Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Brasilien – Page 4 – Americas
Så har Uruguays præsident, Mujica, igen været ude med riven i forhold til den andre medlemslande af Mercosur. I en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.
Ifølge Mujica er “Mercosur gået i stå, og er plaget af voksende vanskeligheder for samhandelen mellem dets partnere”. Ordene faldt på baggrund af planerne for et egentlig Nordatlantisk frihandelsesområde, dækkende EU og USA (om det så nogensinde bliver til noget er en anden sag)
Mujica fremhævede også den hastige udvikling i Allainca do Pacifico mellem Chile, Peru, Colombia og Mexico, som har øget indflowet af udenlandske investeringer. Med beklagelse i stemmen konstaterede Mujica yderligere, at Uruguay desværre kun er med som observatør, på grund af begrænsningerne i Mercosurs charter.
Er Uruguay på vej ud af Mercosur?
Uruguays grundliggende problem er medlemsskabet af et handelssamarbejde, som er domineret af medlemmer, som reelt ikke ønsker at fremme frihandel med resten af verden. I modsætning til medlemslandene af Aliança do Pacífico, som ser samarbejdet som en mulighed for at deltage i den internationale handel og konkurrence, ser lande som Brasilien og Argentina Mercosur som et forsvar mod frihandel.
Desværre for Uruguay udgør Argentina og ikke mindst Brasilien samtidig ca. halvdelen af den samlede udenrigshandel, og man er således økonomisk afhængig af sine to store naboer.
Mujica’s bekymring skyldes selvfølgelig det faktum, at de multilaterale aftalers tid er forbi, og den fortsatte udvikling sker via bilaterale aftaler. På grund af Uruguays medlemsskab af Mercosur, er man ikke i stand til selv at indgå bilaterale aftaler med bl.a. EU og NAFTA.
Under Mercosur regler er handelsaftaler med tredjeparter kun mulige, når alle ordinære medlemmer er inkluderet. Hverken Brasilien og Argentina er interesseret i en mere åben handelspolitik overfor omverden. For Brasiliens vedkommende vil en ændring formentlig kræve at PT mister præsidentposten ved næste præsidentvalg i 2014. Det er lidet sandsynligt. Brasilien burde dog være bekymret. Ifølge “O Estadão” er industriproduktionen i Brasilien kun steget med 2 procent i perioden 2008-2012, mens konkurrenceevnen er faldet drastisk i samme periode, som følge af den førte økonomiske politik.
Det har fået flere repræsentanter for brasilianske industriinteresser til at tale åbent om, at Brasilien bør løsne båndene til – evt. helt træde ud af – Mercosur.
Ved denne tid sidste år, drømte Brasilien om, at 2012 ville blive et bedre år end 2011. Finansminister Mantega forventede således, at BNP ville vokser med mere end 4 %. Desværre gik det modsat. Hvor økonomien voksede med 2,7 procent, forventes årets vækst ifølge de seneste tal fra den brasilianske nationalbank at lande på sølle 1 % i år. Selv om 2013 forventes at blive en del bedre, revideres forventninger hele tiden ned, som det fremgår af figuren til venstre, som er hentet fra The Economist.
Man er mile vidt fra boom-året 2010, som endte ud med en vækst på 7,5 %. Det var dog primært resultatet af øget offentligt forbrug og massiv ekspansion i kreditgivningen. Formålet var at Lula’s afløser, Dilma Roussef, blev valgt. Den del af operationen lykkedes også. Men til gengæld er man nu begyndt at tvivle på, hvorvidt hun vil være i stand til at opnå genvalg i 2014.
At den økonomiske vækst er langt lavere end hvad man har forestillet sig skal dog ikke primært lægges Dilma Rousseff til last.
Hvis det kommer bag på nogen, at Brasilien ikke er i stand til at opretholde høje vækstrater, skal jeg minde om, at det har man faktisk ikke været i stand til siden 1970erne. Se også nedenstående sammenligning af Brasiliens økonomiske vækst i forhold til hele Sydamerika.
Det mest overvurderede af BRIK landene?
Som jeg har skrevet om før på denne blog kan Brasilien ikke klage over manglende tiltro fra resten af verden, tværtimod. Jeg har gang på gang undret mig over den tilsyneladende blinde tiltro til Brasiliens vækstmuligheder som endda fortsat ses nogle steder. således har jeg, som oplægsholder, flere gange gennem de seneste år oplevet tilhører blive synligt irriterede, når jeg påpegede at Brasilien ikke historisk har været den vækstsucces, mange tror. Sidste gang man oplevede en længere periode med høj vækst, ligger helt tilbage i 1970erne
Og en af mange problemer er en infrastruktur, som ikke er forenlig med tilfredsstillende vækstrater
Ovenstående figur viser udviklingen i henholdsvis “sociale investeringer” og investeringer i infrastruktur 1930-2000. Fra i gennemsnit at have foretaget investeringer svarende til 5,4 % af BNP i 1970erne, faldt det til 3,6 % i 1980erne, 2,3 % i 1990erne I nuller har niveauet ligget helt nede på 2,15 %. Hermed har investerings-niveauet de seneste 20 år været ca. det halve af det nødvendigt, for at opretholde en “fornuftig” langsigtet økonomisk vækstrate (over 4 %).
Infrastrukturen har af historiske grunde altid været Brasiliens Akilleshæl. Internationalt rangerer Brasilien under Indien med hensyn til udbygning af vejnet. Mere end 90 % af det samlede vejnet er ikke asfalteret, og der eksisterer stort set ingen motorveje. Det er med til at fastholde meget høje transportomkostninger.
I et interview i sommers med Brasiliens største avis, Globo, understregede tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso (1994-2002), at Brasilien i modsætning til Kina, ikke kan tillade sig at forsøge at stimulere den indenlandske økonomiske aktivitet ved øget forbrug. Ifølge Cardoso er øgede investeringerne i infrastruktur helt afgørende for økonomien. Det er kun er muligt ved at begrænse det offentlige forbrug.
Brasilien er ved at løbe tør for muligheder
Grundlæggende er problemet, at man er ved at løbe tør for nemme løsninger. Priserne på verdensmarkedet for Brasiliens primære eksportvarer er fortsat høje, men ikke længere stigende. Kreditekspansionen til private forbrugere, som trak væksten for et par år siden, er ikke længere mulig. De har travlt med at betale af på de lån, som har finansieret deres køb af biler og tv mv., og har ikke råd til at sætte sig i yderligere gæld.
Lav arbejdsløshed indebærer desuden, at der hurtigt vil opstå flaskehalsproblemer med deraf følgende lønpres, hvorved en i forvejen ringe konkurrenceevne forværres yderligere, mens der er fare for øget inflation.
Fortsat vækst skal derfor nødvendigvis komme fra produktivitet og investeringer. Det Indebærer også, at betydningen af et voldsomt bureaukrati, Latinamerikas højeste skatter, dyr kredit, elendig infrastruktur og en overvurderet valuta, nu for alvor er med til at gøre det mindre attraktivt at investere og lave forretninger i Brasilien.
Det har præsident Dilma Rousseff egentlig også erkendt for længe siden, og man har længe forsøgt at stimulere økonomien fra udbudssiden. Renterne er rekordlave (efter brasilianske forhold), hvilket har hjulpet til at svække valutaen og dermed gavne konkurrenceevne og indtjening (målt i lokal valuta). Lønssumsskatter i industrien er reduceret, ligesom elafgifter er sænket og endelig har man inviteret private investorer til at opgradere lufthavne, vejnet og det endnu mere tilbagestående jernbanenet.
Lige lidt synes det dog at hjælpe. De samlede investeringer ligger på kun 18,7 % af BNP, mens de udgør 30 % i Peru og 27 % i Chile og Colombia, som i dag vokser langt hurtigere end Brasilien. Både Peru og Colombia forventes at overhale Brasilien målt på BNP per capita indenfor få år. Chile har naturligvis længe været langt mere velstående end Brasilien.
Det centrale problem er Brasiliens forkærlighed for planøkonomi frem for markedsøkonomi
Private investorer er afventende – ikke kun på grund af konjunkturerne – men også på grund af den høje grad af detailregulering og indblanding fra offentlige myndigheder. Kort fortalt er problemet, at konsensus grundlæggende ikke har ændret sig siden militærstyrets dage. Den største forskel synes at være, at hvor militæret foretrak investeringer i infrastruktur, foretrækker civile regeringer “sociale investeringer”.
Sidstnævnte er muligvis godt for indkomstfordeling og for opbakningen på valgdagen, men førstnævnte er absolut nødvendige for at sikre fortsat vækst. Derudover har det været et gennemgående træk gennem det meste af det 20. og starten af det 21. århundrede, at man foretrækker planøkonomiske løsninger frem for markedsløsninger. At Dilma Rousseff inviterer private aktører med til investeringer i vejnet, luftfart og jernbanenet, sker alene af nød og ikke fordi man mener at det er det mest effektive.
Dilma Rousseff udfordring er, at præsidentvalget i 2014. Hendes valgsejr i 2010 blev sikret ved at booste væksten det år. Men dette nummer kan ikke gentages. Fortsat reallønsfremgang kræver fortsat økonomisk vækst. Rousseff er ikke i samme heldige situation som Fernando Henrique Cardoso, som blev valgt fordi han kom den kronisk skyhøje inflation til livs, eller Lula som blev genvalgt til en ny periode, fordi han blev associeret (lidt uretfærdigt, da æren primært må tilskrives forgængeren) med forbedrede forhold for millioner af fattige brasilianere.
Spørgsmålet er så, om Rousseff har noget vælgerne kan lide, når valgdagen oprinder. Jovist, hun har vist handlekraft når det kom til korruption – hun har fyret flere ministre – men spørgsmålet er hvor meget det reelt tæller hos vælgerne, når det kommer til stykket. Formentlig ikke ret meget. Det skal dog understreges, at Rousseff på nuværende tidspunkt fortsat er meget populær. I en meningsmåling for nylig, angav mere end trefjerdele af de adspurgte, at de anså præsidenten som enten god eller fremragende.
Indtil videre har man fra regeringens side i lang tid lavet prognoser, som skulle indikerer, at der er bedre tider på vej. Men det synes primært at være ønskedrømme. Den reelle vækst i 3. kvartal endte kun på det halve (0,6 %) af det forventede. Svagere valuta, lavere renter, og lavere omsætningsafgift på biler og hårde hvidevarer var ikke nok. På trods af de dårlige tal, fastholder finansminister Mantega, at væksten til næste år bliver på 4 % og i 2015 ender på 5 %. Hvilket der dog er færre og færre som tror på.
Noget andet er så. om det vil gøre den store forskel hvis landets næste præsident kom fra et andet parti, formentlig PSDB (Brasiliens socialdemokrati. I modsætning til Chile, Peru, Colombia og nu også Mexiko, står fortalerne for en tilnærmelse til en egentlig fri markedsøkonomi svagt.
Brasiliens forkærlighed for statskapitalisme, hvor staten er den centrale spiller og udpeger de sektorer som der skal satses på, har en lang forhistorie, helt tilbage til det 19. århundrede. Hvis Brasilien for alvor skal bryde med de seneste 25 års relativt lave vækst i forhold til andre lande i regionen, kræver det et paradigmeskifte. Et sådan skal man næppe forventer sig i en overskuelig fremtid.
Desværre ser det ud til at Brasiliens drøm om at blive landet af i morgen fortsætter med at være netop blot en drøm. Dermed ikke sagt, at man ikke fortsat vil opleve vækst, eller at der er risiko for venezuelanske eller argentinske tilstande. Men der er forskel på moderat vækst (ca. 1,7 procent per indbygger om året de seneste 20 år) og de vækstrater som andre lande i regionen har formået at opnå og forventes at opnå i de kommende år. Hvor det 20. århundrede var vidne til at Brasiliens BNP per indbygger steg hastigere end regionen i gennemsnit, har det forholdt sig omvendt de seneste 20-25 år. Desværre ser den tendens ud til at fortsætte i de kommende år.
Efter valgåret i 2010, hvor økonomien buldrede afsted og voksede med ca. 7 procent, er den økonomiske vækst styrtdykket og forventes at ende på ca. 2 procent i 2012. Som tidligere påpeget her på bloggen, har den brasilianske vækst set over en årrække ikke været imponerende. Den gennemsnitlige vækst har de seneste 10 år været lavere end gennemsnitsvæksten for hele Latinamerika. Fra omkring 1980 at have et BNP per indbygger svarende til gennemsnittet for hele Latinamerika, er BNP per indbygger i dag lavere end gennemsnittet for hele Latinamerika.
Brasilien har behov for reformer og et paradigmeskifte
En væsentlig grund til den manglende vækst og udvikling (hvis man sammenligner med andre dele af Sydamerika) skal findes i den “brasilianske model”, hvor staten spiller en helt central rolle. Godt nok blev der gennemført reformer i 1990erne, hvor økonomien blev åbnet forsigtigt op mens man frasolgte en række statsejede virksomheder. Men der var ikke tale om et paradigmeskifte, som vi har oplevet det i f.eks. Chile og Peru. Reformprocessen kan bedst beskrives som en delvis tilpasning af den brasilianske model, som sikrede at systemet overlevede. Mens præsident Collor de Mello kan gives æren for at lukke økonomien op, må den efterfølgende regering under Fernado Henrique Cardoso (FHC) tildeles æren for en række markedsreformer og frasalget af statsejede virksomheder.
En lang række nødvendige reformer blev dog aldrig eller kun i begrænset omfang gennemført, herunder pensionsreformer, arbejdsmarkedsreformer og effektivisering af den finansielle sektor. En væsentlig årsag var at FHCs parti, PSDB, aldrig havde flertal men var afhængig af andre partier, især det store PMDB. Sidstnævnte var absolut ikke begejstrede for FHCs af kritikerne betegnet “neoliberale” og landsskadelige reformer. Partido dos Trabalhadoras (PT) og senere præsident Lula stemte imod alle reformer.
Det var også grunden til den at der var stor nervøsitet, da Lula i 2002 vandt præsidentvalget. Mens det kan beklages at PSDB ikke havde det nødvendige flertal i 1990erne til at gennemføre alle ønskede og nødvendige reformer, er det nok Brasiliens held, at Lula og PT hverken i 2002 eller senere i hans regeringstid havde absolut flertal. Og de måtte samarbejde med PMDB.
Som det er de fleste bekendt blev Lula en fantastisk populær præsident både indenlandsk og i resten af Latinamerika. Og selv om hans første præsidentperiode endte i beskyldninger om korruption i form af stemmekøb (den såkaldte mensalao), blev han genvalgt med overvældende flertal i 2006. siden han trådte tilbage i starten af 2011 er billedet af ham dog delvist krakkeleret. Dels på grund føromtalte korruptions-skandale, som ikke er afsluttet – retssagen mod en del af de involverede er ikke afsluttet, og dels fordi manglende fortsatte reformer og en fortsat nedprioritering af offentlige investeringer i infrastrukturen effektivt hæmmer Brasiliens vækstmuligheder.
For at økonomien kan revitaliseres er der brug for et reelt paradigmeskifte og erkendelse af frie markeders betydning for varig vækst og velstand.
At Brasilien i Lulas regeringstid oplevede en fornuftig – men bestemt ikke prangende vækst – skyldtes primært kombinationen af reformerne fra 1990erne, som Lula ikke fik mulighed for at rulle tilbage, samt ikke mindst et boom i priserne på Brasiliens traditionelle eksportprodukter.
Høje skatter og elendig infrastruktur
Desværre blev boomet fra årtusindets start og frem formøblet i regeringens jagt på umiddelbar popularitet. Og som det fremgår af vedstående figurer steg de federale udgifter (eksklusiv investeringer) langt hurtigere end BNP. Blandt andet steg både beskæftigelse og lønninger kraftigt (hurtigere end i den private sektor).
Man må ærligt talt undre sig over at det først er indenfor det seneste år at internationale medier er blevet mere forbeholdne overfor Brasiliens fremtidsudsigter. Allerede da Lula overtog magten i 2003 stod det klart at man havde behov for betydelige investeringer i infrastrukturen. I forbindelse med gældskrisen fra begyndelsen af 1980erne og frem, var udbygningen af denne stort set gået i stå.
Det fremgår ligeledes af sammensætningen af de federale budgetter, at man fortsat ikke har gennemført de nødvendige pensionsreformer. Nok har man formået at skærpe kravene lidt, men størstedelen af den brasilianske befolkning kan stadig gå på pension fra de er i begyndelsen af 1950erne, mens de offentlige pensioner fortsætter med at være absurd høje.
Ret skal være ret. Det er ikke rimeligt alene at lægge ansvaret på den tidligere præsident Lulas skuldre. Også Fernando Henrique Cardoso varv ikke i stand til at gennemføre de nødvendige reformer i hans regeringstid, bl.a. på grund af modstand fra PT.
Problemerne er således blevet overdraget til den nuværende præsident, Dilma, som på mange måder har overraslet positivt. Som jeg skrev om her på bloggen sidste år, har hun i modsætning til Lula, rent faktisk handlet på beskyldninger mod ministre og andre om korruption. Indtil videre har hun fyret 7 ministre, og selv om hun var minister under Lula, anses hun ikke for at have været indblandet i skandalen.
Også på andre måder har hun lagt afstand til Lula. Således har Dilma åbent anerkendt betydningen af reformerne i 1990erne for den efterfølgende rimelige økonomiske udvikling i 0’erne.
Og indenfor det seneste år har man så lanceret planer for at inddrage privat kapital i udbygningen af infrastrukturen, der er ganske elendig. Internationale sammenligninger placerer Brasiliens infrastruktur til at være ringere end både Kinas. Ruslands og Indiens.
At man indrager privat kapital skal dog ikke opfattes som et paradigmeskifte. Der er bare ikke andre muligheder, med mindre man vil skære dybt andre steder i de offentlige finanser. Skatterne er i forvejen Latinamerikas højeste og konkurrenceevnen overfor udlandet er faldet drastisk, bl.a. fordi man har oplevet en historisk lav vækst i effektiviteten over de seneste 10 år. Regeringens svar på det har i første omgang været øget protektionisme, billig kredit samt lavere skatter og afgifter for udvalgte sektorer.
På det seneste har de store diskussion drejet sig om regeringens plan for øgede investeringer i infrastruktur, som i vid udstrækning skal ske via private investeringer (betalingsveje), hvilket kun i ringe omfang har været brugt før. Planen kommer i hælene på at regeringen sidste år måtte indse at den ikke ville være i stand til at udbygge landets lufthavne til at håndtere de kommende verdensmesterskaber i fodbold, og derfor udliciterede driften af flere lufthavne til private sidste år.
Som det fremgår af nedenstående graf over sociale- og infrastruktur investeringer, falder sidstnævnte drastisk som andel af BNP i slutningen af 1990erne.
Men i det mindste viser regeringens beslutning at brasilianerne – i modsætning til f.eks. Argentina, Bolivia og Venezuela – at når det kommer til stykket er man langt mere pragmatisk. Der er heller ikke grund til at investorerne skal frygte evt. fremtidige kovendinger hos regeringen. Brasilien har ikke haft for vane at nationalisere i nyere tid.
Desværre er de foreslåede investeringer, svarende til ca. 1 procent af BNP, alt for små til for alvor at gøre noget ved problemet. Iagtagere anslår at man skal investere mellem 4 – og 5 gange så meget, hvis man skal op på niveau med Chile og Syd Korea.
Om ikke af andre grunde (bl.a. hvorvidt de foreslåede projekter overhovedet bliver til noget), er der grund til at tro, at Brasilien ser frem til en lang periode fremover med fortsat lav gennemsnitlig vækst, når sammenlignet med andre lande i regionen, ikke mindst Chile, Peru, Panama og Colombia.
Den seneste investeringspakke var forøvrigt emnet for Globus på Radio 24syv i sidste uge, hvor jeg er gæst sammen med Michael Viberg Pedersen fra DI. Indslaget starter 12 minutter inde i udsendelsen.
Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.
AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.
At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.
Perus præsident Humala
Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.
Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.
Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur
Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.
Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.
AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.
Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.
Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika
Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.
Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.
Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.
De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.
Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.
Stats- eller markedsstyret vækstmodel
Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.
Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012
Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.
Er Uruguay på vej ud af Mercosur?
Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.
Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.
Ifølge den seneste rapport fra Humans Rights Watch, “Tightening the Grip: Concentration and Abuse of Power in Chávez’s Venezuela”, fortsætter Venezuelas præsident Hugo Chávez og hans regering med at intimidere, censurere og retsforfølge kritikere og oppositionsledere. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regime har eroderet menneskerettighederne og konsolideret kontrollen over de venezuelanske medier, domstole (herunder højesteret) og civilsamfundet .
Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store medier som Globovisión og RCTV .
Domstolene
Chávez og hans tilhængere i Nationalforsamlingen har taget dramatiske skridt til at sikre deres politiske kontrol over højesteret, som siden 2004 har været besat af politiske allierede. Efter parlamentsvalget i 2010 reducerede Chávez flertal i Kongressen, skyndte man sig at ændre lovgivningen, som styrer udnævnelsen af dommere. Hermed sikrede man sig fortsat kontrol over Højesteret, før de nyvalgte lovgivere indtog deres pladser.
Højesterets kvalitet er kun blevet forværret i de senere år, og magten tredeling er ikke-eksisterende. Man er et gummistempel for præsidenten.
Det mest foruroligende eksempel på retsvæsenets manglende uafhængighed har været retsforfølgelsen af dommer, María Lourdes Afiuni – på foranledning af Chávez – efter hun i en domsafsigelse gik mod regeringens ønsker og løslod en fremtrædende regeringskritiker, som havde tilbragt næsten tre år i fængsel ventende retssagen. Afiuni blev anholdt og torturreret under en efterfølgende langvarig fængsling. Det har naturligvis påvirket andre dommeres ageren.
Medier
I december 2010 vedtog det Chávez kontrolerede flertal i Nationalforsamlingen (selv om oppositionen fik langt flere stemmer end Chavez støtter, vandt sidstnævnte et flertal af sæderne i nationalforsamlingen) en lov, der reelt indebærer censur på Internettet. Det er også indført en lov som indebærer, at det er forbudt at transmittere information som kan angives at “anstifte uro i offentligheden.”
Chavez-regeringen har brugt sin magt til at overtage og udvide antallet af pro-Chávez medier, ligesom det er obligatorisk for alle radio- og TVstationer, at de skal afbryde deres udsendelser når som helst Chavez ønsker at tale til befolkningen.
Man har systematisk forfulgt den frie presse og i dag er kun en Chavez kritisk TV-kanal tilbage, Globovisíon. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før også den må lukke. Med mindre Chavez taber valget til efteråret, hvilket dog er tvivlsomt.
Menneskerettighedsforkæmpere
Chavez-regeringen har intensiveret sine bestræbelser på at marginalisere landets menneskerettighedsforkæmpere ved gentagne gange at beskylde dem for at forsøge at underminere det venezuelanske demokrati med støtte fra den amerikanske regering.
Mens nogle ikke-statslige organisationer har modtaget støtte fra amerikanske kilder – en almindelig praksis blandt uafhængige grupper i hele Latinamerika – er der ingen troværdige beviser for, at deres uafhængighed og integritet er blevet kompromitteret af den grund.
Den fuldstændigt regeringskontrollerede Højesteret fastslog endda i 2010, at personer eller organisationer, der modtager udenlandsk finansiering kan blive retsforfulgt for “forræderi” under en bestemmelse i straffeloven, der fastsætter en fængselsstraf på op til 15 år.
Chavez-regeringen har også vedtaget regler, der dramatisk reducerer offentlighedens ret til at indhente oplysninger fra regeringen.
MERCOSUR
Rapporten udstiller samtidig hykleriet i handelssammenslutningen MERCOSUR, som i juni måned suspenderede Paraguay med henvisning til afsættelsen af landets præsident, Lugo, hvilket skulle være i strid med MERCOSURs charter om demokrati. Det på trods af, at der er bred enighed blandt forfatningseksperter om at afsættelsen var i overenstemmelse med landets grundlov.
