Don’t lie to me, Argentina
Det er en kendt sag, at den argentinske regering i årevis har “fiflet” med de officielle inflationstal. Vi har tidligere skrevet om det her på bloggen og nu har The Economist taget konsekvensen af den fortsatte svindel med inflationstallene og har droppet offentliggørelse af inflationen for Argentina i sin ugentlige opdatering af en række væsentlige økonomiers nøgletal. I denne uges artikel, “The price of cooking the books“, gennemgår Economist kort det historiske forløb under den seneste regering. Desværre er der tale om en tradition i argentinsk politik, som har meget dybe historiske rødder. Konsekvensen er, at Argentina har et ganske blakket internationalt ry – også på dette område.
Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.
Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.
Ligesom den førte politik i 1990erne i sidste ende ledte til det økonomiske sammenbrud i 2000-2001 og den efterfølgende default, er Argentina igen på en farlig kurs, hvor det mest realistiske scenarie er en “hard landing”.
Som The Economist bemærker:
The longer this deception goes on, the trickier it is for the government to end. Faced with deteriorating fiscal accounts, Ms Fernández has begun to trim subsidies amounting to 5% of GDP. Their removal will push prices up further—as would a weakening of the peso. So Mr Moreno’s latest wheeze involves responding to a vanishing current-account surplus with strict import controls, which will undermine growth. Argentina has created a statistical labyrinth that might have been dreamed up by Jorge Luis Borges, the country’s greatest writer. This story is unlikely to have a happy ending.
You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.
Det er både sidste års og dette års fedeste overskrift
“Carlos Menem ‘residerede’ i Casa Rosada i 90′erne.” Godt sagt. Hele hans politiske karriere var præget af magtmisbrug, korruption, nepotisme, kort sagt alt det som Latinamerika har måttet døje med og som har sat en gunstig udvikling i stå eller tilbage. Alene hans ‘rolle’ i den formodede iranske bombning i Buenos Aires i 1994, hvor 85 dræbtes, og som han siden på forunderlig vis fik sig næsten viklet ud af siger meget om landets politikere, og hvad de kan slippe af sted med.
Og for så lige at ødelægge argumentationen: Se på hans portræt tilbage i 70-80′erne med de enorme sideburns og det lange hår! Hvilken arrogant indbildsk nar.