Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

30 år efter at det daværende argentinske militærdiktatur satsede på at England ikke ville reagere hvis man invaderede Falklandsøerne, er konflikten mellem Argentina og England igen i medierne. Den  har rødder tilbage til kolonitidens Sydamerika. Konflikten afspejler sig også på Wikipidia, hvor historien i flere passager er beskrevet forskellig i henholdsvis den engelsksprogede og den spansksprogede udgave. F.eks. beskrives Englands kolonisering af øerne i årene 1765-1774 som “den første besættelse” i den spanske udgave. Af hensyn til læserne er henvisninger til Wikipidia i “det historiske indlæg” primært til den engelsksprogede udgave.

På den ene side står et Argentinsk krav om at øerne skal leveres (tilbage) til Argentina, som aldrig har anerkendt Englands ret til disse. Generation efter generation har man i argentinske skoler modtaget den rette patriotiske undervisning, hvor der aldrig stilles spørgsmålstegn ved dette. Malvinas, som argentinerne kalder øerne, optræder da også på de landkort der bruges i argentinske skoler som en del af Argentina.

På den anden siden insisterer Englænderne på at øerne er engelske, så længe beboerne ønsker det.

Den argentinske kampagne, som i denne omgang for alvor tog fart i forbindelse med markeringen af 25året for Falklandskrigen i 1982, føres med vanlig latinsk svulstighed. Som når præsident Cristina Fernandez Kirschner sammenligner prins William, som er på øerne for øjeblikket (han er helikoptorpilot i RAF), med fortidens Conquistadorer, og omtaler Englands tilstedeværelse som imperialisme.

Denne retorik er paradoksal med tanke på, at befolkningen i Argentina stort set udelukkende består af efterkommere efter europæiske indvandrere. Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent af befolkningen, mens yderligere ca. 8 procent er mestitzer. Efterkommere efter Europæiske immigranter udgør således ca. 90 procent af Argentinas befolkning, hvoraf majoriteten er efterkommere efter indvandrere i det 19. og starten af det 20. århundrede.

Argentina var op til 1. verdenskrig, næst efter USA, det populæreste mål for europæiske udvandrere. Mens de fleste immigranter kom fra Italien og Spanien, var man også mål for mange tyskere, englændere og irere. Ca. 100.000 englændere udvandrede til Argentina. Ofg ikke mindre end 500.000 irere gjorde det samme i perioden 1830-1870.

Landets befolkning mere end fire-dobledes mellem 1850 og 1900 (fra 1,1 mio. til 4,7 mio.). En vækst som kun overgås af  Uruguay, hvor befolkningen 9-dobledes i samme periode (fra 100.000 til 900.000). Uden indvandring ville befolkning i samme periode maksimalt være fordoblet.

Ved 1. verdenskrigs udbrud udgjorde andelen af befolkningen som ikke var født i Argentina næsten 1/3 af den samlede befolkning, som det fremgår af nedenstående figur.

Andel af befolkning som ikke er født i Argentina

Desuagtet at hele imperialisme og koloniserings-retorikken forekommer hul med tanke på Argentinas egen historie, er det kernen i den verbale støtte man får fra de omkringliggende lande. I et interview med det ansete brasilianske ugemagasin, Veja, angiver en brasilianske regeringsrepræsentant, Benoni Belli, at det er afgørende for Brasiliens (verbale) støtte til Argentina. Samtidig afviser Belli at tvisten kan afgøres med udgangpunkt i FNs princip om selvbestemmelse, fordi de ca. 3.000 indbyggere ikke er at sidestille med “oprindelig befolkning”.

Dermed støtter man Argentinas holdning om, at falklandsøernes nuværende beboere er besættere. som ultimativt må flytte fra de øer, hvor nogle af dem har familiemæssige aner tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Det vil sige længere tilbage end en anselig del af den argentinske (og i mindre grad den brasilianske) kan føre deres tilknytning til de pågældende lande.

Argentina henholder sig til det juridiske princip “uti possidetis juris“, som blev anvendt (med større eller (ofte) mindre konsekvens) i forbindelse med grænsedragningen mellem de nye lande, efterhånden som spanierne mistede kontrollen over kolonierne. Efter dette princip følger grænsedragningen “sammenhængende” identiteter, hvilket i Argentinas tilfælde skulle indbefatte Falklandsøerne.

Brugen af “uti possidetis juris” afvises blankt af Englands premierminister, David Cameron. Som i utvetydige vendinger har gentaget det engelske standpunkt om, at øerne er en del af det engelske rige, så længe beboerne ønsker det. Han har yderligere lagt vægt på, at en folkeafstemning er velkommen og henholder sig i øvrigt til FNs princip om retten til selvbestemmelse. Det afviser Argentina  med henvisning til at øboerne blev “importeret” efter englænderne i 1833 (gen)etablerede sig på øerne .

Den engelske position kan opsummeres som:

  • England har gjort krav på øerne siden 1690
  • Øerne har været beboet og under fuld engelsk kontrol siden 1833, bortset fra de 2 måneder i 1982, hvor de var besat af Argentina.
  • De Argentinske forsøg på at kolonisere øerne i 1820-33 var “sporadiske og ineffektive”
  • Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833
  • 87 procent af befolkningen har i en meningsmåling i 1994 afvist enhver form for diskussion af suverænitet under nogen omstændigheder. Englannds standardsvar til de argentinske krav er at afholde en folkeafstemning.
  • Princippet om “uti possidetis juris” blev først en del af international lovgivning i 2. halvdel af det 20. århundrede og kan ikke bruges med “tilbagevirkende kraft”, men tager udgangspunkt i nutiden.
  • FN Generalforsamlings resolutioner opfordrer til forhandlinger “er behæftet med fejl, fordi de ikke indeholder nogen henvisning til beboernes ‘ret til at vælge deres egen fremtid.”
  • Lissabontraktaten ratificerer forøvrigt at Falklandsøerne tilhørerStorbritannien.