Samtidig vedtog man at optage Venezuela som fuldgyldigt medlem fra den 31. juli. Beslutningen har da også udløst stor intern ballade i både Uruguay og Brasilien, hvis borgerlige opposition ikke har været sen til at pege på hvor absurd det er at optage Venezuela samtidig med at man suspenderer Paraguay.
Afsættelsen af præsident Lugo i Paraguay i sidste måned, har udløst voldsom kritik i resten af Latinamerika. Kort efter afsættelsen mødtes præsidenterne for Brasilien, Argentina og Uruguay og vedtog, at Paraguay var suspenderet frem til det planlagte præsidentvalg i april 2013. Umiddelbart herefter vedtog man at Venezuela blev optaget som fuldgyldigt medlem den 31. juli.
Venezuela’s optagelse havde siden 2006 været blokeret af Paraguays senat, som flere gange har nedstemt landets optagelse. Bl.a. på grund af Hugo Chavez problematiske styre. Ifølge planen optages Venezuela formelt den 31. juli.
Den beslutning har udløst voldsom intern uro i Uruguay’s regering, hvor først udenrigsministeren og nu også vice-præsidenten, Danilo Astori, åbent har kritiseret præsident Jose Mujica, for at være medvirkende til omgåelse af Mercosurs regler. Ifølge disse skal optagelse af nye medlemslande ske i enighed.
Uenigheden og balladen er sket for åbne mikrofoner, og især én sætning har udløst en voldsom politisk reaktion. Ifølge Mercopress pointerede Jose Mujica således, at jura er til for at servicere det politiske system, og hvis det ikke “lystrer” må det ændres.
Balladen skyldes ikke modstand mod optagelsen af Venezuela, men måden hvorpå det sker.
Har Mercosur en fremtid?
Præsident Jose Mujica, som ved flere lejligheder har klaget over Brasilien og især Argentinas udstrækte brug af handelsrestriktioner, har samtidig foreslået at man slår Unasur og Mercosur sammen og laver et mere fleksibelt regelsæt. Hermed sigter han formentlig til muligheden for at indgå frihandelsaftaler på egen hånd med 3. lande, hvilket ikke er muligt for Mercosurs medlemslande for nuværende.
Det kan deltagerne af Aliança do Pacífico, som foreløbigt består af Chile, Peru, Colombia og Mexico, mens Panama og Costa rica står på spring. I modsætning til Mercosur, som grundlæggende har et defensivt syn på handel med 3. lande, er Aliança do Pacífico langt mere globalt og markedsorienteret og mindre nationalistisk anlagt.
Ikke noget under, at der er stemmer fremme i Paraguay om, at man skal droppe Mercosur og søge optagelse i Aliança do Pacífico i stedet. Hvilket dog med tanke på afhængigheden af Brasilien, på kort sigt er helt urealistisk.
Vi skal kun få år tilbage før man ville være helt til grin, hvis man nævnte Colombia som et fremtidigt vækstmirakel. Derimod var der ingen ende på den rosende omtale af Brasiliens fremtidsudsigter. Sådan er det ikke længere. Her på bloggen har vi allerede for lang tid siden konstateret at Brasilien står overfor betydelige udfordringer, hvis man vil fastholde rimelige vækstrater, mens vi har fremhævet Colombia som en mulig stjerne.
På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.
Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.
Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.
Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.
Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.
En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.
Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.
Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.
For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.
Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.
Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.
Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.
Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.
Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.
Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.
Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.
Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.
Med Molliere’s vise ord:
Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid
Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.
Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.
Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.
Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.
Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.
Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.
Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.
X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0
Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.
Orthodox og Heterogen økonomisk politik
Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.
Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.
På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på administrative/planøkonomiske løsninger.
Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.
Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.
Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.
Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.
In the long we’re all dead in Argentina
Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.
Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.
Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?
Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.
Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.
Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.
Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.
“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.
Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.
Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.
For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.
Mercosur’s endeligt?
Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.
Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.
Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.
Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.
(Opdatering: – Der er kun tale om de sidste militære/statslige gidsler. Man regner med at FARC herefter fortsat har ca. 400 civile fanger/gidsler)
Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.
Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.
At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.
I en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.
Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store 
