Brasilien – Page 3

Brasiliens uforudsigelige præsidentvalg

Jeg har skrevet en kort præsentation af de 3 vigtigste kandidater ved det brasilianske præsidentvalg til Raeson. 1. valgrunde finder sted på søndag den 5. oktober. Hvis ingen får over halvdelen af stemmerne (og det sker ikke), går nr. 1 og 2 videre til anden valgrunde, som finder sted søndag den 26. oktober. De to bliver med al sandsynlighed den siddende præsident, Dilma Rousseff og Marina Silva.

Mit bud er at Marina Silva står med gode chancer for at vinde valget, hvilket jeg tidligere har redegjort for her på bloggen.

Intet er dog afgjort endnu, og ved de seneste meningsmålinger, dels Datafolha, offentliggjort i fredags, og Vox Populi mandag, står Dilma faktisk til at vinde med 4 procent over Marina i 2 valgrunde.

Udsigten til at Dilma Rousseff alligevel fortsætter som præsident har fået både aktiekurser og kursen på Real overfor dollar til at falde.

Aktieidekset på Børsen i Sao Paulo faldt således mandag med 4,5 procent, mens real ikke har været så svag overfor dollaren siden 2008.

I et valg der har vist sig at være det uforudsigelig nogensinde i Brasilien, kan alt dog fortsat ske

Negativ markedsføring virker

PT og Dilma har kørt en selv efter brasilianske forhold uhørt hård kampagne de seneste uger, rettet direkte mod Marina. Det ser ud til at have båret frugt. Man skal dog være klar over, at den siddende præsident og hendes støtter har 6 gange så meget fri TV-tid som modstanderne i første valgrunde. Op til det endelige valg den 26. oktober vil TV-tiden være mere ligeligt fordelt.

Samtidig er det værd at bemærke at Marina de seneste uger har tabt stemmer til både Dilma, der ligger til venstre for hende, og Aecio Neves fra PSDB, som ligger til højre. Det kan derfor ende med at blive afgørende for hendes chancer i anden valgrunde, hvorvidt PSDB vil støtte hende, når deres egen kandidat er ude efter valget på søndag.

Ifølge rygterne er der intern splid om dette i PSDB. Man har ikke glemt, at Marina ved valget i 2010, hvor hun blev nummer 3 i første valgrunde, valgte at forholde sig neutral op til anden valgrunde. Desuden er der intern uenighed om hvad der er taktisk mest fornuftig.

Mens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og partiets præsidentkandidat, Jose Serra, i 2010 er mest stemt for at man offentlig skal anbefale at man stemmer på Marina i anden valgrunde, er andre dele af partiet bange for, at man med Marina som præsident mister sin centrale position i brasiliansk politik.

Hvorvidt PSDB vælger at støtte Marina i anden valgrunde eller forholder sig neutral, kan således vise sig at blive afgørende for det endelig udfald.

Efter flystyrtet, som ændrede alt i Brasilien – præsidentvalg 2014

Den 13. august døde kandidaten for PSB, der efter danske forhold svarer nogenlunde til Socialdemokratiet, Eduardo Campos, i et tragisk flystyrt. Det har vendt op og ned på præsidentvalgkampen. Hvor den siddende præsident, Dilma Rousseff, før var favorit til at fortsætte efter valget i oktober, står hun nu til at tabe i 2. valgrunde.

Forklaringen er, at Eduardo Campos vicepræsidentkandidat, Marina Silva, nu er PSB’s præsidentkandidat. Hvor Campos i den sidste meningsmåling før sin død blot fik 8 procent af stemmerne, og var langt efter de to førende kandidater, Aecio Neves fra PSDB og Dilma Rousseff fra PT. PSDB svarer efter danske forhold det Radikale Venstre, selv om partiet hedder “Brasiliens Socialdemokrati”, mens PT svarer nogenlunde til Socialistisk Folkeparti i den version der deltog i regeringen frem til dette forår.

Ved den seneste meningsmåling er der vendt op og ned på dette. I første valgrunde står Dilma Rousseff stadig til at få flest stemmer, men langt fra de krævede 50+ procent, som forhindrer en anden valgrunde. Mens Dilma Rousseff fører med 34 procents opbakning foran Marina Silva på andenpladsen med 29 procent og Aecio Neves med 19 procent af vælgernes opbakning på 3. pladsen. Resten af feltet er ganske ligegyldigt.

I anden valgrunde vil Marina Silva vinde klart over den siddende præsident. Gallupundersøgelsen er foretaget af det velestimerede IBOPE.

Hvis Aecio Neves går videre til 2. valgrunde i stedet for Marina, vil Dilma fortsætte som præsident.

Man har også undersøgt hvor stor en del af vælgerne der føler sig sikre på hvem de stemmer på, og hvem de under ingen omstændighed vil stemme på af de tre kandidater.

Mens 65 procent af de som angiver at ville stemme på Marina Silva, også angiver at de har truffet deres endelige valg, gælder det kun for 52 procent for Dilma og 48 procent for Aecio.

Når det gælder om antipati, ligger Marina Silva klart bedre til end det to andre. Her er det slående at den siddende præsident har den største andel af vælgerne, som angiver at de under ingen omstændigheder vil stemme på hende, nemlig 36 procent, 18 procent er sikre på at de ikke under nogen omstændigheder vil stemme på Aecio Neves, mens kun 10 procent angiver, at de under ingen omstændigheder vil stemme på Marina Silva.

Hvem Stemmer på hvem?

Det er ikke mindst interessant at se hvem som vil stemme på Marina Silva. Her viser det sig, at hun især står stærkt blandt unge, protestanter (hun tilhører selv pinsemissionen), og personer som tjener mere end 2 minimumslønninger.

Reelt er det kun blandt vælgere over 55 år, at hun klarer sig mindre godt, samt de absolut fattigste der tjener 1 minimumsløn eller derunder. Her spiller den geografiske fordeling dog også ind.

Således er det eneste område i Brasilien, hvor den siddende præsident fortsat har et (solidt) flertal, nord- og nordøstbrasilien. Præsidentens støtte er også mest udbredt i byer med under 50.000 indbyggere, mens Marina Silva står stærkest i byer over 500.000 indbyggere.

Blandt universitetsuddannede slår hun begge de andre kandidater klart.

Ingen tvivl om at det bliver et spændende valg.

Der er ingen tvivl om at Marina Silva vil køre valgkamp på at hun er “den 3. vej” og være kandidaten som tager afstand fra det eksisterende politiske system. Det vender vi tilbage til.

For de sprogkyndige kan første debat mellem præsidentkandidaterne ses her:

1. del

2. del

3. del

4. del

Yderlige info om de væsentligste kandidater, se nedenstående links, som er på engelsk (Wikipedia)

Mere om Dilma Rousseff

Mere om Marina Silva

Mere om Aecio Neves

Ps. Jeg er klar over, at jeg har forsømt denne blog på det groveste. Det vil jeg rette op på de kommende uger.

Dilma igen storfavorit til at vinde næste års præsidentvalg

Ifølge analyseinstituttet AMD har Dilma Rousseff indhentet det fald i popularitet hun oplevede tidligere på året i forbindelse med de største demonstrationer i 20 år som Brasilien oplevede i maj og juni.

Ifølge undersøgelsen vil Dilma vinde valget i første valgrunde. iagttagere peger på at en bevidst strategi med at være langt mere synlig er en del af forklaringen for den stigende popularitet. Samtidig er det lykkedes at øge tilslutningen til flere af de reformforslag, som man kom med i august. Bl.a. er tilslutningen til at importere læger fra Cuba, steget fra 50 til 83 procent.

Er Brasilien på vej ud af Mercosur?

At Brasilien skulle overveje at træde ud ud af Mercosur var nok utænkeligt for de fleste for bare et år siden. Men det er ikke desto mindre et muligt scenarie, der nu tales om i Brasilia, hvis ikke man kan komme gennem med – som minimum – et mere fleksibelt samarbejde.

Som det er læserne af Americas.dk bekendt, er jeg mildt sagt forbeholden overfor den brasilianske økonomis muligheder for at sikre vækst og velstandfremgang. Det skyldes primært,, at man hænger fast i en økonomisk model med rødder tilbage til 1. halvdel af det 20. århundrede (reelt længere tilbage) og en manglende erkendelse af betyndingen af frie markeder.

Men til forskel fra andre af de større sydamerikanske lande (læs: Argentina) er der heldigvis et andet kendetegn ved Brasilien. En udpræget grad af pragmatisme. Det er utvivlsomt grunden til at man aldrig har oplevet den form for økonomisk og politiske nedsmeltning, som andre lande i regionen.

Præsident Dilma Rousseff har således i klare vendinger kritiseret den manglende interne handel i Mercosur – med eksplicit adresse til Argentina – i et interview med en radiostation i Porto Alegre.

På et møde tilbage i august, skulle Dilma Rousseff og Uruguay’s præsident, Jose Mujica, have talt om et Mercosur i flere hastigheder. Uruguay har i årevis kritiseret samarbejdet i Mercosur, og ved flere lejligheder luftet muligheden for at forlade samarbejdet, ligesom man har observatør status i Alianza del Pacifico.

I Brasilien raser en intens debat om Mercosur og udenrigshandlens betydning for den fortsatte økonomiske udvikling. Ikke kun den konkurrencedygtige og meget effektive landbrugssektor presser på for at komme videre i forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale. Også de dele af industrien, som er potentielt konkurrencedygtig, ønsker en mere eksportorienteret og mindre protektionistisk politik.

Kombinationen af lav økonomisk vækst og frygt for at blive “lukket ude” i takt med at der indgås frihandelsaftaler uden om Brasilien – ikke mindst mellem EU og USA, synes at have haft sin virkning.

Brasilien og Uruguay har således fremsat et fælles forslag som skal bruges til at få sparket nyt liv i forhandlingerne med EU. Fra EUs side lægger man ikke skjul på, at det reelt set kun er Brasilien, verdens 5-6 største økonomi, der er af interesse.

Men før man kan gå videre, skal alle Mercosur landende være enige. Og det er langt fra sikkert. Både Argentina og samarbejdets seneste medlem, Venezuela, er ikke just kendt som hverken fortalere for mere handel eller troværdige forhandlingspartnere.

Derfor tales der nu om, at enden på det hele kan blive at Brasilien forlader Mercosur. Det vil reelt indebære Mercosur’s endeligt. Skulle det ende med at Brasilien trækker sig, hvilket dog fortsat må anses for lidet sandsynligt, vil både Paraguay og Uruguay, som begge har flirtet med tanken om at søge optagelse i Alianza del Pacifico (hvilket er umuligt, så længe de er medlem af Mercosur), forlade samarbejdet omgående.

Opbakningen til præsident Dilma Rousseff styrtdykker

Ifølge analyseinstituttet Datafolha’s seneste måling er opbakningen til Dilma Rousseff i frit fald.

Siden sidste måling i begyndelsen af juni – det vil sige før de store demonstrationer – er andelen af adspurgte som mener at Dilma Rousseff klarer sig godt (Ótimo/bom) faldet med 27 procentpoint.

Samtidig er andelen som er meget negative (Ruim/Péssimo) steget fra 9 til 23 %.

Det er væsentligt at understrege, at målingen er foretaget efter Dilma’s to TV-taler og regeringens udspil, se også. Dette er den ringeste opbakning siden Dilmas indsættelse som præsident.

For personer med videregående uddannelse (21%), de rigeste (21%) og i byer med mere end 500.000 indbyggere ( 24%), ligger opbakningen under gennemsnittet. Blandt folk med korte eller ingen uddannelse (38%), i de nordøstlige stateter (40%) og i byer med mindre end 50.000 indbyggere (38%), ligger Dilma popularitet over gennemsnittet.

Det er nok for tidligt at sige noget om hvilke implikationer dette har for det forestående præsidentvalg i 2014. Men at Dilmas forsøg på at imødekomme den frustration, som sidste uges demonstrationer var udtryk for, må indtil videre konstateres ikke at virke. Hvad der for få uger siden så ud som et sikkert genvalg er måske ikke så sikkert længere?

Målingen er baseret på interviews med 4.717 repræsentative personer torsdag den 27. og fredag den 28 juni.

Opfølgning på sidste uges protester i Brasilien

Siden Dilma Rousseff i fredags annoncerede på direkte TV at hun ville mødes med repræsentanter for de protesterende er det gået stærkt.

