrute været mellem øerne og Santiago i Chile. Bl.a. af hensyn til de ca. 300 chilenere, som arbejder og bor på øerne.

Falklandskrigen

I 1976 tager det argentinske militær magten og man etablerer en mindre observationsbase på South Georgia, syd for Falklandsøerne. Englænderne vælger i første omgang af ignorere den argentinske tilstedeværelse. Dette er senere blevet udlagt som en strategisk fejltagelse af visse iagtagere, fordi det kunne tolkes som om man ikke var parat til at hævde sin suverænitet militært.

Der er dog bred enighed om, at selve beslutningen om at invadere Falklandsøerne – befri Malvinas, hvis man er argentiner – blev truffet på baggrund af den økonomiske nedsmeltning som Argentina oplevede i 1982, og som sådan primært var et (desperat) forsøg på at styrke regimet indadtil i Argentina. Det lykkedes også på den korte bane, og regimets popularitet steg kraftigt efter invasionen/befrielsen den 2. april 1982. Som bekendt holdt det ikke, og de argentinske styrker overgav sig den 14. juni, efter krigshandlinger som kostede op mod 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile øboere.

Den gang som nu var der stor opbakning hos de øvrige latinamerikanske lande, og et par af dem deltog mere eller mindre aktivt på den argentinske side. Der er ikke tvivl om at Peru støttede Argentina med både våben og mandskab, ligesom Chiles involvering på engelsk side er kendt, omend omfanget fortsat er uklart. Netop Chiles assistance til England under Falklands krigen var grunden til, at Margaret Thatcher offentligt støttede Pinochet, mens han blev tilbageholdt i England i 1998. Hendes støtte til ham tog eksplicit udgangspunkt i Chiles støtte til England under konflikten. Også Brasilien og Venezuela var involveret i et vist omfang på argentinsk side. Til gengæld støttede USA, efter lidt tøven, England, mens den franske støtte var meget aktiv – man leverede bl.a. vital information omkring de franske våbensystemer som de argentinske styrker anvendte.

For yderligere information om selve krigshandlingerne henvises til wikipidia, den engelske version kan læses her, mens den spansksprogede udgave kan læses her (og ja, der er forskelle).

Post Falklandskrigen

først i slutningen af 1980erne oprettedes igen diplomatiske forbindelser mellem de to lande og under præsident Carlos Menem i 1990erne udvidedes samarbejdet. Bla. indgik man et samarbejde om den fremtidige olieudvinding. En aftale, som Argentina dog unilateralt opsagde i 2007.

Selv om forholdet forbedredes fastholdt Argentina kravet på øerne. Hvilket fremgår af et tillæg til den argentinske forfatning, som blev vedtaget i 1994, hvoraf det eksplicit fremgår, at Argentina udover “Malvinas/Falklandsøerne”, også gør krav på South Georgia-øen, Shag Rocks, Black Rock, Clerke Rocks og Bird Island samt Traversey Islands, Saunders I., Montagu I., Bristol I. og Southern Thule  (alle vulkanske og isdækkede).

Efter først nu afdøde Nestor Kirschner og herefter hans kone Cristina Krischner blev valgt til Argentinas præsident har man siden 25 året for Falklandskrigen ført en stadig mere aggressiv politik overfor England omkring Falklandsøerne, med en retorisk voldsomhed, som er uhørt på disse breddegrader. Hvad man forventer at få ud af dette, står lidt hen i det uvisse. Bortset fra Hugo Chavez, som med vanlig svulstighed lovede at Venezuela ville stå ved Argentinas side i kampen mod imperialismen, har alle andre væsentlige magter i regionen samtidig med at de stillede sig solidarisk med Argentina i ord, understreget at konflikten skal løses med fredelige midler og ved forhandling. Forhandlinger som er lige så udsigtsløse som da de brød sammen i 1960erne.

Se også  Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme.