Indianere vender Evo Morales ryggen

For nylig fandt et møde sted i Santa Cruz, som formentlig vil overraske en del af den danske venstrefløj og de varmtfølende, men desværre sjældent klarttænkende bistandsorganisationer, som jublede, da Evo Morales valgtes som Bolivia’s første “rigtige” indianer-præsident. Den 25. januar mødtes nemlig repræsentanter for en af de største indianerorganisationer, CIDOB, med Santa Cruz borgerlige og frimarkedsvenlige guvernør, Ruben Costas, fra partiet VERDES.

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez
Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne.

I “The Washington Post” bemærkes i en artikel, hvor sympatien bestemt ikke er på guvernørRuben Cruz side, at :

Lowlands peoples’ anger with Morales was on display at a Jan. 25 banquet in the eastern city of Santa Cruz, where leaders of Bolivia’s main lowlands indigenous federation, known as CIDOB, forged an alliance with Santa Cruz’s business-friendly Gov. Ruben Costas, Morales’ arch-nemesis.

Three years earlier, federation activists had battled Costas’ confederates in the streets with sticks and rocks, defending Morales’ revolution against a pro-autonomy campaign by the wealthy agribusinessmen Costas represents.

Now the two groups were breaking bread at an exclusive club where Bolivia’s indigenous were more accustomed to waiting tables.

Artiklen overser at splittelsen mellem Evo Morales og en række af de indianerorganisationer, som hjalp ham til magten, går længere tilbage. Faktisk kom der allerede alvorlige skår i samarbejdet kort efter Morales genvalg med næsten 2/3 af stemmerne i 2009, Disse forstærkedes i forbindelse med lokalvalgene i 2010, hvor Evo Morales og MAS åbentlyst søgte at sabotere og (med succes) udelukke kandidater som truede MAS egne kandidater.

Ser man på den dækning som Boliva og Evo Morales har fået i vestlige medier – og den opfattelse som deles af mange “progressive” NGO’ere – er det slående hvor lidt kendskab de har til Bolivias (eller resten af Andes-regionens) historie. Oftest gengives de interne konflikter som konflikter mellem de af indiansk afstamning og efterkommerne efter de europæiske kolonisatorer. Reelt er der tale om en konflikt som slet ikke kan beskrives i rent etniske termer, men udspringer af helt andre forhold.

Evo Morales kom i 2006 til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi. Hans brug af indianerorganisationerne og deres evne til at mobilisere medlemmer har været en gennemgående fænomen i Bolivia gennem de sidste 60 år. Og nu hvor utilfredsheden med Morales er voksende, vender de sig fra ham.

Evo Morales er bestemt ikke den første af indiansk afstamning, som er kommet til tops i det politiske system. Flere af hans forgængere havde også rødder i den oprindelige indianske befolkning. Vurderet på kulturelt ståsted er Evo Morales heller ikke mere indianer end flertallet af bybefolkningen i Bolivia. Det afslørede han eftertrykkeligt, da han i forbindelse med lokalvalget i 2010 ved et vælgermøder blev mødt med opfordringer fra publikum til at holde talen på hans forældres oprindelige sprog. Det kunne han ikke, fordi han ikke taler sproget.

Kulturelt er Evo Morales derfor at betragte som mestiz. Det vil sige en blanding af europæer og indianer. Hermed ligner han det store flertal af landets befolkning. Målt på både sprog og levevis, anslås det således at under en femtedel af landets befolkning som lever op til de fordomme, som vestlige medier og NGOere ofte har om Bolivia. Et problem, som også gør sig gældende, når medierne beskæftiger sig med Peru og Ecuador. De to andre Andes lande, hvor en stor andel af befolkningen er af indiansk afstamning.

Hvis vi ser bort fra det ganske overfladiske og intetsigende faktum, at Morales er født af indianske forældre, viser det sig også, at den reelt førte politik på flere områder minder om den type af nationalistisk venstrepopulisme, som er set flere gange i regionen siden midten af det 20. århundrede.

Vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Det er værd at bemærke, at vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, som er regeringens chef-ideolog, er tidligere universitets-professor og bagmanden for MAS stærkt maoistisk inspirerede ideologi.

At Washington Post så har ret i, at der formentlig er tale om en bekvem alliance mellem CIDOB og VERDES, med udgangspunkt i at de har en fælles fjende er en anden ting. Den reelle konflikt i Bolivia – ligesom i resten af Andes regionen, hvor politisk ustabilitet snarere har været reglen end undtagelsen – er i grundlæggende en konflikt mellem det moderne og det traditionelle.

Der er intet nyt i at indianerorganisationer, efter at have været med til at bringe en præsident til magten, herefter vender sig i mod ham og arbejder for hans fald. Sådan fungerer politik i den del af verden. Og i modsætning til Peru, hvor man målbevidst går efter at opbygge bedre institutioner efter europæisk/amerikansk forbillede – herunder at styrke tredelingen af magten og sikre uafhængige domstole. Har udviklingen under Evo Morales været omvendt. Her har man siden 2006 kontinuerligt undergravet tredelingen af magten, ligesom det i forvejen ringe retssystem under Evo Morales er blevet endnu ringere.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit

One thought on “Indianere vender Evo Morales ryggen”

  1. Tak for orienteringen. Nu afdøde Gaddafis Libyen var en god støtte af diverse latinamerikanske ‘diktatorer’ Castro, Ortega, Chavez og også Morales, som dog nåede at være lidt kritisk til sidst (ren pragmatisme). At Iran ‘omfavner’ Morales kan vel næppe overraske. Det må gøre ondt at Libyens pengestrøm er tørret ind, og at Iransanktionerne bliver strammere.
    Endnu engang viser et socialistisk eksperiment sig kun at kunne skabe kaos og elendighed.

Comments are closed.