Allerede mandag var hun igen i TV, denne gang for at annoncere en plan for forandring. Den indeholdt bl.a. forstærket kamp mod korruption, investeringer i sundhed og uddannelse samt forslag til reformering af det politiske system.

I dag har har kongressen vedtaget at 75 procent af de statslige indtægter fra den såkaldte pre-sal olieudvinding skal gå til forbedringer af uddannelses sektoren, mens 25 skal gå til sundhed. Regeringen ønskede oprindeligt – og fortsat – at 100 procent af indtægterne skal gå til uddannelse.

Det skal understreges at øgede midler til uddannelse og sundhed allerede var på dagsorden inden protesterne.

Formentlig kan man også se frem til ændringer i valgsystemet, således at denne proces bliver mere transparent. Som valgsystemet er indrettet i dag er det f.eks. ikke muligt at stille op som uafhængig kandidat til hverken nationale, regionale eller lokale valg. Oprindeligt var tanken fra Dilma og regeringens side vist, at man ønskede at vælge en særlig grundlovsgivende forsamling, som alene skulle udforme forslag til de dele af grundloven som omhandler valg af repræsentanter til de lovgivende forsamling. Dette udløste straks kritik fra flere sider, for i lidt for høj grad at minde om hvad man tidligere har set i bl.a. Bolivia under Evo Morales.

Nu peger meget på at brasilianerne skal til folkeafstemning om ændringer i grundloven til oktober.

PEC 37 nedstemt

En klar sejr synes at have været, at tillæg 37 (PEC 37) til forfatningen i dag blev nedstemt med overvældene flertal. Kun 9 stemte for. Blandt de som stemte mod var flere som oprindeligt havde været med til at udforme PEC 37. Flere senatorer har da også i dagens aviser henvist direkte til demonstrationer, når de skulle forklare deres modstand mod forslaget.

Forslaget gik ud på at fjerne den offentlige anklagemyndigheds (Ministerio Publico), for selv at initiere og udføre efterforskning. Dette er af mange blevet opfattet som en klar svækkelse af mulighederne for at efterforske mulig korruption og magtmisbrug på statsligt og delstatsligt niveau.

Demonstrationerne fortsætter, men med formindsket styrke.

Demonstrationerne har været langt mindre siden torsdag. I forbindelse med dagens fodboldkamp mellem Brasilien og Uruguay, forventes dog igen demonstrationer, ikke mindst i Bela Horisonte, hvor kampen spilles.

Kaos i Brasilien

Som det er de fleste bekendt, har Brasilien den seneste uge oplevet de største demonstrationer i 20 år. Det startede som en protest mod en annonceret stigning på billetpriserne i den kollektive trafik (ca. 50 øre). Bag disse demonstrationer står en bevægelse, Movimento Passa Libre (MPL), som ønsker “gratis” kollektiv transport. Det er der kun få der bakker op om.

Prisstigningerne i sig selv er en mindre ting. Priserne i bl.a. Rio de Janeiro og São Paulo justeredes sidste gang for næsten halvandet år siden, og der var reelt kun tale om en delvis korrigering i forhold til den mellemliggende inflation. Til gengæld har der i årevis været stor utilfredshed med kvaliteten af det kollektive transportsystem.

MPL udspringer af den brasilianske venstrefløj. Selv om det er en NGO uden direkte forbindelse til politiske partier, er det ikke uvæsentligt, at den bl.a. har forbindelse til PSOL (Partido Socialismo i Liberdade). PSOL opstod i 2004, efter en række senatorer ekskluderes af PT, fordi de stemte imod en pensionsreform. Bevægelsen har dog internt problemer med de i som er knyttet til politiske partier, og de som ikke er.

Indtil den 13. juni var folkeopinionen i bl.a. São Paulo bestemt ikke i nævneværdig grad med MPL, Episoder med vandalisme og irritation over demonstranter som blokerede for en i forvejen håbløs for trafikken i byen, lagde en markant dæmper på opbakningen. Det ændrede sig efter den 13. juni. Frem til den 18. juni stiger opbakningen fra 55 % til 77 %. Overdreven af politiet den 13. juni, uden at skelne mellem fredelige demonstranter og de mere militante grupper som stod for hærværk, vold og vandalisme, er angivet som helt afgørende.