 Det Argentinske problem

Det er nemt nok at finde eksempler på verbal støtte til Argentinas krav på Falklandsøerne, ofte baseret på en selviscenesættelse af sig selv som ofre for tidligere tiders koloniherre. Men samtidig er det væsentlig at understrege, at støtten først og fremmest er symbolsk. For en række lande, bl.a. Uruguay og ikke mindst Chile er der tale om en delikat balancegang. På den ene side ønsker man et godt forhold til sin nabo, på den anden side har man et godt forhold til England, og 300 borgere som bor og arbejder på Falklandsøerne. Da der gik rygter om at Argentina ville umuliggøre opretholdelse af flyforbindelsen mellem Santiago og Falklandsøerne udløste det store protester fra chilenerne på Falklandsøerne.

Bag de mange erklæringer om solidaritet gemmer sig formentlig også ofte en stor irritation over argentinernes fremfærd. Det hjælper heller ikke at Argentina generelt har ry for at være en problematisk samarbejdspartner, som til tider har ganske svært ved at overholde indgåede aftaler. Det gælder ikke mindst i Mercosur, hvor især Uruguays præsident har udtrykt tvivl om hvorvidt man skal blive i samarbejdet eller ej.

Mens de andre latinamerikanske lande således prøver at finde en grimasse der kan passe, hvis de da ikke griber konflikten og anvender  i egen selvinscenesættelse, er der også blandt argentinere selv, de som opfatter det argentinske projekt som håbløst.

Således udtalte den argentinske dokumentarist, Tamara Florin, som for et par år siden lavede en argentinsk dokumentarfilm om øerne, for nyligt til “The Guardian”, at:

There is nothing Argentinian about the islands. The people eat fish and chips, they have dinner at 6pm, they’re British. The only thing that is remotely Argentinian is maybe the landscape that resembles barren Patagonia and the thousands of still active landmines that the Argentinian forces left behind.

Mens journalisten, Jorge Lanata, i samme artikel betegner Argentinas politik som:

Argentina’s policy towards the Malvinas is insane, erratic, senseless

Det er da også vanskeligt forståeligt hvad Argentina egentlig vil opnå ved at optrappe konflikten. En forklaring kan være, som bl.a. anført af dele af oppositionen, at man forsøger at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de stigende balanceproblemer som Argentina står overfor. Den reelle inflationen har i flere år været over 20 procent, selv om den officielt er under 10 procent, se også her. Selv om pesoen løbende er blevet devalueret er det ikke tilstrækkeligt til at opretholde konkurrenceevnen og i stedet indføres flere og flere begrænsninger på import og Argentinernes muligheder for at købe udenlandsk valuta.

Det er en situation som argentinerne bestemt ikke er uvant med, og som peronisterne tidligere har vist sig ude af stand til at håndtere.

På trods af den hidsige retorik og de store armbevægelser er der også grænser for hvor langt den argentinske regering kan (og vil) gå. Selv om en aftale for nylig i Mercosur, hvorefter medlemslandene forpligtigede sig til at afvise skibe som sejlede under Falklands flag, i nogle medier blev udlagt som en blokade, er der i det store hele tale om en symbolsk handling. Skibene kan “blot stryge” flaget og hejse et andet, så er der intet problem med at gå i havn.

I sidste ende kan Argentina da også komme til at stå som den store taber, hvis de går for langt. Der er store forventninger til en kommende olieudvinding i farvandet omkring Falklandsøerne. Solidariteten fra de andre latinamerikanske lande er næppe større end at udsigterne til at få del i olieeventyret sætter en effektiv grænse for denne.

Det er formentlig også primært af hensyn til indenlandske forhold, at den nuværende regering ikke blot fastholder kravet på Falklandsøerne, som regeringerne i 1990erne. Og det skaber muligvis begejstring på kort sig internt blandt peronisterne, men på sigt kan det blive en dyr affære. For uanset om man opfatter englændernes tilstedeværelse som udtryk for engelsk imperialisme eller lægger vægten på beboernes ret til selv at bestemme i hvilket land de ønsker at være borgere, så ændrer englænderne ikke holdning.

Endelig – selv om det sjældent (eller rettere sagt aldrig nævnes) – har englænderne jo trods alt resten af EU bag sig, når de hævder at øerne er engelske. Selv den gamle kolonimagt, spanierne, som vist aldrig helt har tilgivet at indbyggerne i Gibraltar foretrak at forblive engelsk, og rent faktisk støttede Argentina i 1982 (Spanien var ikke medlem af EU dengang), anerkender i dag Englændernes krav på Falklandssøerne.

Se også Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

2 thoughts on “Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

  1. Pingback: Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne @ Americas

  2. Jørgen Olsen

    Skeuspilleren Sean Penn, der altid skal kloge sig på politik og historie, han ingen særlig god viden har om, er kommet i modvind i britisk, og amerikansk presse, for at hævde Storbritannien bør opgive Falklandsøerne og overdrage dem til Argentina. Han mødtes med Kirchner om emnet.
    Brtisk presse har meget ironisk bedt ham overdrage sit palæ i Malibu til de meksikanere han har ansat hos sig. Han burde gå ind for at Californien blev overdraget til Mexico igen – Californien har trods alt været kortere tid med i Unionen end Falklandsøerne har tilhørt Storbritannien. Han burde vel også have krævet at Argentina blev overdragettil de oprindelige indianere. Kirchner der selv er af tysk og spansk afstamning har vel også et problem i samme kategori.

Comments are closed.