Herefter eksploderede antallet af deltagere i demonstrationerne, som kulminerede i torsdags, da mellem 1 og 1,2 mio. mennesker gik på gaden i hele Brasilien.

Det handlede ikke længere kun om priserne på busbilletter, men om langt mere. Retten til at demonstrere fredeligt, høje skatter uden modsvarende offentlige serviceydelser, omfattende korruption i det politiske system, manglende lighed for loven, ringe skole- og sundhedsvæsen osv.

Middelklassen har fået nok.

Det er alt overvejende middelklassen som demonstrerer. Det fremgår af analyseinstituttet Datafolha’s tal, indsamlet under torsdagens demonstrationer i São Paulo.

Mens ca. 1/3 af indbyggerne i São Paulo hun har grundskole eller mindre, udgjorde de kun 2 procent af demonstranterne. Til gengæld havde næsten 4 ud af 5 af deltagerne en videregående uddannelse (over gymnasieniveau). blandt den almindelige population er det kun hver fjerde som har en uddannelse over “ungdomsuddannelses-niveau”.

Nok så interessant er måske, at kun hver fjerde af de demonstrerende støtter MPLs målsætning om gratis offentlig transport.

At der er tale om demonstrationer vendt mod det politiske system (den politiske klasse), fremgår tydeligt når man spørger om holdningen til mulige præsidentkandidater hos de demonstrerende. Præsident Dilma Roussef, som trods et fald i popularitet de seneste måneder – primært drevet af den stigende inflation, og en fortsat stagnerende økonomi- fortsat har stor opbakning i befolkningen, er ikke populær blandt de demonstrerende. Kun 10 procent peger på at de vil stemme på hende, mens hun i den seneste meningsmåling bakkes op af 40 procent af vælgerne i i Sao Paulo. Til gengæld peger 30 procent af de demonstrerende på, at de ville stemme på præsidenten for forfatningsdomstolen, Joaquim Barbosa.

Det er også tydeligt at PT ikke er populært blandt de demonstrerende. Mens 32 procent af indbyggerne i São Paulo angiver PT som det foretrukne parti, er det kun 6 procent af de protesterende. Til gengæld udgør de som angiver at de intet parti har som deres foretrukne blandt demonstranterne overvældene. Mens ca. hver anden blandt befolkningen generelt angiver ikke at have præferencer, gælder det næsten 3 ud af 4 af de demonstrerende.

Man har også spurgt demonstranterne en række holdningsprægede spørgsmål, og heraf fremgår at den gennemsnitlige demonstrant bedst kan karakteriseres som langt mere liberal end befolkningen generelt, og noget mere venstreorienteret.

22 procent af demonstranterne opfatter sig selv som venstreorienterede, og 14 procent opfatter sig som centrum-venstre orienterede. De som opfatter sig som tilhørende centrum udgør 31 procent, . Endelig opfatter 10 procent sig som højreorienterede og 11 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede.

Dette skal holdes op mod at vælgerne i São Paulo fordeler sig på 14% som anser sig selv for venstreorienterede og 10% som centrum-venstre orienterede. Kun 24 procent opfatter sig som tilhørende centrum, mens 14 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede og 20 % som højreorienterede.

Givet at mere end 80 procent af de protesterende er under 35 år og for en stor dels vedkommende fortsat studerer, bør det ikke overraske.

Præsident Dilma Roussef’s tale – gammel vin på nye flasker

Fredag aften, lokal tid, holdt præsident Dilma Rouseff en kort tale på TV. Modtagelsen har været blandet. Kort fortalt var budskabet, at “vi lytter og vil mødes med lederne for demonstrationerne” (hvem det så er). Men samtidig blev det slået fast, at man ikke vil acceptere mere hærværk, vold og vandalisme (og der har været en del). Derudover lovedes reformer, bedre kollektiv trafik, flere midler til uddannelse osv. Langt hen af vejen en gentagelse af løfterne op til det seneste præsidentvalg.

Flere passager i talen er allerede blevet tolket som en venstredrejning som kan mindre lidt om Venezuela og Bolivia. Herunder talen om at indrage folkelige bevægelser og import af udenlandske læger, hvilket er synonymt med læger fra Cuba.

Hvorom alting er, vil talen næppe i sig selv få demonstrationerne til at stoppe. Det kan til gengæld fortsat vold og hærværk.

Militærets efterretningstjeneste har advaret om at protesterne kan eskalere, mens andre har peget på at fortsat vold, vandalisme – og plyndringer – som man så fredag aften i Rio de Janeiro, i sig selv kan få demonstrationerne til at gå i sig selv. På den måde kan afslutningen vise sig at være resultat af vold blandt de demonstrerende ( der har allerede været flere tilfælde af interne slagsmål blandt demonstranterne). Der skal ikke mange flere scener til af plyndringer og vandalisme, for at stemningen kan skifte markant hos det “tavse flertal”. Kun tiden vil vise, hvem som får ret.

Vi følger selvfølgelig udviklingen her på bloggen.

Chile vil betale mødre for at føde flere børn

The Economist har i sit seneste nummer to historier om den faldende befolkningstilvækst i Latinamerika. Den ene omhandler et forslag fra den chilenske regering, hvorefter kvinder vil blive kontakt belønnet for at føde flere end 2 børn. Det 3. barn vil indbringe ca. 1150 kroner, det 4. barn ca. 1700 kroner. Derefter vil man modtage ca. 2300 kroner for hvert barn man derudover.

Baggrunden er at fertilitetsraten er faldet til 1,8 barn per kvinde i den fødedygtige alder. Hermed har man sammen med Brasilien regionens laveste fertilitet. Jeg skrev om det sidste år, se her .

Med den lave fødselsrate er det på sigt ikke muligt at opretholde det nuværende befolkningstal, samtidig med at andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder vil falde. Frygten er at, med mindre man øger arbejdsudbuddet vil det ikke være muligt for kommende generationer af pensionister at opnå en rimelig levestandard.

Det er jo en diskussion som vi også kender fra vores del af verden. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt problemet er i Chile, givet at de har en privat pensions-system, hvor folk selv sparer op. Problemet er i hvert fald en del mindre end i lande som i højere grad end Brasilien lover sine borgere at de til enhver tid beskæftigede vil betale deres pension. Det kender vi fra Europa, og det er tilfældet i flere andre latinamerikanske lande.

At pensionsbetalinger allerede i dag lægger beslag på en absurd stor del af den brasilianske stats indtægter skyldes dog ikke det faldende fødselstal, men derimod de absurd høje pensioner til tidligere offentligt ansatte. Et system som fungerede da den offentlige sektor var relativt lille og levetiden begrænset.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Derfor deltog Brasiliens præsident, Dilma Roussef, ikke i Hugo Chávez begravelse

Selv om Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, var oprigtigt mærket af Chavez død i sidste uge, valgte hun og hendes forgænger, ikke at deltage i selve statsbegravelsen i fredags. efter at have forsikret den fungerende præsident Maduro om Brasiliens fortsatte støtte og assistance, hvis han vinder præsidentvalget den 14. april, valgte hun at forlade Venezuela inden begravelsen.

Det er der flere grunde til.

I modsætning til sin forgænger Lula, har Dilma Rousseff kritiseret den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i skarpe vendinger. Ham undgik hun nu at møde.

Langt vigtigere er det dog for Dilma Rousseff og Brasilien, at lægge afstand til Hugo Chávez mere populistiske og radikale sider. Både af hensyn til det internationale samfund og ikke mindst potentielle internationale investorer.

Der er næppe tvivl om, at Rousseff udtrykte oprigtig sorg og beundring, da hun få timer efter Chavez død i tirsdags talte på Brasiliansk TV. Men nok så vigtigt var, at hun skarpt tilføjede, at Brasilien “ikke var helt enig” med mange af hans politik, at Brasilien er anderledes.

I modsætning til Chávez og andre radikale venstreorienterede ledere i Latinamerika, har hun fortsat sin forgængers pragmatiske og moderate form for socialisme. Man har lagt vægt på, og lægger vægt på en pragmatisk og business-venlig tilgang.

Det enkle budskab er, at Brasilien er anderledes, og er ikke det samme som Venezuela.

Det er der nok heller ikke mange som er i tvivl om.